Han kom i Folketinget ved en fejl - nu er han politisk leder

Portræt: Martin Lidegaard (R) er netop udråbt til ny politisk leder for Radikale Venstre.

Han kom egentlig i Folketinget ved en fejl. 

En forkert udfyldt valgformular i Vestre Storkreds i København blev grunden til, at Martin Lidegaard (R) trådte ind i Folketinget tilbage i 2001. 

Valgloven blev fundet frem, men fejlen gav ikke mulighed for at ændre mandatfordelingen. 

Den radikale Charlotte Fischer havde fået flere personlige stemmer end Martin Lidegaard, faktisk næsten dobbelt så mange. 

Hun skulle dermed have fået mandatet, da Det Radikale Venstre vælger mandat efter personlige stemmer. 

Men den daværende radikale formand i København kom ved en fejl til at sætte kryds ved "kredsvis opstilling" på en valgformular, og derfor var det Martin Lidegaard, der endte med mandatet - alene fordi hans navn stod øverst på listen. 

Nu, 21 år senere, er Martin Lidegaard udråbt til ny politisk leder af Det Radikale Venstre. 

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Naser Khader (tv.) og Martin Lidegaard (th.) et par år efter, at Martin Lidegaard blev valgt ind i Folketinget ved en fejl.
Naser Khader (tv.) og Martin Lidegaard (th.) et par år efter, at Martin Lidegaard blev valgt ind i Folketinget ved en fejl.
Foto: Bent Midstrup/Ritzau Scanpix

En næse for solceller

Martin Lidegaard er vokset op som højskolebarn på Krogerup Højskole i Humlebæk. En opvækst, der har formet ham som politiker. 

- Alle lærerne dengang var både fra den yderste højrefløj og den yderste venstrefløj. Derfor lærte jeg afsindigt hurtigt, at man kunne se perspektiver fra begge sider, og derfor er det ikke så underligt, at jeg er landet på midten, sagde han i et interview med Krogerup Højskole tilbage i 2017. 

Særligt klimaet har været en af Martin Lidegaards store mærkesager gennem årene. 

Han er medstifter af den grønne tænketank CONCITO, som han forlod i 2011, da daværende partileder for Det Radikale Venstre, Margrethe Vestager, ringede til ham og spurgte, om han ville være klima-, energi- og bygningsminister i Helle Thorning-Schmidts SRSF-regering. 

Det ville han gerne. 

- Lige så sørgeligt fraværende klimaet har været i valgkampen, lige så fortrøstningsfuld er jeg, når det gælder det grønne i et kommende regeringsgrundlag, sagde Martin Lidegaard i pressen dengang. 

Det skulle dog ikke blive uden problemer. 

I 2013 fik Martin Lidegaard en næse i den såkaldte solcellesag, da han som klima- og energiminister blev gjort opmærksom på et hul i den lov om solceller, han var ved at vedtage. 

Martin Lidegaard gjorde først noget ved hullet i loven flere måneder efter, hans embedsværk informerede ham om det, og den tøven kom til at koste statskassen mellem 430 og 850 millioner over ti år. 

Han erkendte sin fejl og tog kritikken til efterretning.

- Der er nogle oplysninger, som, jeg på det tidspunkt ikke tænker, har stor relevans for Folketinget. Det var en fejlvurdering fra min side, og det beklager jeg, sagde han dengang ifølge Ritzau. 

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Martin Lidegaard i 2013, da solcellesagen rullede.
Martin Lidegaard i 2013, da solcellesagen rullede.
Foto: Nikolai Linares/Ritzau Scanpix

Idémand bag "Borgen"-sæson

I 2014 blev Martin Lidegaard udnævnt til udenrigsminister. 

- Han sidder nu tungt på den post, som altid har været forlenet med synlighed og prestige, men som i de senere år ikke har gjort ret meget godt for de politikere, der har beklædt posten, skrev daværende politisk kommentator for Berlingske, Thomas Larsen, i den forbindelse. 

Men det forholdt sig anderledes med Martin Lidegaard, mente Thomas Larsen dengang. 

Ifølge kommentatoren havde Martin Lidegaard fundet frem til en overbevisende og troværdig form. 

- Alvoren i de konflikter, som han skal håndtere på Danmarks vegne, har indlejret sig og tilført ham en ny tyngde. 

Det var i sin tid som udenrigsminister, at Martin Lidegaard fik en idé, der skulle inspirere tv-kokken og manuskriptforfatteren Adam Price til en længe ventet sæson fire af den populære tv-serie "Borgen". 

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Martin Lidegaard har haft lange snakke med Sidse Babett Knudsen for at sætte hende ind i, hvordan arbejdsdagen ser ud for en minister.
Martin Lidegaard har haft lange snakke med Sidse Babett Knudsen for at sætte hende ind i, hvordan arbejdsdagen ser ud for en minister.
Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Martin Lidegaard opdagede nemlig i sin ministerperiode et hul i selvstyreloven, der havde potentiale til at skabe store problemer i forholdet mellem Danmark, Grønland og resten af verden. 

Han så det mulige drama udfolde sig på det store lærred og kontaktede Adam Price. 

Martin Lidegaards opdagelse endte med at blive omdrejningspunktet for tv-seriens fjerde sæson. 

- Hvis man elsker politik, og det gør jeg jo, er det nemt at elske "Borgen". Den handler jo om politik, og hvorfor politik er så svært. Jeg oplevede, at den serie gjorde afstanden mellem folkevalgte og folket lidt mindre, fordi den gav indblik i, hvor svært det rent faktisk er at forsøge at træffe de rigtige beslutninger, sagde Martin Lidegaard i februar 2022 til Heartbeats

Hal Kochs oldebarn

Før titlen som politisk leder i Det Radikale Venstre, var Martin Lidegaard næstformand og spidskandidat i partiet. 

Der er intet, der tyder på, at Martin Lidegaard er på vej ud af Christiansborg - tværtimod. 

Men hvis det skulle ske, har han overvejet, hvad han så skulle tage sig til. Det satte han ord på over for Højskolebladet i 2015.

- Hvis jeg pludselig ikke længere er politiker, så kunne jeg godt forestille mig et liv som højskoleforstander. På en politisk højskole, der beskæftiger sig med samfundsforhold og bæredygtighed. Det er ingen hemmelighed, at jeg føler mig lidt som Hal Kochs oldebarn. Han er om nogen et menneske, jeg føler mig beslægtet med og beriget af. Det er hans ånd, jeg er vokset op i - ingen tvivl om det."


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik