Her er reglerne for valgplakater
Valgplakaterne hænger overalt i gadebilledet. Men hvordan er reglerne egentlig? Vi giver dig overblikket her.
Opdatering:
Artiklen blev oprindeligt udgivet i 2019. Den er siden blevet skrevet igennem og opdateret med nye oplysninger.
Folketingsvalget er udskrevet, og traditionen tro betyder det, at valgplakater i tusindvis bliver hængt op på gader og stræder overalt i landet.
Men hvad er reglerne egentlig?
Vi giver dig overblikket med hjælp fra Vejdirektoratet og Indenrigs- og Boligministeriet over reglerne her:
Hvornår må de hænges op?
Valgplakater må hænges op på offentlige veje og private fællesveje den fjerde lørdag før valget klokken 12.00.
Reglerne om den fjerde lørdag før valget gælder både folketingsvalg, kommunal- og regionalvalg og valg til Europa-Parlamentet.
Hvor højt skal de hænge?
Valgplakaterne skal hænge mindst 2,3 meter over fortov og cykelsti, og de skal være forsynet med navn, adresse, telefonnummer og e-mail på den, der står bag opsætningen.
Hvor store må de være?
Plakaterne må ikke være større end 0,8 kvadratmeter. Hvis man ønsker at have større plakater, bannere eller skærme, skal der søges om tilladelse.
Hvor må de hænge?
Valgplakaterne må ophænges i lys- og elmaster på private fællesveje. På kommune- og statsveje må man også benytte hegn, vejtræer og genstande, der er fæstnet i jorden.
Hvor må de ikke hænge?
Nærmest alle andre steder, end de, der er nævnt oven for. De for må eksempel ikke hænge på eller over motorveje, motortrafikveje, i midterrabatter og rundkørsler eller på pæle med færdselstavler, vejvisningstavler, på højspændingsmaster, kabelskabe og lignende.
Man må faktisk godt hænge valgplakater i træer, men ikke "på en sådan måde, at valgplakaten kan medføre skader på eller ændringer af" træet.
Hvordan skal de hænge?
Valgplakater skal ophænges "forsvarligt på en sådan måde, at de ikke dækker for autoriseret afmærkning", står der i reglerne. Det kan for eksempel være, hvis de dækker for afmærkning eller færdselstavler.
Valgplakaterne må opsættes med snore eller strips, og det er ikke tilladt at sømme, nagle eller skrue valgplakater op i træer, ligesom der heller ikke må saves eller beskæres for at kunne hænge valgplakater op.
Hvad med dem, der hænger ulovligt?
De kan blive påkrævet fjernet.
Valgplakater, som er ophængt i strid reglerne, skal nedtages inden 24 timer efter, at vejmyndigheden har meddelt påbud herom. Sker det ikke, kan vejmyndigheden - hvilket ofte er kommuner - fjerne dem.
Udgifter til nedtagning af valgplakater samt udgifter til udbedring af skader på vejtræer og indretninger betales af ophængeren, altså partiet eller kandidaten.
Hvornår skal de pilles ned igen?
Når valgdøgnet slutter har kandidaterne otte døgn til at rydde op efter sig. Det vil sige, at valgplakaterne med strips, snore og så videre skal være pillet ned og affaldssorteret den 9. november.
Hvad hvis de ikke bliver fjernet til tiden?
Ja, så kan vejmyndigheden til sidst ende med at skulle fjerne dem. Og så ryger udgifterne altså videre til ophængeren.
Hvordan kan jeg anmelde ulovlige valgplakater?
Det kommer an på, hvor de hænger. Er det på en kommunal vej, er det den pågældende kommune. Hænger de ulovligt ved en statsvej, så er det Vejdirektoratet.