Kommune bygger egen parkeringskælder i millionklassen - for så at sælge den

Frederiksberg Kommune fortsætter byggeriet af parkeringskælderen bag rådhuset. Når den er færdig, skal den sælges. Borgmesteren håber på, at det kan minimere omkostningerne så vidt muligt.

Hvad stiller man som kommune op, når det er for dyrt at fortsætte, som man hidtil har gjort - men omvendt også er for dyrt at stoppe helt.

Man sælger, når man har bygget færdig, lader svaret til at lyde fra kommunalbestyrelsen på Frederiksberg. 

For her har politikerne besluttet sig for at sælge enten hele deres kommende parkeringskælder lige bag Rådhuset eller dele af den til højestbydende, når den engang står færdig. 

quote Det kommer til at koste 130 millioner kroner at færdiggøre parkeringskælderen

Michael Vindfeldt (S), borgmester, Frederiksberg

I januar udtrykte den nyvalgte borgmester på Frederiksberg Michael Vindfeldt (S) sin bekymring over kommunens storstilede parkeringskælderprojekt bag rådhuset til FrederiksbergLiv. 

Det kom sig af, at et samlet økonomiudvalg, Magistraten, stemte for at undersøge flere fremtidsscenarier for parkeringskælderens videre skæbne.  

Her skulle det blandt andet undersøges, om man skulle stoppe projektet helt eller sælge det fra, når det stod færdigt. 

Ville stoppe byggeri

Borgmester Michael Vindfeld mente dengang, at man burde overveje at stoppe byggeriet helt  som følge af stigende byggepriser og andre dyre anlægsprojekter i kommunen.

Her har især den mislykkede renovering af Frederiksberg Svømmehal, hvor kommunen besluttede sig for at ophæve samarbejdet med den entreprenør, der skulle renovere svømmehallen, skabt en stor del af bekymringen.

- Etableringen af parkeringskælderen presser den samlede økonomi, men jeg ved ikke, hvad det konkret kommer til at betyde for svømmehallen og de andre projekter, siger Michael Vindfeldt til TV 2 Lorry.

Kommunen vil sælge

Men nu har kommunalbestyrelsen altså besluttet sig for, at kommunen forsat skal stå for etableringen af anlægget som budgetteret i oktober 2021.

Dog under den betingelse, at parkeringskælderen skal sælges fra til private, når den er færdigbygget. 

Det sker for at minimere de samlede udgifter til projektet, fremgår det af referatet fra det seneste kommunalbestyrelsesmøde.

Og det glæder borgmester Michael Vindfeldt (S), at der er flertal i kommunalbestyrelsen for at sælge hele eller dele af parkeringskælderen fra.

Men det ærgrer ham stadig, at projektet ikke blev bremset i tide. For han så nemlig hellere, at pengene gik til velfærd og grøn omstilling, da han som udgangspunkt ikke synes, det er en kommunal kerneopgave at varetage etablering og drift af parkeringspladser.

- Det kommer til at koste 130 millioner kroner at færdiggøre parkeringskælderen. Det er et ’nice to have’-projekt i stedet for et ’need-to have’, siger borgmesteren.

Det ville koste 40 millioner kroner at standes byggeriet bag Frederiksberg Rådhus. Det skyldes blandt andet, at man skulle købe entreprenøren ud af aftalen.
Det ville koste 40 millioner kroner at standes byggeriet bag Frederiksberg Rådhus. Det skyldes blandt andet, at man skulle købe entreprenøren ud af aftalen.
Foto: Anders Bagge - TV 2 Lorry


Markedspris væsentligt under anlægsomkostninger

Hvis parkeringsprojektet som forventet står færdigt i 2024, har kommunen altså besluttet sig for at frasælge pladserne i et forsøg på at få nogle af pengene tilbage.

Men om det bliver en god forretning, er endnu for tidligt at sige, mener borgmesteren.

- Jeg håber, vi kan hente så meget hjem på byggeomkostningerne som muligt, siger han.

I dagsordenen fra et kommunalbestyrelsesmøde den 28.02.03 fremgår det, at Frederiksberg Kommune har spurgt erhvervsmægleren Colliers om en markedsvurdering af parkeringskælderens værdi.

Colliers svarer, at hvis de nuværende parkeringspriser for beboere og gæster på Frederiksberg bliver ved med at være de samme som i dag, vil markedsprisen på parkeringspladsen ”ligge væsentligt under” anlægsomkostningerne.

Hvis de nuværende parkeringspriser stiger, ”kan markedsværdien øges, men vil dog fortsat være en del under anlægsomkostningen”, står der også i dagsordenen.

Parkeringskælderbyggeri bag Frederiksberg rådhus
Foto: Anders Bagge - TV 2 Lorry

Konservative tilfredse med byggeriet

Rådmand Nikolaj Bøgh (K) er godt tilfreds med, at projektet alligevel ikke skal stoppes helt, som det ellers blev overvejet tilbage i slutningen af januar.

Årsagen er, at byggeriet på det tidspunkt var så langt fremme, at hvis man skulle stoppe byggeriet dér, ville det betyde, at man skulle fylde jord i det kæmpestore hul, der senere kommer til at udgøre parkeringskælderen.

Og det ville være uansvarlig omgang med borgernes penge, mener Nikolaj Bøgh.

- Det er en god beslutning, at vi blev enige om at realisere den nye parkeringskælder. Ellers ville det have kostet skatteborgerne 40 millioner kroner at fylde jord i et hul til ingen verdens nytte, siger han.

Nikolaj Bøgh slår i øvrigt fast, at det altid har været Konservatives ønske at etablere parkeringskælderen.

Det er, selvom han godt ved, der er udfordringer med andre anlægsprojekter i kommunen. 

Her tænker rådmanden blandt andet på den uheldige renovering af Frederiksberg Svømmehal.

- Det er klart, det koster penge at anlægge en parkeringskælder, og de penge får vi aldrig hverken helt eller halvt igen, siger han. 

Borgmester imod plan siden indsættelse

Frederiksberg-borgmesteren Michael Vindfeldt (S) har længe været imod millionbyggeriet, der kommer til at udmønte sig i 276 underjordiske parkeringspladser.

Det er ifølge ham ikke meningsfuldt at bygge et underjordisk parkeringsanlæg i et område på Frederiksberg, der i forvejen har et af de største udbud af parkeringspladser i kommunen, påpeger han.

Han så derfor hellere, at man for eksempel byggede parkeringsfaciliteter under blandt andet Frederiksberg Runddel og Forum, hvor pladserne er færre. Det er, hvis man vel og mærke skal bygge nye parkeringspladser.

- Vi har i forvejen et stort efterslæb på kommunal beboelse. Derfor har jeg det som om, at vi står og skal på charterferie, mens vi har et hul i taget. Og nu kommer vi både til at lappe hullet i taget og tage på charterferie, siger han.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik