Flere får tilskud til privat pasning: For Sofie føltes det forkert, at hendes datter skulle væk hjemmefra

Sofie Møller Enevoldsen og hendes mand har valgt, at deres børn ikke skal i vuggestue eller børnehave. De fik i en periode tilskud til hjemmepasningen, og den tendens er stigende i hovedstadsområdet.

Om søndagen er der familiehygge hos Sofie Møller Enevoldsen, hendes mand og deres tre børn i Vanløse.

Selvom mandagen lurer, skal børnene hverken i vuggestue eller børnehave.

For Sofie Møller Enevoldsen passer Viola, Sui og Flora hjemme. Sådan har det været i årevis, og der er især en grund til, at de valgte den løsning efter deres første barn.

- Det har primært været det der med, at det føltes forkert, at hun var så lille og skulle væk fra mig. Og jeg havde lyst til at være der for hende, siger Sofie Møller Enevoldsen.

Flere får tilskud 

Sofie Møller Enevoldsen laver nogle gange en ugeplan, når ugen skal til at gå i gang, så børnene har et overblik.

I en periode fik Sofie Møller Enevoldsen også kommunalt tilskud til hjemmepasning. Og den tendens er stigende ifølge flere eksperter, ligesom tal fra Danmarks Statistik viser det.

I 2016 fik 263 familier tilskud fra kommunerne til privat pasning i hovedstadsområdet. I 2021 var tallet steget til 844.

Det billede genkender Sofie Møller Enevoldsen, der også er med i en forening med andre som hende.

- Hvis man gør det, så er det fordi, man har lyst og prioriterer det. Det er ikke noget, der er påtvunget nogen. Derfor synes jeg, at den tendens er god, siger hun.

Borgmester ser intet problem 

Og spørger man Københavns børne- og ungdomsborgmester Jakob Næsager, har han heller ikke et problem med, at nogle forældre vælger daginstitutionerne fra.

- Som borgerlig er jeg jo glad for, at borgerne har et frit valg, så man kan vælge, om man gør brug af et kommunalt tilbud, privat tilbud eller selv vælger at passe sine børn, siger han.

Sofie Møller Enevoldsens ældste barn, Viola, skal for første gang hjemmefra til sommer, når hun begynder i skole.

Og hun er sikker på, at Viola er lige så klar som de andre, der har været i både vuggestue og børnehave.

- Det bliver da vildt svært. Men hun er klar. Og hun er et sted, hvor hun kan sige, hvad hun vil have, og hvad hun har brug for, siger hun.

Stor mangel på pædagoger 

TV 2 fortalte for et par dage siden om Christine Munk Larsen, der sammen med hendes mand også har valgt at passe børnene i hjemmet.

- Det føltes ikke rigtigt. For min mand var det fordi, der havde været så meget snak i medierne om, hvordan institutionerne var, og hvor mange hænder der er til børnene, sagde Christine Munk Larsen om beslutningen.

Og TV 2 har i flere artikler beskrevet, at en stor mangel på pædagoger har presset en række kommuner.

I Aarhus har manglen på pædagoger blandt andet ført til, at kommunen ikke længere kan garantere forældre, at de kan få institutionsplads indenfor 30 minutters transporttid fra en af forældrenes arbejdsplads.

Tal fra Børne og Ungdomspædagogernes Landsorganisation (BUPL), viser, at det ikke lykkedes at besætte hver tredje ledige pædagogstilling i andet halvår af 2022.

BUPL's tal viser også, at der lige nu mangler 4000 pædagoger i daginstitutionerne på landsplan. Og i 2030 vil der mangle 14.000, hvis ikke der bliver grebet ind.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik