Den i dag 60-årige veteran Frank Martinsen fra Frederiksberg pakkede sit gode tøj og begyndte i Forsvaret som kun 16-årig.
Det var i 1978, så det kunne man dengang. Og så var det i øvrigt på opfordring fra sin daværende kærestes far.
Han lærte aldrig at holde af skolen, men i Forsvaret var der gode kammerater og et stærkt fællesskab.
To værdier, der skulle blive ledsagere gennem langt det meste af hans karriere.
Syv år senere - i maj 1985 - befandt han sig på Cypern.
Som en del af FNs fredsbevarende styrker skulle han se til, at våbenhvilen mellem de to konfliktende parter på øen blev overholdt.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Det betød at køre patrulje i bufferzonen mellem de græske cyprioter på den ene side og de tyrkiske ditto på den modsatte.
Frank bar på trods af sine 23 år på et væsentligt ansvar. Han var nemlig befalingsmand.
Men dengang anede han ikke, at netop denne udsendelse mange år - og én PTSD-diagnose - senere skulle vise sig uhyre nyttig.
- Det, jeg stadig savner allermest, når jeg ser nyhederne, og der er sket et eller andet, er de gamle gutter. Da jeg fik min diagnose, var det en mærkelig fornemmelse. Jeg ville jo stadig gerne tilbage til det arbejde, som jeg var så glad for og stolt over. Men jeg var også klog nok til at sige "det kan jeg jo ikke". Men stoltheden og kammeratskabet, det savner jeg, siger veteran Frank Martinsen til TV 2 Kosmopol.
(Artiklen fortsætter efter videoen og faktaboksen.)
PTSD-diagnoser fordoblet blandt landets udsendte
På blot otte år er antallet af hjemvendte danske soldater med en PTSD-diagnose mere end fordoblet.
Det viser en undersøgelse fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd - VIVE i oktober 2022.
I analysen målte man på de 27.520 danskere, der mellem 1992 og 2012 er trukket i uniformen og taget afsted på internationale missioner.
Blandt dem er andelen med en PTSD- diagnose steget fra 2,4 procent i 2010 til 5 procent i 2018.
Det er især førstegangsudsendte fra Irak eller Afghanistan, der fylder i statistikken. Men mange Balkanveteraner har i de mellemliggende år fået psykiske mén.
Rapporten konkluderede, at forklaringen til dels skal findes i, at samfundsmæssig og politisk opmærksomhed gør, at flere og flere syge soldater bliver opsporet og får hjælp end tidligere.
Kilde: Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd
Årtier i højt trusselsniveau
Efter små ti år i Forsvaret søgte Frank Martinsen mod politiet, hvor han blev optaget i 1987.
Og i 1992 startede han i aktionsstyrken, der ligger under Politiets Efterretningstjeneste.
Aktionsstyrken støtter landets politikredse i opgaver, der er særlig farlige eller kræver ekstra ekspertise at løse.
Her arbejdede han i en årrække og deltog sommetider i aktioner, der fortsat ikke tåler dagens lys.
Senere igen kunne han skrive indsatsleder i selvsamme eliteenhed på sit CV. En tid, Frank Martinsen husker som spændende, men også ekstremt krævende.
- Og så begyndte jeg at drikke, bare for at kunne falde i søvn.
Han beskriver, hvordan han bar en personsøger, og bedst som han sad og nød en given lørdag aften med familien, god middag og et glas rødvin, ville den bippe.
Og så blev han hentet af det lokale politi og kørt ud til den opgave, der skulle løses.
- Det optog mig så meget, fordi jeg synes, det var spændende at være med i de der specialaktioner. Der er jo mange aktioner, som kommer i nyhederne. Men der er mange, mange flere, jeg kan ikke nævne, hvor mange, som man ikke hører noget om, fordi det bare er så hemmeligt. Og sådan skal det også være, siger Frank Martinsen.
Men det kom jo med en pris?
- Det kom med en pris til sidst. Jeg kunne mærke, jeg fik hovedpine og hukommelsestab. Og senere gik det helt ad helvede til. Jeg mistede lejligheden, konen, røg fra herberg til herberg og var let opfarende for at sige det mildt. Og så begyndte jeg at drikke - bare for at kunne falde i søvn, siger han.
Livvagt for statsministeren
En årrække inden det gik så galt for Frank Martinsen, indtraf en hændelse på Christiansborg, der skulle vise sig at få konsekvenser for hans karrierevej.
For med ordene "du har blod på hænderne", tømte en aktivist en flaske blodrød maling på daværende Venstre-statsminister Anders Fogh Rasmussen den 18. marts 2003.
Samme år var Danmark gået ind i Irakkrigen, og protestaktionen skete da også efter et møde i Udenrigspolitisk Nævn, hvor nationens rolle i konflikten var på dagsordenen.
(Artiklen fortsætter efter videoen.)
Men for Frank Martinsen betød sikkerhedsbruddet i de lange gange på Slotsholmen nye og spændende karrieremuligheder.
Kort efter fik han nemlig tilbuddet om at starte et livvagtshold op omkring statsministeren.
Et tilbud, han ikke kunne afslå.
- Jeg kan ikke spille poker. Og jeg måtte heller ikke drikke i arbejdstiden, så det gik jo ikke.
Derfor arbejdede han de næste seks år som Anders Foghs skygge.
Jobbet betød, at han konstant var på stikkerne og arbejdede under et monumentalt psykisk pres, hvor han med egne ord "var klar til det hele på den halve tid".
Men der var også sjove oplevelser, som da den tidligere amerikanske præsident Bill Clinton under et statsbesøg inviterede ham op til et slag poker sammen med sine livvagter.
En kortaften, han dog ikke deltog i.
- Jeg kan ikke spille poker. Og jeg måtte heller ikke drikke i arbejdstiden, så det gik jo ikke.
- Men i PET arbejdede vi sommetider sammen med det amerikanske Counter Assault Team, det er dem, der flyver rundt med den amerikanske præsident (den amerikanske pendant til Franks daværende stilling som livvagt for statsministeren, red.), og de må maksimalt arbejde i samme stilling i fire år, så anses de for udbrændt. Jeg arbejdede trods alt ti år i aktionsstyrken og derefter seks år som livvagt, siger Frank Martinsen.
Tid til at finde ro
Efter en forholdsvis kortvarig bemærkning som sikkerhedschef i en stor bank, mister Frank Marinsen overblikket i sin tilværelse.
Her følger en tumultarisk tid, hvor han har voldsomme mareridt og begynder at drikke, bare for at kunne falde i søvn.
Eks-livvagten får ikke betalt sin husleje og bliver smidt ud af sin lejlighed. Han tordner rundt fra herberg til herberg i København, drikker og er "mildest talt opfarende", overfor sine omgivelser.
Det står på indtil en dag, hvor opsøgende rådgiver Hans Kirk fra Veterancenteret bankede på døren ind til Frank Martinsens værelse på et herberg i Valby.
Jeg tager en dag ad gangen, fordi jeg ved ikke, hvordan natten bliver. Hvis den har været dårlig, kan den næste dag godt være ødelagt.
Sammen opsøger de en psykiater på Rigshospitalet, Henrik Steen Andersen, der har specialiseret sig i at hjælpe PTSD-ramte soldater. Af ham får Frank medicin, der gør, at han falder nemmere i søvn og mindsker sit alkoholforbrug.
Hans Kirk er ansat af Forsvaret til at finde og hjælpe udsatte veteraner, der havner i lignende situationer som Frank Martinsen. Han kan via et stort arbejdsnetværk relativt hurtigt hjælpe udsatte veteraner, hvis de ønsker at få hjælp.
Men det kræver, at man som soldat har været udsendt i minimum 28 sammenhængende dage.
Og det havde Frank Martinsen i kraft af sin udsendelse til Cypern i 1985.
- Det er helt klart Hans' fortjeneste, at jeg sidder her i dag. Uden tvivl. Jeg fik tid til at finde mig selv igen, finde roen, siger Frank Martinsen.
- Jeg har aftjent min værnepligt.
Om at tage en dag ad gangen
I dag lever Frank Martinsen en langt mere stabil tilværelse. Han får sin førtids- og tjenestemandspension. Og så har han via rådgiver Hans Kirk og Frederiksberg Kommune fundet en lejlighed på Frederiksberg.
Men han er fortsat plaget af mareridt. Og PTSD'en er kommet for at blive. Det betyder, at han må tage en dag ad gangen, og nætterne fortsat dikterer dagens forløb.
På de gode dage tager veteranen toget til Helsingør og går en tur. Eller havnebussen rundt i København.
På de dårlige slås han med sine puder om natten og drømmer, at han er blevet skudt. Så står han op, vasker sit sengetøj, der er gennemblødt af sved og ser fjernsyn, indtil han har fået ro på.
- Jeg tager en dag ad gangen, fordi jeg ved ikke, hvordan natten bliver. Hvis den har været dårlig, kan den næste dag godt være ødelagt. Og så må jeg jo finde ud af, hvad jeg gør derfra. Det, synes jeg, at jeg er blevet god til. Som vi (veteraner, red.) siger, "det er ligesom med aktiekurserne, der er gode dage, og så er der alle de andre". Jeg har aftjent min værnepligt, siger han.
