Oversigt

Seneste nyt

Sigtelse: Dreng og mænd forsynede ung svensker med pistol

To mænd og en dreng var ifølge politiet i besiddelse af en pistol af mærket Glock, som de overdrog til en 17-årig svensker, der efterfølgende affyrede skud mod en person, der befandt sig i smykkeforretningen Calisto på Frederiksberg

Det fremgår af sigtelsen mod de tre, der torsdag eftermiddag er i grundlovsforhør i Retten på Frederiksberg.

De tre er 16, 24 og 27 år gamle. De blev alle anholdt tidligt torsdag morgen på samme tid, men i forskellige dele af landet. 

Ifølge sigtelsen var de i besiddelse af pistolen i en periode fra et tidspunkt i løbet af sommeren 2024 til 5. august, hvor skyderiet fandt sted.

Anklageren anmodede om lukkede døre i grundlovsforhøret, fordi sagen stadig efterforskes, og fordi der kan være uidentificerede medgerningsmænd på fri fod.

Trods protester fra den fremmødte presse valgte dommeren at lukke dørene til grundlovsforhøret.