Ud af omkring 700.000 støjplagede boliger i Danmark, ligger de 300.000 af dem i hovedstadsområdet.
Men i Albertslund har et politisk flertal valgt at løse støjproblemerne på en lidt alternativ måde.
De vil nemlig ikke bare have støjskærme, men et helt rekreativt område med bakker, der samtidig skal fungere som støjvolde.
Det nye, rekreative område skal etableres på Hyldagergrunden i den vestlige ende af Albertslund Midtby ud mod Holbækmotorvejen.
Der skal samtidig banes vej for et nyt boligområde, der kan blive en realitet, netop fordi støjen fra motorvejen og en jernbane bliver dæmpet i området.
Ikke et projekt uden problemer
Et flertal i Albertslund Kommunalbestyrelse besluttede allerede tilbage i april 2018 at sætte gang i landskabsprojektet, Hyldager Bakker.
Men siden da er de løbet ind i en række udfordringer.
Blandt andet kræver projektet, at et motorsportscenter bliver flyttet, hvilket tidligere har mødt stor kritik.
Ifølge borgmester Steen Christiansen (S) vil motorsportscenteret formentlig få et nyt klubhus et andet sted i kommunen, og så vil de få baneanlæg i en af nabokommunerne.
Kunne man ikke bare etablere støjskærme i stedet for en hel park og på den måde bevare motorsportscenteret?
- Det er ikke en løsning at lave støjskærme her i forhold til støjniveauet. Man skal op i den størrelsesorden, som Hyldager Bakker har, før støjen bliver dæmpet i et tilstrækkeligt omfang, lyder det fra borgmesteren.
En anden udfordring er, at Erhvervsstyrelsen skal ændre i Fingerplanen, som er en plan for hovedstadsområdets udvikling, før kommunen kan etablere det nye rekreative område.
Men Steen Christiansen er optimistisk:
- Der er stor opmærksomhed på at få dæmpet støjen på den københavnske vestegn, så det tror jeg bestemt, at der vil være opbakning til.
Støjreduktion vil gavne 1.200 husstande
Hvis projektet bliver en realitet, vil det rekreative område dels gavne alle dem, der benytter området, dels gavne alle dem, der får dæmpet lydniveauet i deres baghave.
- Støjvoldene bliver så gigantisk store, at vi jo kalder dem Hyldager Bakker. De skal dæmpe støjen for både de eksisterende husstande i området, men også de nye, der bliver bygget. Der er faktisk 1.200 husstande, der får glæde af det, fortæller borgmesteren.
Hvis alt går efter planen, vil Hyldager Bakker være etableret i år 2023.
Og har du nogle bemærkninger til projektet, hører kommunen gerne fra dig inden den 5. december, hvor høringsfristen udløber.