Hans Engell: "Der skal ikke flyttes meget, før Aggesen taber 112 års konservativt styre"

Den verserende sag mod Frederiksbergs borgmester, Simon Aggesen (K), kan gå hen og få betydning ved næste års kommunalvalg, vurderer politisk kommentator Hans Engell.

Borgmester på Frederiksberg, Simon Aggesens (K), køb og salg af en 460 kvadratmeter stor herskabslejlighed på Frederiksberg, er blevet genstand for flere undersøgelser.

Tirsdag skriver Altinget, at Erhvervsstyrelsen vil undersøge om prisen var for lav, da Aggesen  købte lejligheden fra fonden Dansk Bibelskole i 2016. Det viser et brev fra styrelsen til fonden, som mediet har fået aktindsigt i.

Tidligere er også Folketingets Ombudsmand gået ind i sagen med en forundersøgelse og har bedt borgmesteren om en udtalelse i sagen.

quote I øjeblikket er han så at sige sigtet. Bliver han tiltalt, er det en anden sag.

Hans Engell, Politisk Kommentator.

Men vil de mange undersøgelser få nogen indflydelse for Simon Aggesen og De Konservative på Frederiksberg, hvor de har haft magten siden 1909, når der om lidt over et år igen er kommunalvalg?

Ifølge politisk kommentator Hans Engell er det endnu for tidligt at sige noget skråsikkert om udfaldet.

- Det, der bliver helt afgørende for ham, er Ombudsmandens forundersøgelse, og om det fører til en egentlig ombudsmandssag. Hvis der kommer en egentlig undersøgelse, så vil den jo række helt tæt på kommunalvalget næste år. Det afgørende er så, om der er juridiske problemer i sagen, siger Hans Engell til TV 2 Lorry.

Sagen kort

Ekstra Bladet har i detaljer beskrevet, hvordan Simon Aggesen i 2016 overtog en 460 kvadratmeter stor lejlighed på Frederiksberg til 9,5 millioner kroner.

 

Det var betydeligt under prisniveauet i området på det tidspunkt. Efterfølgende har Simon Aggesen delt lejligheden op og ad to omgange solgt den videre for samlet over 25 millioner kroner.

 

Simon Aggesen fik lov til at købe lejligheden af Dansk Bibelskole, da han fandt en anden lejlighed til den tidligere lejer. I den forbindelse betalte han den tidligere ejer 100.000 kroner i flyttepenge.

 

Samtidig var Simon Aggesen involveret i tidligere sager om opdeling af lejligheder i ejendommen som rådmand, før han blev borgmester og har derfor haft indflydelse på præcedens i den godkendelsesproces, der skulle til, for at han kunne opdele lejligheden.

Ikke en sag der hjælper De Konservative

Hvis der ikke viser sig at have været nogle juridske problemer i Simon Aggesens bolighandler, kan han tilgengæld stå tilbage et moralsk spørgsmål, mener Hans Engell.

Altså om det er i orden, at en borgmester tjener 11 millioner kroner på en "meget heldig bolighandel".

- Jeg tror i hvert fald ikke, at det er en sag, der kommer til at hjælpe Simon Aggesen og de konservative under kommunalvalget, siger Hans Engell.

Omvendt så har man også set, at De Konservative har styret Frederiksberg i over 100 år. Uanset om der har været op og nedture i den periode, så er de alligevel landet på benene, fortæller den politiske kommentator.

- Jeg synes, det er lige tidligt nok at sige, om det her kommer til at koste butikken eller ej. Også fordi de andre partier på Frederiksberg har været overraskende tilbageholdende.

- Havde det her været en sag på Christiansborg, så var det i den grad blev udnyttet af oppositionen. Der jo ikke noget, der peger på, at de røde partier – eller andre partier i blå blok – i særlig grad udnytter sagen til egen fordel, siger Hans Engell.

Er der tillid i blå blok?

Den blå blok på Frederiksberg sidder i øjeblikket på flertallet i kommunalbestyrelsen med 13 mandater mod 12.

I 111 år har De Konservative haft magten på Frederiksberg, selvom det ved kommunalvalget i  2017 var ved at glippe, da det kun var sølle 168 stemmer ud af 84.000 stemmeberettigede, der betød, at blå blok endnu en gang kunne danne flertal.

Ifølge Hans Engell kan det blive et spørgsmål om Simon Aggesen kan fastholde et samarbejde med de øvrige partier i blå blok, hvis De Konservative ikke får et absolut flertal.

- I 2017 var det med det yderste af neglene, så der skal jo ikke flyttes meget, før Aggesen bliver den der taber mere end 100 års konservativt styre på Frederiksberg. Det bliver et spørgsmål, om de andre partier mister tilliden til ham eller ej, siger han

Meget afhænger dog stadig af, hvad Ombudsmanden melder ud. Hvis han dropper sagen, og der ikke kommer mere, vil mange måske spørge, om det var rimeligt at gå så har hårdt til Simon Aggesen, pointerer Hans Engell.

TV 2 Lorry har forsøgt at få en kommentar fra Simon Aggesen, men det har ikke været muligt tirsdag.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik