Dragør-borgmester: Her er mine løfter til vælgerne de kommende fire år

Kenneth Gøtterup (K) er ny mand i borgmestersædet i Dragør Kommune efter en valgkamp, hvor han varslede opgør med den tidligere linje. Men hvordan vil det komme til udtryk de kommende år?

Artikelserie: Det lover din borgmester

I denne artikelserie sætter TV 2 Lorry alle de nye som genvalgte borgmestre i hovedstadsområdet stævne for at drøfte de kommende fire års visioner, udfordringer, løfter og pejlemærker.


Borgmestrene har fået de samme ti spørgsmål og har haft mulighed for at forberede svar, der er blevet indhentet telefonisk.


Hvilke tre tiltag vil du love borgerne i kommunen, at du - og I - har opnået om fire år?

  • For det første vil jeg gøre alt for, at der er styr på økonomien og sørge for, at de nye pejlemærker for den økonomiske politik bliver overholdt.
  • Så skal borgerne også opleve, at kommunen har ændret fokus til at have høj service hos borgerne. Heri ligger en erkendelse af, at det ikke har været sådan tidligere. Som kommune har vi glemt, hvem vi er til for. Vi har lukket os for meget om os selv og glemt, at borgerne står i centrum.
  • En samarbejdende bestyrelse, som går sammen om beslutninger og sikrer kontinuitet. 


Hvad er den største og vigtigste udfordring, kommunen står over for de kommende fire år - og som er noget andet, end det du lige har nævnt?

Det er beslutningen om kystsikringen af Dragør, og hvordan vi gør det bedst muligt. Det er den største og vigtigste beslutning, der vil blive truffet i Dragørs nyere tid. Vi skal kystsikre 13 kilometers kystlinje, hvor vi skal sikre os mod en 100 års-hændelse.

Det er en kæmpe beslutning, fordi for det første er en anlægsopgave med en meget, meget høj udgift, hvor regningen gives videre til borgerne. Derfor skal vi tænke os godt om. For det andet kommer det til at ændre vores kystlinje, som vi jo holder meget af i Dragør. For det tredje er det en stor og teknisk anlægsopgave for en lille kommune med 14.500 indbyggere, som vi skal være meget ydmyg omkring.


Hvordan vil du helt konkret arbejde på at løse det?

Der er fuldstændig enighed om, at vi skal kystsikre. Vi har alle sammen den samme kærlighed til Dragør – og vi ser alle de samme udfordringer. Vi skal være helt enige i Kommunalbestyrelsen, når vi træffer beslutningen. Og her har vi haft en meget høj borgerinddragelse, hvor vi lytter til borgernes input.


Hvis du skulle drømme stort, hvilket enkeltstående projekt kunne du godt tænke dig at være med til at realisere i kommunen?

Der er som sådan ikke én ting, der fylder mere end en anden for mig. Men som borgmester er jeg optaget af to punkter lige nu, hvor jeg har en drøm.

Den ene er den føromtalte kystsikring. Det er så stort et projekt, og jeg drømmer om, at vi får en fantastisk løsning, der vil passe godt på Dragør de kommende mange, mange år.

I en helt anden drømmeverden, så drømmer jeg om at få ændret udligningsreformen, der rammer os som kommune så hårdt. Men her er jeg jo bare borgmester, og det bliver ikke mig, der på egen hånd kan få ændret den.

Quick fire-runden: Korte svar på komplekse spørgsmål

  • Skat: Hvad kommer der til at ske med kommuneskatten i de kommende fire år?

    Den bliver holdt i ro, for det har vi indgået en politisk aftale om. Den vil hverken stige eller falde.

  • Ældreplejen: I hvilken retning vil du tage kommunens ældrepleje?


    Borgerne på plejehjem og ledelsen skal sammen lave en fortælling om det gode liv på plejehjem, som så skal blive en rettesnor for os for, hvordan plejehjem skal drives fremover. Samtidig skal der ske en omorganisering af hjemmeplejen for at sikre, at de samme kommer ud til de ældre, for det har vi udfordringer med.

  • Daginstitutioner: Hvad vil du gøre for at forbedre kommunens daginstitutioner?

    Vi har allerede nu gode institutioner, som børn og forældre er glade for. Det skal fastholdes. Og så bliver det vigtigste, at ledere og medarbejdere får mulighed for at have fokus på udvikling.

  • Skoler: Hvad skal der ske med skolerne de kommende fire år?


    Vores skoler er gode i dag, så der skal faktisk ikke laves så meget om. Den udvikling, som medarbejdere har sat i gang, skal de have mulighed for at fortsætte.

  • Klima og miljø: Hvad vil du gøre for at reducere kommunens CO2-udledning?


    Vi er bagud på det punkt i Dragør. Vi skal have lavet en klimahandleplan, og det er vigtigt for mig, at vi i denne ikke beslutter store forkromede visioner, men i stedet gør den meget praksisnær i forhold til, hvordan vi som kommune skal omsætte den.

    Vi påbegynder arbejdet med at udarbejde klimahandleplanen i andet halvår 2022, og så skal den være vedtaget i starten af 2023. Klima har ikke været et stort politisk tema i Dragør indtil nu, og det vil vi ændre.

  • Byudvikling og natur: Hvordan vil du sikre balancen mellem byudvikling og borgernes adgang til natur?


    Overordnet set er det ikke en udfordring, vi har i dag, for Dragør er særlig i det, at vi stort set er fuldt udbygget og ikke har flere byggefelter tilbage. Vi er omgivet af natur og fredede områder, som vi skal værne om.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik