Persille holder havekoncert for ormene i komposten: "De er de sande superhelte"

Persille Ingerslev guider dig til, hvordan du kan plante og så, selv hvis du ikke har en have. Hun er nemlig ekspert i at få ting til at gro i en vindueskarm. I juni gælder det om at plante alle forsommerens forspiringer i sin egen, hjemmelavede kompost.

Har du nogensinde tænkt over det store - og fuldstændig gratis - arbejde, kompostormene hele tiden udfører for alle os andre ved at omdanne planterester til ny, frisk muld?

Det havde jeg ikke.

Heldigvis kunne Persille Ingerslev - endnu engang - gøre mig klogere og huske mig på, at kompostormene faktisk er lidt af nogle superhelte.

quote Jeg synes, at flere mennesker burde fejre deres kompostorme for det arbejde, de udfører år efter år uden problemer

Persille Ingerslev

- Jeg synes, at flere mennesker burde fejre deres kompostorme for det arbejde, de udfører år efter år uden problemer. De er altså de sande superhelte, understreger hun.

I samarbejde med ormene kan du faktisk lave din helt egen kompost, du kan plante alle de vækster, Persille har guidet dig til at dyrke, ud i.

Du skal bare bruge nogle planterester, lidt tålmod og ikke mindst en håndfuld kompostorme.

Tag med når Heidi Frederikke Lindahl spiller hyldestkoncert for kompostormene i videoen øverst i artiklen.

Kompost er gratis guld

At kompostere er gratis, det mindsker affaldsmængden fra en husholdning og det overflødiggør de fleste udgifter til gødning sæsonen igennem. Har man krukker, højbede eller andet, kan man fordele frisk kompostjord ud i løbet af foråret, som vil nære væksterne sommeren igennem.

Kompost er alt plantemateriale. Det bliver med tiden nedbrudt, og hvis man har en omgang kompostorme går det markant hurtigere. Kompostorme kan købes, men man kan også spørge en nabo, om man må få en håndfuld fra deres kompost, og så leverer ormene selv et stigende befolkningstal.

Afklip fra haven såsom grene og rødder nedbrydes langsommere end madrester (som for eksempel bunden fra salat og bønnespirer). Derfor kaldes det havekompost og køkkenkompost. Forskellen er, hvor lang nedbrydningstid der er brug for for at få ny, næringsrig muld ud i den anden ende. Køkkenkompost nedbrydes på et års tid, havekompost kan tage flere år.

Man kan kompostere langt mere, end man lige skulle tro. Tomme toiletruller, papkasser, håret fra børsten, køkkenrulle, bambusvatpinde, papkrus og alt andet, der er af vegetabilsk og biologisk oprindelse. Man kan ikke kompostere plast, alufolie, glas eller andre genstande, der skal sorteres i det normale affald.

Animalsk kompost såsom kyllingeben, kødsovs eller stærkt olierede ting frarådes. Det skaber uønskede bakteriekulturer, ligesom det tiltrækker rotter.

Der findes et hav af rottesikrede kompostbeholdere, da de fleste indeholder også et såkaldt ormerør. Et ormerør er et tykt rør, der graves cirka en meter ned i jorden under kompostbeholderen, hvor kompostormene kan trække ned, når det enten bliver for koldt eller varmt i selve kompostbeholderen. Dermed kan kompostormene overleve og vedblive med at levere god, brugbar kompostjord år efter år.

Kompostjord er kraftige sager og skal blandes med almindelig havejord eller pottemuld, når det tages i anvendelse. Idet materialet i en kompostbeholder nedbrydes, afgiver det varme. Det betyder, at der altid er markant varmere i en kompostbeholder end udenfor den. Det betyder også, at hvis man sår frø direkte i kompostjorden, vil de simpelthen blive svitset af, idet nedbrydningsgasserne afgiver varme. Så derfor frø i næringsfattig jord og vent med at tilføre kompostjord, ind til planterne er store og stærke og kan kapere den ekstra varme.

Kompost er en effektiv måde at holde næring lokalt og cirkulært, ligesom man mindsker transport af alskens art. Og igen: det koster gratis.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik