Oversigt

Seneste nyt

Ørerne falder af elefantunge i Zoo efter livsfarlig sygdom

Efter i flere uger at have kæmpet for sit liv overvandt den lidt mere end to år gamle elefantunge Mun et kritisk sygdomsforløb med den dødelige blødningssygdom elefantherpes og blev i slutningen af december erklæret uden for livsfare.

Men den kraftige medicinering har nu ført til, at elefantungen taber dele af sine ører.

Det skriver Københavns Zoo på Facebook.

Medicinen har ifølge dyrlægerne ført til skader på den unge elefants blodkar omkring ørerne.

I en video, som Københavns Zoo har uploadet sammen med opslaget, fortæller seniordyrlæge Carsten Grøndahl, at man har været nødt til at skære en del af elefantens ene øre af, fordi det ”simpelthen var dødt og ligesom helt læderagtigt”.

- Så vi knokler i øjeblikket med noget smertebehandling og noget antibiotikabehandling og noget lokalbehandling for at sikre os, at det er behageligt for hende, at hun skal have det her øre afstødt, siger Carsten Grøndahl i videoen.

Derfor bliver hunelefanten bedøvet en gang om ugen, hvor fagfolk renser og behandler hendes ører, hvor der er en del dødt væv.

- Og under det døde væv sidder en masse betændelse. Vi har fjernet noget af det døde væv for at undgå, at betændelsen gemmer sig nedenunder, for det vil bare holde det ved lige og forlænge helingsprocessen, siger Asger von Weck, der er en ekstern kirugisk dyrlæge, som Københavns Zoo har sat på opgaven.

Næste skridt i processen er, at elefantungen skal tabe yderlige dele af sine ører. Samtidig hjælper dyrepassere med genoptræning, så Mun fortsat bevarer førligheden med sine ører.

Ifølge Københavns Zoo kan elefantungen sagtens klare sig, selv om hun mister store dele af sine ører.

- Det er meget bedre, at hun mister lidt af øret, end at hun mister livet, siger seniordyrlæge Carsten Grøndahl i videoen.