Hejrerne sidder stadig klar til at blive fodret: Frederiksberg sørger over tabet af byens original

Hejremanden, Erik Andersen, er død – en mand, der vil blive husket af mange, og som gennem tiden har gjort indtryk på flere Frederiksberg-borgere.

De sidder der endnu – sidder og venter.

Venter på den person, der hver dag i over 20 år har stået klar til at fodre dem.

Frederiksbergs fiskehejrer opholder sig i hvert fald tæt omkring de steder, hvor Hejremanden Erik Andersen plejede at holde til – steder, der fremover vil komme til at mangle den original, som alle kendte, men som få vidste, hvem var.

Hejremanden, med det borgerlige navn Erik Andersen, brugte en stor del af sit liv på at fodre Frederiksbergs hejrer. 

Nu er han død, og det har gjort indtryk på mange Frederiksberg-borgere, der vil komme til at savne ham.

Frederiksberg-borger Harriet Lykke Jakobsen blev ked af det, da hun hørte om hans bortgang.

Selv har hun boet på Frederiksberg siden 1965, og hun blev så glad, når hun så ham i bybilledet.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Harriet Lykke Andersen Frederiksberg
Harriet Lykke Andersen tror, at fiskehejrerne betød utrolig meget for Erik Andersen.
Foto: Rasmus Ahlefeldt Simonsen / TV 2 Kosmopol

- Jeg synes, at han var sådan et dejligt islæt her på Frederiksberg. Jeg blev så glad, når jeg så ham, fordi manden kunne få dem (hejrerne, red.) til at spise fra sin hånd. Det beviser bare, hvor fortrolig man kan blive selv med vilde dyr, hvis man har det i sig. Det er det, jeg vil huske ham for, siger Harriet Lykke Jakobsen og fortsætter:

- Jeg vil helt sikkert komme til at savne ham. En god mand. Jeg vil tænke på ham med glæde, og at han har gjort meget for hejrerne, de steder han måtte være, siger hun.

quote Hver gang, jeg ser en hejre, så vil jeg tænke på ham.

Jeppe Schytte-Hansen, Frederiksberg-borger

Også Frederiksberg-borger Jeppe Schytte-Hansen, der har boet på Frederiksberg i 12 år, understreger Hejremandens betydning for området.

- Jeg tror, han har betydet noget for mine børn. De har set ham hygge omkring fuglene og kunne tilkalde sig dem. Han har været en figur, som har været fascinerende, siger Jeppe Schytte-Hansen.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Hejre Hejremanden Frederiksberg Erik Andersen kommunebibliotek
Tre hejre opholdt sig lørdag på et lille grønt område foran kommunebiblioteket på Frederiksberg.
Foto: Rasmus Ahlefeldt Simonsen / TV 2 Kosmopol

Ifølge Jeppe Schytte-Hansen er der nok ikke mange, der bor på Frederiksberg, som ikke ved, hvem han var – og det er da nok også de færreste, som besidder det talent, som Erik Andersen havde.

- Jeg kan ikke få en hejre til at komme hen til mig. Det kunne han. Han havde et eller andet bånd med dem, siger Jeppe Schytte-Hansen, der også fremadrettet vil sende en tanke til Erik Andersen, der blev 68 år gammel.

- Hver gang, jeg ser en hejre, så vil jeg tænke på ham. Så vil jeg tænke på, at det var en evne, han havde. Dem, der kommer til at savne ham mest, er nok hejrerne, der ikke bliver fodret af andre.

Hejre Hejremanden Frederiksberg
Hejrer er en familie af slanke, langbenede og langhalsede storkefugle. De findes i de meste af verden og kendes fra alle kontinenter, bortset fra Antarktis.
Foto: Rasmus Ahlefeldt Simonsen / TV 2 Kosmopol

TV 2 Kosmopol har tidligere fortalt om Hejremanden på Frederiksberg, der blev kendt blandt såvel turister og hundeluftere som kondiløbere og børnehaver på tur, når han dagligt fodrede hejrerne.

Erik Andersens bortgang er da heller ikke gået ubemærket hen.

Frederiksbergs borgmester, Michael Vindfeldt, hylder ham i et Facebook-opslag.

Her skriver han blandt andet, at Frederiksberg har mistet en kendt, afholdt og original skikkelse.

- Jeg er sikker på, at hejrerne savner Erik. Og jeg ved med sikkerhed, at vi andre på Frederiksberg gør det. Kære Erik - hvil i fred, skriver borgmesteren blandt andet.

(Artiklen fortsætter efter opslaget.)

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Tidligere kom Erik Andersen dagligt i Frederiksberg Have, men i 2020 ændrede Slots- og Kulturstyrelsen reglerne, så der ikke længere måtte fodres dyr i haven.

Siden rykkede Erik Andersen til det tæt befærdede område omkring Frederiksberg Centret, CBS og Frederiksberg Gymnasium. Men det skabte utryghed i området, for hejrerne kunne være farlige og svinede, skrev FrederiksbergLiv.

Kommunen anviste derfor et område mellem Retten på Frederiksberg og kommunebiblioteket, hvor Erik Andersen kunne fodre hejrerne.

En underskriftindsamling forsøgte at få Hejremanden tilbage i Frederiksberg Have, og det istemte Frederiksbergs borgmester Michael Vindfeldt (S).

(Artiklen fortsætter efter boksen)

Spørg Os - Formular

_

Fuglenes ven

At Erik Andersen nu ikke længere er her til at fodre de mange fiskehejrer har også gjort indtryk på Liv Hultet, der har boet på Frederiksberg i næsten 20 år.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Liv Hultet Frederiksberg
Liv Hultet tror, at hun vil komme til at savne Hejremanden til sommer.
Foto: Rasmus Ahlefeldt Simonsen / TV 2 Kosmopol

Ifølge hende var han fuglenes ven.

- Jeg synes, det var meget hyggeligt, at han sad og tog sig af fuglene. Jeg tror, jeg vil savne ham til sommer. Så vil jeg huske, at han sad der, og at der så ikke er nogen, der sidder der mere, siger Liv Hultet til TV 2 Kosmopol.

Erik Andersen blev bisat fra Godthaabskirken på Frederiksberg den 5. december. Ifølge FrederiksbergLiv døde han i begyndelsen af november.

I videoen nedenfor kan du se, hvordan Hejremanden Erik Andersen fodrede de langbenede fugle.

Det blev til både støtteerklæringer og et opråb fra byens borgmester, da Hejremanden blev forvist fra Frederiksberg Have. Nu er han død.

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik