Oversigt

Seneste nyt

Politiet søger vidner efter skudepisode

Efter at en 18-årig mand søndag eftermiddag blev skudt i benet i Brøndby Strand, søger Københavns Vestegns Politi nu vidner, der kan have oplysninger i sagen.

Skudepisoden fandt formentlig sted omkring klokken 16 søndag, for klokken 16.16 modtog  Københavns Vestegns Politi anmeldelse om, at en ung mand var blevet ramt af skud i benet. Den unge mand var kort før blevet indleveret på Hvidovre Hospital og var nu under behandling.

Efterfølgende fastslog den indledende efterforskning, at gerningsstedet var nord for Brøndby Strand Kirke på adressen Brøndby Strand Centrum 90. 

Ved søgning i området med politihunde, blev der fundet to patronhylstre, som politiet vurderer, stammer fra skudepisoden, oplyser politiet i en pressemeddelelse.

Skudofret er en 18-årig mand fra lokalmiljøet, og han blev i går meldt uden for livsfare.

- Efterforskningen er på et indledende stadie, og det er derfor for tidligt at lægge sig fast på et motiv. Vi opfordrer vidner, der har set noget omkring Brøndby Strand Kirke i tiden før anmeldelsestidspunktet, eller i øvrigt har viden om sagen, om at kontakte os, siger politikommissær Henrik Hougaard.

Vidner der har oplysninger i sagen, kan ringe til Københavns Vestegns Politi hele døgnet på 43861448 - eller kontakte betjentene i den mobile politistation, som er i området mandag.