Fik nok af sit job i en sen alder: Som 49-årig tog Søren en livsændrende beslutning

Brøndby Kommune har siden 2019 arbejdet på at få flere voksne til at tage sosu-uddannelserne. Og indsatsen er en lokal succes takket være et par særlige greb.

Det er aldrig for sent at tage en uddannelse.

Det kan den i dag 50-årige Søren Kristensen fra Brøndby skrive under på. Om få måneder er han færdiguddannet sosu-hjælper, og han har allerede fået lovning på et job efter endt uddannelse.

- Min mor er stolt, mine gamle barndomsvenner er stolte – og jeg er også stolt af mig selv over, at jeg får lov at arbejde med mennesker og virkelig gøre en forskel, fortæller han til TV 2 Kosmopol.

Men vejen til færdiggjort uddannelse har ikke været helt lige til.

quote Jeg drak og festede for meget

Søren Kristensen

Størstedelen af Søren Kristensens arbejdsliv har han nemlig arbejdet i et helt andet fag. I 25 år var han tjener. Et job hvor han også fik lov at have med mennesker at gøre, men som i længden også gik hårdt ud over hans helbred.

- Det var usundt for mig. Jeg drak og festede for meget, og selvom jeg prøvede at styre mit liv, endte jeg altid med at falde i. Så begyndte jeg at tænke, om det mon hang sammen med mit arbejde, fortæller han.

For Søren Kristensen kulminerede hans alkoholforbrug med en indlæggelse på Rigshospitalet med en livstruende høj promille. Da han kom til sig selv, stod det klart: Der skulle ske noget nyt i hans liv, for det kunne ikke fortsætte sådan her.

Egentlig var hans plan at uddanne sig til portør, men via en barndomsven fik han nys om et nyt forløb til voksne i Brøndby Kommune, der ønskede at tage en sosu-uddannelse.

Den mulighed sprang han på.

(Artiklen fortsætter efter faktaboksen.)

Mangel på sosu'er

I 2030 vil der mangle 16.000 sosu-uddannede på landsplan, ifølge en analyse fra KL, Kommunernes Landsforening.

Særlig voksenlærlingeløn

Forløbet hedder ”Fra ledig til uddannelsesparat” og drives af Brøndby Kommune. Målet er at få flere ledige over 25 år til at tage en sosu-uddannelse.

Et af de største incitamenter i forløbet er, at de ledige tilbydes voksenlærlingeløn frem for SU under grundforløbet:

- Mange af dem, der er over 25 år, har et stort potentiale, men de har ikke råd til at begynde på grundforløbet, hvor man er på SU, fortæller uddannelseskoordinator i Brøndby Kommune Helle Udsen til TV 2 Kosmopol.

Hvor SU-satsen er på cirka 6500 før skat, er voksenlærlingelønnen på 22.000 kroner.

Muligheden for at få voksenlærlingeløn var da også afgørende for, at Søren Kristensen turde taget springet og begynde på uddannelsen:

- Det betød alt, jeg kunne ikke have gjort det uden, fortæller han.

Første syv er færdiguddannede

Det tager tre år og ti måneder at uddanne sig til sosu-assistent, og to år og to måneder at blive sosu-hjælper, men det er muligt at få merit.

Indtil videre er syv Brøndby-borgere uddannet som sosu-hjælpere, og 17 er ved uddanne sig til sosu-assistent og -medhjælper gennem det særlige forløb.

- Det er vi godt tilfredse med, og vi kan mærke, der kommer flere, i takt med at flere hører om det, siger Helle Udsen.

Kravet er, at de ledige skal være over 25 år. Men i realiteten er de nærmere i alderen 30-40 år, fortæller uddannelseskoordinatoren:

- Vi har en del kvinder, som har gået hjemme og passet børn, som har været ledige, men som gerne vil ud på arbejdsmarkedet frem for at være på offentlig forsørgelse.

- Men det er generelt en blandet skare. Både borgere med dansk og anden etnisk baggrund, fortæller hun.

Screenes på jobcenteret

De ledige bliver oftest henvist fra kommunens jobcenter. Her bliver ledige, der kunne have reel interesse for at tage en af sosu-uddannelserne, tilbudt en fireugers praktik på et af kommunens plejehjem.

- Her får de mulighed for at prøve kræfter med faget. Og der er nogle, der efter få dage siger, det er ikke lige mig, men de fleste vil gerne fortsætte, fortæller Helle Udsen.

Hvis den ledige fortsat er interesseret i faget, bliver de ansat fuldtid som ufaglærte omsorgshjælpere på et af kommunens plejehjem.

Her kan de blive tilknyttet undervisning i dansk eller matematik et par dage om ugen, hvis de mangler den adgangsgivende eksamen. De får løn, mens de følger undervisningen.

- De bliver kun ansat som ufaglærte for at se, om faget er noget for dem, indtil de har mulighed for at begynde på uddannelsen, siger Helle Udsen.

For Søren Kristensen var det afgørende, at han kunne få løn, mens han fik matematikundervisning, så han kunne leve op til adgangskravet.

Store forventninger

For Søren Kristensen er det vigtigt at understrege, at det ikke er en uddannelse, man kommer sovende til.

- Der bliver virkelig forventet noget af en i den her branche. Det handler om menneskeliv, man kan lave store katastrofer, hvis man ikke er vågen.

Selvom der har været meget fagligt at få styr på, så fortryder han ikke et øjeblik.

- Det er som om, jeg har fået endnu mere blod på tanden i forhold til uddannelse, siger han.

Hans opfordring er da også klar, hvis andre får lyst til at tage en uddannelse senere i livet:

- Man skal bare gøre det. Men husk, at det er et skridt ad gangen. Når man er kommet i en vis alder, så kan det hele ikke klares på en gang, siger han.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik