Online supermarked genbruger tonsvis af plastikposer

Butikskæde vil nu genanvende de gennemsigtige plastikposer, som dagligvarerne bliver leveret i.

Hver eneste ordre fra en kunde til online supermarkedet Nemlig.com starter med en plastikpose i en kasse.

Hos Nemlig.com i Brøndby, som er den centrale pakkehal, hvor dagligvarer bliver pakket til kunder i hele landet, fylder mere end 800 ansatte hver dag tusindvis af kasser med dagligvarer, og det bliver til lige så mange plastikposer.

Nemlig.com anslår, at de dagligt sender 20.000 plastikposer ud af pakkehallen.

- Vi sender ganske meget plastik ud hver dag, og det forpligter, siger Mikkel Pilemand, som er kommerciel direktør hos Nemlig.com.

- Derfor er det vigtigt for os, at den plast vi bruger kan bruges i en cirkulær økonomi og kan genanvendes, siger han.

Når kunder i dag får leveret varer til døren, så kan de aflevere gennemsigtige plastikposer fra sidste levering tilbage til chaufføren. På den måde bliver plasten indsamlet og kan ryge videre til genbrug.

Kunderne slipper for dårlig samvittigged

Ifølge en undersøgelse, som Nemlig.com selv har lavet, vil 9 ud af 10 af deres kunder interesserede i at sortere plastik.

Lene Laverenz, som er afdelingsleder og kunde hos Nemlig.com, er én af dem, der synes godt om den nye ordning:

Så mange plastikposer bruger vi:

Nye tal fra DTU viser, at vi danskere i snit bruger 85 plastikposer pr. person om året, men kun godt 30 procent af plastikposerne bliver genbrugt. Lidt over 60 procent ryger altså på forbrændingen.

- Det kan være svært at komme af med plastik, hvis man ikke lige er i en situation, hvor man har sin egen beholder til det, siger hun.

- Så det kan være generende, og jeg ville have rigtig dårlig samvittighed over at smide poserne ud i skraldespanden, så jeg synes, det er rigtig rart at kunne aflevere de her Nemlig-poser tilbage, siger hun.

Sådan virker det

Nemlig.com har i samarbejde med genbrugsfirmaet Stena Recycling etableret nye systemer og procedurer, som gør det muligt at genanvende de gennemsigtige plastikposer.

Det starter med en grovsortering af plastikaffaldet i produktionshallen hos Stena Recycling, der ligger lige overfor Nemlig.com i Brøndby.

- Her i grovsorteringen fjerner arbejdsmændene det farvede plastik. Der må højst være to procent farvet plastik blandet med det gennemsigtige, for at det kan genanvendes som gennemsigtigt siger Søren Keller, som er produktchef hos Stena Recycling.

- Derudover så tjekker de, om der er andre urenheder, det kunne være nogen, som har afleveret lidt affald af en anden type plastik.

Efter grovsorteringen bliver plastikken skubbet videre i bearbejdningen.

- Plasten, som vi nu har indsamlet, skal vi have ballet sammen i komprimerede baller på 600 kg, så vi får mest ud af transporten, når vi sender ballerne afsted til Sverige, fortæller Søren Keller.

De komprimerede plastikballer bliver transporteret i lastbiler til et stort teknologisk anlæg i Halmstad i Sverige. Her bliver plasten renset og omsmeltet til plastikperler eller granulat, som kam genanvendes.

Online supermarkedet Nemlig.com har en ambition om at blive Danmarks mest bæredygtige supermarked med 100 % genanvendelse af de gennemsigtige poser i kasserne.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik