Kendte restauranter sender medarbejdere hjem

En strid om lønforhold har fået restaurantkæderne Brdr. Price og A Hereford Beefstouw til at lockoute de medarbejdere, der er medlem af 3F.

Opdatering

Artiklen er opdateret torsdag den 30. marts 2023, efter at Katia Østergaard oplyser, at fire medarbejdere er ramt af lockouten. 

3F’s medlemmer, der arbejder i restauranterne Brdr. Price og A Hereford Beefstouw i blandt andet Tivoli, er onsdag blevet lockoutet.

Det oplyser 3F København og restauranterne til TV 2 Kosmopol.

Lockouten kommer, efter at det ikke er lykkedes restaurantkæderne og 3F at nå til enighed om en overenskomst.

Som TV 2 Kosmopol tidligere har fortalt har restaurantkædernes ønske om at kunne differentiere lønnen mellem faglærte og ufaglærte medarbejdere givet udfordringer i forhandlingerne.

Det er da også denne hovedknast i forhandlingerne, der er årsagen til, at lockouten nu er blevet en realitet. 

Det bekræfter advokat Katia Østergaard, der varetager forhandlingerne for de omtalte restauranter, overfor TV 2 Kosmopol.

(Artiklen fortsætter efter faktaboksen.)

Hvad betyder lockout?

  • Lockout er arbejdsgivernes modsvar på en medarbejderstrejke

  • En lockout betyder, at arbejdsgiverne udelukker deres ansatte i en virksomhed eller et overenskomstområde fra at arbejde. Simpelthen sendt hjem uden løn indtil parterne finder en løsning på konflikten.

Kilde: Jyllands-Posten

Medarbejderne modtog mandag i denne uge et brev, hvori de blev gjort opmærksom på, at de ikke skulle møde på arbejde fra den 29. marts. 

”Der gøres opmærksom på, at du fra dette tidspunkt således heller ikke vil modtage løn mv. fra os, idet ansættelsesforholdet fra dette tidspunkt er at betragte som ophørt.”, lyder det blandt andet i brevet, som TV 2 Kosmopol er i besiddelse af.

quote Jeg er rystet over, de gør det

John Ekebjærg-Jakobsen, formand for 3F i København

Gæsterne vil ikke mærke det

I hovedstadsområdet har Brdr. Price to restauranter - én i Tivoli og én i Rosenborggade. Tilsvarende har A Hereford Beefstouw en restaurant i Tivoli, en i indre København og en i Skovshoved. 

3F København kan ikke oplyse antallet af medarbejdere, der bliver ramt af lockouten, men anslår, at tallet falder dag for dag.

- Det bliver klart færre og færre dag for dag, fordi de (ramte medlemmer, red.) har søgt hen til andre restauranter, der har en overenskomst, i eksempelvis Tivoli, siger John Ekebjærg-Jakobsen, der er formand for 3F i København, til TV 2 Kosmopol.

Katia Østergaard fortæller torsdag, at der er tale om fire medarbejdere. 

- Med andre ord regner vi med at køre videre med samme service og kvalitet i vores drift, så gæsterne kommer ikke til at mærke det, siger hun. 

Hun forklarer videre, at situationen ikke påvirker den arbejdsplads, man tilbyder.

- Jeg vil sige det sådan, at hvis man ikke behandler sine medarbejdere rigtig godt, så mister man dem. Vi skriger på arbejdskraft i branchen, så vi skal oppe os for at tiltrække de dygtige og gode medarbejder. Det vil vi blive ved med - overenskomst eller ej.

Store uenigheder

Ifølge 3F har restauranterne krævet at få en ny overenskomst, hvor de vil sætte de ufaglærte tjenere op til 30 procent ned i løn.

Et krav, som man tager afstand fra hos fagforeningen. John Ekebjærg-Jakobsen fortæller, at man hos 3F er frustreret over, at det er endt med en lockout.

- Jeg synes, det er langt ude. Deres argument er, at det er dyrt at have en overenskomst med 3F. Jeg er rystet over, de gør det, siger John Ekebjærg-Jakobsen. 

Hos restaurantkæderne Brdr. Price og A Hereford Beefstouw er man dog af en anden opfattelse.

- Vi mener, der skal være forskel på mindstelønnen for en uddannet tjener og for en ufaglært tjener uden erfaring. Systemet er så skævt, at en ufaglært tjener uden erfaring skal have en mindsteløn, der er 12 kroner højere end en faglært kok og receptionist, siger Katia Østergaard og tilføjer: 

- Det er ikke rimeligt og giver ikke incitament til at tage en faglært uddannelse, det vil vi gerne have ændret op.

Håber fortsat på aftale 

Onsdag oplyser John Ekebjærg-Jakobsen, at han fortsat håber og tror på, at man ender med at lande en overenskomstaftale med de omtalte restauranter. 

- Vi er altid klar til at forhandle, det er virksomhedskæderne, der ikke er klar. De skal bare ringe, så er vi klar, siger formanden for 3F København. 

Til den invitation lyder det fra Katia Østergaard: 

- Vi vil altid gerne mødes. Men det kræver, at der er en form for imødekommelse, indtil nu har meldingen været, at de ikke var ville imødegå os. 

Ifølge TV 2 Øst har konflikten også fået Dragsholm Slot til at lockoute de ansatte, der er medlem af 3F. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik