Det er slut med kendispromovering af de såkaldte iv-drips fra klinikken NordicDrip på Instagram.
Således har den omdiskuterede helsevirksomhed nu valgt at fjerne alle billeder med kendte personer fra sin Instagram-profil.
Tidligere kunne man ellers se, hvordan en række kendte og influencere som eksempelvis Remeé, Gustav Salinas og rapperen Noah Carter med nål i armen modtog vitaminbehandlings-drips gennem en slange i NordicDrips lokaler på Vesterbrogade på Frederiksberg.
Flere videoer på klinikkens Instagram skildrede også, hvordan populære influencere, der slår sig op på at promovere en sund livsstil, besøgte stedet og talte i positive vendinger om stedet.
Alt dette er nu fjernet, og i stedet består Instagram-siden nu primært af tekstbaserede opslag, der reklamerer for forskellige behandlinger.
TV 2 Kosmopol kunne tirsdag fortælle, at den nye helsevirksomhed, der som det første sted i Danmark tilbyder indsprøjtning med vitaminer direkte i blodet, har haft cirka 200 personer i behandling siden 1. juni.
Disse behandlinger koster 1.900 kroner, men eksperter stod i kø for at kritisere behandlingerne.
- Det er i bedste fald bare helt unødvendigt at tage disse 'drips’, sagde Søren Bøgevig, der er overlæge på klinisk farmakologisk afdeling på Bispebjerg Hospital.
Trender blandt kendte i USA
IV-terapi har i flere år været en flittigt benyttet ydelse i USA af blandt andet kendisser som Gwyneth Paltrow, Chrissy Teigen og Harry Styles.
Men IV-terapi er også set på hoteller, på såkaldte medicinske spasteder og i beboelseskomplekser i USA. Nogle firmaer rykker også hjem til folk med nål og drop, skriver New York Times.
I USA har kritikken af IV-terapi dog også været heftig.
Nogen kalder det en dyrt alternativt til at drikke et glas vand - mens andre mener, at eksempelvis nyresyge kan komme til skade.
Det er også beskrevet, at tv-personligheden Kendall Jenner i 2018 blev indlagt efter at have reageret dårligt på en IV-terapi.
I 2023 døde en kvinde efter at have modtaget IV-terapi på Luxe Med Spa i Wortham i Texas. Stedets autorisation blev senere inddraget midlertidigt, skriver New York Times.
Vil ikke udtale sig
TV 2 Kosmopol har været i kontakt med fire af de kendte mennesker, der tidligere optrådte på NordicDrips Instagram-profil.
To af dem ønsker ikke at udtale sig. Det gælder foredragsholder og spinninginstruktør Kim Guhle, der driver siden Charity For Cancer og Cycling4Cancer, samt Sandra Rosendahl, der arbejder som personlig coach og har tæt på 77.000 følgere på Instagram.
Vi har ingen interesse i, at vores klienter udstilles i medierne, da det skal føles trygt og privat at være kunde hos os
Influenceren og den tidligere realitystjerne Gustav Salinas - der blandt andet driver betalingsappen Salinas Sundhed - oplyser til TV 2 Kosmopol, at han modtog behandlingen hos NordicDrip som en gave fra en veninde.
I forbindelse med behandlingen indvilligede han i at optræde i billeder og videoer, men uden at modtage betaling, oplyser han til TV 2 Kosmopol. Han fortæller videre, at han ingen mærkbar effekt oplevede som følge af behandlingen, og at han ikke har været der siden.
Cecilie Ingdal, der er chefredaktør for mode- og trendmagasinet Elle, har også tidligere været afbilledet på klinikkens Instagram-side, mens hun prøver et såkaldt iv-drip.
Hun oplyser til TV 2 Kosmopol, at hun besøgte klinikken i arbejdsmedfør, og at hun efter behandlingen besluttede sig for ikke skrive om dette i en mulig artikel. Hun fortæller, at billedet af hende er blevet anvendt uden hendes samtykke, og at hun er "rystet over at være blevet brugt i denne sammenhæng".
Sådan bruges iv-drops på sygehuse
Et drop hedder venflon eller perifert venekateter (PVK) på fagsprog. Fordelen ved en venflon er, at man kan give medicin, væske og blod direkte i blodåren (intravenøst), som man ikke kan give på andre måder.
Hvis du bliver indlagt eller skal behandles ambulant over flere dage, kan det være, at sygehuspersonalet vælger at lægge et PVK. Man placerer det typisk i en blodåre i håndryggen.
Egen læge kan også lægge et drop med eksempelvis vitamin B12, hvis man har en sygdom, hvor man mangler dette. På et plejehjem kan ældre også få væskebehandling ved hjælp af et drop, hvis de eksempelvis er dehydreret i varmen.
Kilde: Sundhed.dk og Søren Bøgevig, overlæge på klinisk farmakologisk afdeling på Bispebjerg Hospital
Skal føles trygt
Medejer af NordicDrip Sadar Mansurbeg siger til TV 2 Kosmopol, at billederne er fjernet af hensyn til kunderne.
- Vi har ingen interesse i, at vores klienter udstilles i medierne, da det skal føles trygt og privat at være kunde hos os - ligesom andre klinikker. Af den årsag har vi valgt at fjerne dem for nu, siger Sadar Mansurbeg.
TV 2 Kosmopol har spurgt Sadar Mansurbeg, om NordicDrip har fået lov til at bringe billederne af de kendte, og hvorfor NordicDrip i første omgang har valgt at bruge billeder af de kendte på Instagram.
Det har han ingen kommentarer til.