Dement stikker af - men må ikke låses inde

Beboerne fra plejecentret Damgårdsparken i Stenløse bliver generet af en dement nabo, der går på springtur. Plejecenter og kommune er gået i dialog.

Beboere i bebyggelsen Damgårdsparken i Stenløse føler sig utrygge i deres eget hjem, fordi ældre fra demensafsnittet Solkrogen kan komme uanmeldt ind i lejlighederne. 

Særligt en enkelt kvinde har forvildet sig ind i ældrebebyggelsen. 

- Vi bliver meget nervøse, for vi er jo nogle ældre mennesker, og vi er ikke indstillet på, at der pludselig står en dame inde midt i stuen. Hun har et mærkeligt sprog og siger underlige ting, og sidste gang hun var inde hos os, var hun truende, fortalte beboeren Poul Kennov forleden til TV 2 Lorry.

Men nu har repræsentanter fra Egedal Kommune, botilbuddene og Seniorrådet afholdt et møde for at komme frem til en løsning. 

Afholder informationsmøde om demens

- Vi fik talt episoderne igennem og sat ord på, hvad det er, der konkret skaber utryghed og hvad vi kan gøre ved det, siger centerchef  Erik Petersen. 

Det er dog ikke muligt at låse alle dørene til afdelingen, da de demente ældre er frie individer, som ikke må 'fængsles'. Det er heller ikke lovligt at tvinge dem hjem igen, hvilket kan være udfordrende for både ofre og personale.

Demente skal derimod guides hjem, og det er ikke altid lige let. Derfor blev det besluttet, at man laver et oplysningsarrangement for beboerne i området, som vil få information omkring sygdommen og gode råd til, hvordan man kan mindske risikoen for konflikter. 

Vil ikke bruge GPS

Konkret blev en enkelt dement kvinde, som der har været særlige problemer med, drøftet på mødet.

Det blev besluttet, at man ikke foreløbigt sætter en GPS-sender på hende, hvilket ellers er en mulighed, hvis hun giver samtykke.

Man mener, at det vil give en falsk tryghed, når der ikke er længere mellem demensafdelingen og ældreboligerne:

- Konklusionen på mødet blev, at det ikke er muligt fuldstændigt at forhindre at en beboer forlader demensenheden alene. Derfor er det vigtigt, at beboerne i Damgårdsparkens ældreboliger alle har en hotline til den vagthavende i demensenheden, så de kan kontakte vagten, hvis de observerer en beboer, de ikke mener kan klare sig selv, eller hvis de selv føler sig truet, udtaler Erik Petersen.

En dement dame har flere gange pludseligt stået i Poul Kennovs stue.

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik