De kan blive de store stemmeslugere i hovedstadsområdet

Med et stort antal personlige stemmer i ryggen kan de folkevalgte med større pondus tale sin egen og lokalområdets sag, mener ekspert.

Mens myreslugeren fortærer op til 30.000 myrer om dagen med sin op til 60 centimeter lange tunge, kan de mest effektive af arten stemmesluger labbe over dobbelt så mange kryds i sig på én enkelt valgdag.

For stemmeslugeren - det politiske dyr - hæver sig over det øvrige kandidatfelt ved i særlig grad at tiltrække sig vælgernes opmærksomhed.

Og når vælgerne tirsdag skal sætte deres kryds kan flere kandidater fra hovedstadsområdet kravle opad på listen over de største stemmeslugere i landet.

Det mener politisk kommentator Pia Allerslev. Hun hæfter sig særligt ved SF-formand, Pia Olsen Dyhr, der stiller op i Københavns Storkreds.

- Hun har dygtigt ført en super stabil kampagne med klare meldinger i god og skarp tone. Hun er synlig som partileder, og der er ingen, der rigtigt har noget imod hende, siger Pia Allerslev, der er tidligere fagborgmester for Venstre i København.

Pia Olsen Dyhrs chancer for et flot personligt valg blev søndag yderligere skærpet. Her viste en måling, som Megafon har lavet for TV 2, således at SF-formanden er den partileder, som flest vælgere opfatter som både mest troværdig og mest sympatisk. 

Sympatistemmer efter sygdom

Ved valget i 2019 fik Pia Olsen Dyhr 11. flest personlige stemmer på landsplan - og dengang blev hun overgået af den mere ukendte partikollega Jacob Mark.

Han stiller igen op i Sjællands Storkreds, og også han kan gøre det godt, mener Pia Allerslev.

- Han har været væk og meget stille på et meget trist grundlag (efter mange års stress mistede han det meste af synet på begge øjne i november 2021, red.). Det kan han få sympatistemmer på. Og så er han også en dygtig fyr, siger Pia Allerslev.

quote Hun har dygtigt ført en super stabil kampagne med klare meldinger i god og skarp tone

Politisk kommentator Pia Allerslev om Pia Olsen Dyhr

I dette årtusinde er det tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), der har fået flest personlige stemmer ved et folketingsvalg - 70.024 i 2001. Ved sidste valg var Mette Frederiksen (S) topscorer med 43.489.

Herunder kan du se en oversigt over, hvem der fik flest personlige stemmer ved folketingsvalget i 2019:

(Artiklen fortsætter efter faktaboksen.)

De fik flest personlige stemmer ved folketingsvalget i 2019

Kandidater fremhævet med fed var opstillet i TV 2 Lorrys sendeområde

  1. Mette Frederiksen (S) - 43.489

  2. Lars Løkke Rasmussen (M) - 40.745 (for Venstre)

  3. Pernille Skipper (EL) - 33.024 (genopstiller ikke)

  4. Inger Støjberg (DD) - 28.420 (for Venstre)

  5. Tommy Ahlers (V) - 26.420 (genopstiller ikke)

  6. Nicolai Wammen (S) - 23.427

  7. Jacob Mark (SF) - 23.213

  8. Kristian Thulesen Dahl (DF) - 23.142 (genopstiller ikke)

  9. Søren Pape Poulsen (K) - 22.223

  10. Ida Auken (S) - 21.723 (for Radikale Venstre)

  11. Pia Olsen Dyhr (SF) - 20.047

  12. Jakob Ellemann-Jensen (V) - 19.388

  13. Preben Bang Henriksen (V) - 18.459

  14. Karsten Lauritzen (V) - 18.335 (genopstiller ikke)

  15. Magnus Heunicke (S) - 18.214

  16. Astrid Krag (S) - 17.810

  17. Morten Østergaard (R) - 17.781 (genopstiller ikke)

  18. Dan Jørgensen (S) - 15.443

  19. Mattias Tesfaye (S) - 15.345

  20. Ellen Trane Nørby (V) - 13.477 (genopstiller ikke)

  21. Pernille Vermund (NB) - 13.391

  22. Pernille Rosenkrantz-Theil (S) - 12.998

  23. Martin Lidegaard (R) - 12.703

  24. Michael Aastrup Jensen (V) - 12.297

  25. Benny Engelbrecht (S) - 12.267

Også to socialdemokrater der stiller op i sendeområdet har mulighed for at blive nogle af landets helt store stemmeslugere ved det kommende valg.

- Magnus Heunicke (Sjællands Storkreds, red) kan få medvind på grund af coronaeffekten. Derudover viser målinger, at han er den mest populære minister. Ida Auken (Københavns Storkreds, red.) er markant og har det rigtige efternavn, men kan være mere svær at placere, siger Pia Allerslev.

Endelig nævner den politiske kommentator Lars Løkke Rasmussen, som efter skiftet til Moderaterne ikke ventes at høste lige så mange stemmer som i 2019 - over 40.000 - men alligevel må formodes at få et pænt valg. Også set i lyset af, at han er den partileder, som flest vælgere vurderer til at være dygtigst. 

Herunder kan du se en oversigt over, hvilke kandidater i TV 2 Lorrys sendeområde, der ifølge Pia Allerslev har mulighed for at blive blandt de 25 folketingsmedlemmer med flest personlige stemmer.

(Artiklen fortsætter efter listen.)

... disse kandidater kan også blive stemmeslugere

1

Rosa Lund og Pelle Dragsted fra Enhedslisten

Foto: Mads Claus Rasmussen og Philip Davali/Ritzau Scanpix

Pia Allerslev vurderer, at de to kandidater fra Enhedslisen - der begge stiller op i Københavns Storkreds - har gode muligheder for at blive blandt de største stemmeslugere. De skal løfte arven efter den tidligere politiske ordfører Pernille Skipper, der ved sidste valg fik tredjeflest personlige stemmer i alt - også i Københavns Storkreds.

- Enhedslisten hænger gerne plakater med partinavn, og siger, at partiet ikke er personbåret. Men de har jo markante personligheder, der gør sig godt på tv og i radio. Man er ikke i tvivl om, hvilket parti de tilhører, og hvad de står for, når de stiller sig frem. Pelle Dragsted fik et fremragende valg på Frederiksberg (ved kommunalvalget i 2021, red.), og Rosa Lund er en ægte københavnerstemme, der gør, at mange vil sætte kryds ved hende, siger Pia Allerslev.

2

Klaus Bondam fra Radikale Venstre

Foto: Mathias Svold/Ritzau Scanpix

Meningsmålingerne har været sløje for Radikale Venstre i valgkampen, men måske et kendt ansigt i Københavns Storkreds kan få et godt personligt valg.

- Klaus Bondam (Københavns Storkreds) er en kendis på godt og ondt. Udover at være kendt som tidligere politiker, har han også kendisfaktor som skuespiller. Radikale Venstre er nu også begyndt at spille på, at han har været med i Langt fra Las Vegas (dansk sitcom fra 2001). Vi ved, at det virker at være kendis, men om han er kendis nok, er jeg i tvivl om, siger Pia Allerslev.

3

Morten Bødskov og Kaare Dybvad Bek fra Socialdemokratiet

Foto: Claus Bech og Philip Davali/Ritzau Scanpix

Pia Allerslev spår, at de to S-ministre Morten Bødskov (Københavns Omegns Storkreds) og Kaare Dybvad Bek (Sjællands Storkreds) vil få gode valg. De har begge haft markante ministerposter og har markeret sig i regeringsperioden. Men:

- Vi ved, at selvom man som minister har været synlig, er det ikke sikkert, at man får krydset. Du kan have været med til at tegne partiet, men derfor kan det godt være andre kandidater, der får stemmen.

4

Rasmus Jarlov og Mette Abildgaard fra Det Konservative Folkeparti

Foto: Liselotte Sabroe og Philip Davali/Ritzau Scanpix

Ifølge meningsmålingerne går Det Konservative Folkeparti næppe så meget frem, som partiet oprindeligt havde håbet på. Alligevel kan Rasmus Jarlov (Københavns Omegns Storkreds) og Mette Abildgaard (Nordsjællands Storkreds) gøre sig forhåbninger om gode personlige valg.

- Der er tale om markante og kendte politikere, der har været med i mange år. Der er ikke store skandaler, der hæfter sig ved dem. Folk kender dem som stabile politikere, så de skal nok få gode valg - med det forbehold, at De Konservative styrtbløder vælgere.

5

Sophie Løhde fra Venstre

Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Pia Allerslev er generelt betænkelig ved at spå om gode valg til Venstre, der på landsplan står til at gå voldsomt tilbage. Eksempelvis kan det blive svært for både Jan E. Jørgensen og Linea Søgaard-Lidell (begge Københavns Storkreds) at samle handsken op fra Tommy Ahlers. Men i Nordsjællands Storkreds er der måske alligevel mulighed for at et godt valg til Sophie Løhde, mener Allerslev.

- Hvis hun kommer op blandt de 25 politikere med flest personlige stemmer er det, fordi hun nu er den eneste markante Venstre-politiker i Nordsjælland, efter at Claus Hjort Frederiksen ikke er der, siger Pia Allerslev.

Kan give pondus

Men betyder et godt personligt valg overhovedet noget, når det bliver hverdag igen, og valgets stemmeslugere har fundet sit sæde i det nysammensatte Folketing?

Det kommer an på, hvem du er, mener Pia Allerslev.

- Der vil være nogen, der kommer ind med mange stemmer, som mener, at de har en berettigelse til eksempelvis at få spændende ordførerposter. Men bare fordi, de fører en god valgkamp, betyder det ikke, at de er gode politikere. Det har jeg selv diskuteret med kandidater, siger Pia Allerslev, der i løbet af 00’erne var frontfigur for Venstre på Københavns Rådhus.

quote Bare fordi, de fører en god valgkamp, betyder det ikke, at de er gode politikere

Pia Allerslev

Omvendt forholder det sig med mere erfarne politikere. Hvis de møder op i Folketinget med et godt personligt valg i ryggen har de mere pondus. Det gjaldt eksempelvis Tommy Ahlers  - der blev hevet ind som minister i 2018 - efter valget i 2019, mener Pia Allerslev.

- Det giver en kæmpe vægt, når man kan sige, at man både har trukket sig selv og et ekstra mandat i Folketinget. Så giver det noget at handle med. Men det kræver også, at man er dygtig, siger Pia Allerslev.

Da TV 2 Lorry spurgte Ahlers til, hvad det gode valg i 2019 betød for ham, svarede han:

- Jeg er blevet valgt så klart i mit første valg. Det kan jeg bruge til noget, det giver mig gejst, sagde han, hvorefter TV 2 Lorry spurgte:

Kan det høje personlige stemmetal give dig mere magt og en attraktiv post i Venstre?

- Det aner jeg ikke. Sådan tænker jeg det heller ikke. Jeg er valgt ind og sidder på ét mandat, og de andre er også valgt ind og sidder på ét mandat, sagde Tommy Ahlers.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Tommy Ahlers på valgaftenen 5. juni 2019.
Tommy Ahlers på valgaftenen 5. juni 2019.
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

"Den tillid er der jo ingen mennesker, der kan leve op til"

Jacob Mark fra SF kunne efter valget i 2019 dog godt mærke de mere end 23.000 stemmer hvile på sine skuldre. På Facebook skrev han:

“Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Jeg lover jer, at jeg vil knokle for at leve op til jeres tillid.

Jeg kommer til at give børnene en stemme i Folketinget hver eneste dag. Og så må I love at passe lidt på mig. Den tillid er der jo ingen mennesker, der kan leve op til. Men jeg lover jer at gøre alt hvad jeg kan.”

I Køge - hvor Jacob Mark var opstillet i den lokale kreds - var borgmester Marie Stærke (S) ikke sen til at kvittere i kommentarfeltet:

“Stort tillykke med det flotte valg. Vi glæder os over de stærke m/k på tinge, der kan repræsentere Køge godt,” skrev hun.

Sådan bliver man en stemmesluger

“Jeg har næsten ikke noget stemme tilbage, for jeg har lige råbt og skreget.”

Sådan sagde Tommy Ahlers den 6. juni 2019 i minutterne efter, at det stod klart, at han havde fået femte flest personlige stemmer på landsplan - 26.420.

Men hvordan lykkedes det ham? Det har politisk kommentator, Pia Allerslev, et bud på.

- Det var tilfældigt i den forstand, at Tommy Ahlers, der var en dygtig erhvervsmand, blev hentet ind på rigtige tidspunkt. Han førte en god kampagne, og så er han en markant politiker, der kunne tiltrække yngre og iværksættertyper. Han var også kendt fra medierne (Løvens Hule på DR, red.). Han var ikke en kendis, men han var et kendt navn, siger Pia Allerslev.

Hun mener dog også, at kendiseffekt kan være på både godt og skidt. For når alle ved, hvem du er, har alle også en holdning - og den behøver ikke at være god. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik