Oversigt

Seneste nyt

Efter fund af coliforme bakterier: Her skal drikkevandet fortsat koges

Siden tirsdag i sidste uge har borgere i en række områder i Fredensborg Kommune i Nordsjælland skulle koge deres drikkevand, efter fund af coliforme bakterier.

Og sådan er det fortsat for en række områder - i hvert fald lidt endnu. 

For selvom forsyningsselskabet arbejder på højtryk, lyder den seneste melding, at man endnu ikke kan åbne op for, at alle kan kvitte kogeanbefalingen. 

- Det betyder, at vi ud fra et forsigtighedsprincip fortsat ikke ophæver kogeanbefalingen i de berørte områder, lyder meldingen

Du kan se et kort over det område, der fortsat er berørt på billedet ovenfor. Her anbefales det, at du koger drikkevandet i to minutter, inden du bruger det til madlavning, tandbørstning eller at drikke.

Fredensborg Forsyning oplyser, at man onsdag vil modtage nye prøveresultater, som man vil tage stilling til. Forsyningsselskabet har tidligere oplyst, at det forurenede drikkevand skyldes et "større antal" af billearten Sankt Hans Oldensbore, der er kommet ind i Veksebo Vandtårn.