Chefpsykolog efter fejlalarm om skoleskyderi: Angsten for at dø sætter sig i kroppen

Elever og lærere på to af Niels Brocks gymnasier blev torsdag udsat for en fejlalarm, der fik dem til at tro, at en bevæbnet person var trængt ind på deres skole. Den mellem fem og ti minutter lange fejlalarm kan sætte spor.

Uddannelsesinstitutionen Niels Brock var hurtigt ude med et tilbud til lærere og elever om krisepsykologisk hjælp efter en fejlalarm på to af dens gymnasier torsdag formiddag i sidste uge.

Og den hjælp kan der blive god brug for, for fejlalarmen fortalte de 2.000 elever og 150  lærere, at der var en skoleskyder på spil, og at alle skulle barrikadere sig i klasseværelserne.

Heldigvis var der tale om en fejl.

De to gymnasier, der ligger ved siden af hinanden på Frederiksberg, havde programsat en uvarslet brandøvelse, men ved en fejl blev der trykket på den knap, der udløser alarmen om skoleskyderi.

quote Man kan ikke sætte sig ind i det, før man selv har prøvet det

Jacob Vindbjerg Nissen, chefpsykolog i Falck Healthcare

Både forældre og elever har efterfølgende givet udtryk for, at Niels Brock har håndteret fejlen på bedste vis - men oplevelsen kan alligevel sætte spor i både elever og lærere. 

Ikke mindst fordi nogle af dem var til stede i shoppingcenteret Field´s 3. juli sidste år, da en bevæbnet yngre mand åbnede ild mod kunder og ansatte. Her mistede tre livet og flere andre blev såret.

- Vi reagerer forskelligt, og det er jo ikke nødvendigvis alle, der reagerer lige meget. Men der kan komme meget kraftige følelser i spil, når vi oplever at blive truet på livet. Angsten for at dø kan sætte sig i både krop og hoved. Vi tænker mange tanker eller går i sort. Og man kan ikke sætte sig ind i det, før man selv har prøvet det. Reaktioner og følelser kan også blive forstærket, hvis man har tidligere erfaringer, som for eksempel Field´s  siger Jacob Vindbjerg Nissen, der er chefpsykolog i Falck Healthcare til TV 2 Kosmopol.

Han tilføjer:

- Lige nu er der også øget opmærksomhed på bandekriminalitet, så hvor man andre gange måske ville tænke, at der er trykket på en forkert knap, så er der jo noget ude i virkeligheden, som gør, at den slags er tættere på.

Troede han var i livsfare

Og lige præcis følelsen af livsfare - og angsten for at dø - var hvad der ramte Alexander Amsinck, som er en af de elever, der torsdag formiddag blev mødt af den skræmmende alarm.

Alexanders sidemand var klar til et forsøg på at undslippe en eventuel skytte.

- Han sagde, at hvis der blev skudt ude på gangen, så hopper vi ned. Det vil jeg hellere end blive skudt. Og jeg sagde – jeg er med dig, forklarer Alexander Amsinck.

Klasselokalet ligger på fjerde sal og nedenunder ligger der en basketball-bane, der er dækket af et net. Det var den risiko, de to elever var klar til at løbe.

Andre elever på skolen fortæller samstemmende, at de også var bange. En af dem, er Elvira Greisen.

- Først tænkte jeg, det nok er en øvelse, men kunne se på min lærer, at hun var lidt i panik. Så blev jeg også virkelig bange, siger hun.

Andre elever bruger ord som forvirring og chokerende, når de skal beskrive deres følelser i minutterne efter, at alarmen lød.

Kontroltab

Spørger man Jacob Vindebjerg Nissen fra Falck Healthcare, er det helt normale reaktioner, eleverne har haft oven på den ubehagelige oplevelse.

- Man taler om, at man kan ryste oplevelser af sig. Og her er det vigtigt, at man får talt med nogen, gerne familie og venner. Og at man får talt om, hvad der fylder for en. Når det er så stor en rystelse som det her, så kan det godt tage flere dage, nogle gange uger, siger han.

- Reaktionerne kan blive forlænget, hvis man ikke får det bearbejdet korrekt – eksempelvis ved at få normaliseret, at det er helt okay at reagere, og at det helt okay, at det tager lidt tid.

TV 2 Kosmopol har tidligere spurgt direktør på Niels Brock, Gitte Vestergaard, hvor mange elever, der har taget imod tilbuddet om krisepsykologisk hjælp, men hun var ikke bekendt med antallet. 

Ledelsen på Niels Brock udsendte kort efter fejlalarmen en beklagelse til elever og forældre. 

Den kan du læse herunder.

Her er det brev, Niels Brock sendte til elever og forældre efter den uheldige fejlalarm.
Her er det brev, Niels Brock sendte til elever og forældre efter den uheldige fejlalarm.





.




 


Spørg Os - Afstemning

_