Fredensborg-borgmester: Her er mine løfter til borgerne de kommende fire år

Thomas Lykke Pedersen (S) lover borgerne, at der bliver bygget både skoler og kulturhuse - og så begynder svømmehalsbygggeriet også inden for de kommende fire år.

Artikelserie: Det lover din borgmester

I denne artikelserie sætter TV 2 Lorry alle de nye som genvalgte borgmestre i hovedstadsområdet stævne for at drøfte de kommende fire års visioner, udfordringer, løfter og pejlemærker.


Borgmestrene har fået de samme ti spørgsmål og har haft mulighed for at forberede svar, der er blevet indhentet telefonisk.


Hvilke tre tiltag vil du love borgerne i kommunen, at du - og I - har opnået om fire år?

Vi er godt i gang med at få vores strategiske udviklingsprojekter i vores fire bysamfund gennemført med tidsplaner, der holder. Det skal vi være i mål med indenfor fire år. Det gælder blandt andet:

  • Nivå med Generationernes Hus, en ny skole, en ny idrætshal, en ny svømmehal og et bibliotek og et kulturhus. Jeg tør dog ikke love, at svømmehallen står færdigbygget til den tid. Men vi er gået i gang med at bygge den.
  • Fredensborg med nyt bibliotek ved Jernbanegade. Det skal i en ny udbudsrunde, og så kan det stå færdigt inden 2025.
  • Og så er der Humlebæk med hele bymidten. Der skal vi være i gang med helhedsplanen, der blandt andet omfatter et nyt bibliotek.


Vi har aldrig haft gang i så mange projekter i gang på én. Men vi må jo også erkende, at markedet kan nå at rykke sig så meget, at nogle af projekterne må skubbes. Det håber vi dog ikke.


Hvad er den største og vigtigste udfordring, kommunen står over for de kommende fire år - og som er noget andet, end det du lige har nævnt?

Rekruttering af arbejdskraft. Især på ældreområdet, men også på stort set alle andre områder.


Hvordan vil du helt konkret arbejde på at løse det?

Vi har nedsat et udvalg med den ene opgave at se på fastholdelse og rekruttering med baggrund i at udvise rettidig omhu.

De skal laves en strategi, for vi er i ekstrem konkurrence med alle andre kommuner. Det bliver en barsk omgang, og det er bedst med spilleregler fra staten og KL. Men vi er klar til at konkurrere på alle mulige parametre.

Det kan både være at skrue på lønnen og give ekstra tillæg til velfærdsmedarbejderne. Det bliver et benhårdt marked med de små marginaler der afgør, hvor elever vil hen.


Hvis du skulle drømme stort, hvilket enkeltstående projekt kunne du godt tænke dig at være med til at realisere i kommunen?

En drøm kunne være at blive CO2-neutral som kommune i 2030. Det kunne være stort at indfri. Vi er allerede førende på den grønne omstilling, og vi har nedsat et klimaråd, der skal sætte skub i omstillingen. 2030 er måske et lige lovligt ambitiøst mål, men hvis man ikke sætter sig dem, så opnår man dem aldrig. Så det drømmer jeg om.

Quick fire-runden: Korte svar på komplekse spørgsmål

  • Skat: Hvad kommer der til at ske med kommuneskatten i de kommende fire år?

    Hvis vores kassebeholdning udvikler sig, som den gør i øjeblikket, og vi rammer service- og anlægsrammen, så er jeg åben for at diskutere en skattenedsættelse. Vi har ikke behov for at have 300-400 millioner i kommunekassen. Men det sker kun, hvis de ikke kan bruges andre steder mere fornuftigt.

  • Ældreplejen: I hvilken retning vil du tage kommunens ældrepleje?


    Vi har god service på det område, men vi skal gøre det endnu bedre. Og det handler om at skaffe personale til området, så vi ikke har ledige stillinger. De skal besættes, så serviceniveauet kan opretholdes.

  • Daginstitutioner: Hvad vil du gøre for at forbedre kommunens daginstitutioner?

    Vi skal følge med i instruksen om minimumsnormeringer, og der vil vi som kommune gerne være i den bedste halvdel af landet, hvad angår normeringer. Samtidig skal der være høj grad af uddannede pædagoger i daginstitutionerne.

  • Skoler: Hvad skal der ske med skolerne de kommende fire år?


    Her ligger vi blandt de ti bedste kommuner i landet, og vi bygger jo en helt ny skole i Nivå og renoverer i Kokkedal, og så vi får “state of the art” skoler i Fredensborg. Når det er gjort, kommer turen til Humlebæk. Så der bliver fokus på de fysiske rammer de kommende år.

  • Klima og miljø: Hvad vil du gøre for at reducere kommunens CO2-udledning?


    Drømmen er jo at blive CO2-neutral i 2030. Det skal ske gennem et klimaråd, som skal drive det videre. Klimahandleplan er allerede på plads. Den skal vi føre ud livet nu.

  • Byudvikling og natur: Hvordan vil du sikre balancen mellem byudvikling og borgernes adgang til natur?


    Vi skal bevare de grønne områder, vi har i kommunen. Derfor er vi nødt til at satse på byfortætning for at bevare naturen. Når det så er sagt, så er det mit indtryk, at mange ude på landet faktisk gerne vil have, at der kommer lidt liv i forhold til nye boliger, og det skal vi da honorere.

    Men vi bør satse mere på byfortætning. Det betyder, at vi kommer til at bygge i højden, og den diskussion har vi de forskellige byer. Det må man acceptere i forhold til ikke at gå for meget ind i byggeri i de grønne områder.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik