Tor er en del af stigende tendens blandt unge

Flere unge siger, at de er "meget interesseret i politik" end tidligere. Gymnasieeleven Tor Pogan Kristensen drømmer om et politisk embedsarbejde i FN.

- Den sørgelige og ærlige sandhed er nok, at det var Donald Trump, der gjorde mig interesseret i politik.

Ordene kommer fra gymnasieeleven Tor Pogan Kristensen.

Han går i 3.U. på Frederiksberg Gymnasium, og så er han ligesom et stigende antal unge interesseret i politik.

Han har både været medlem af Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) og bruger i dag en del af sin fritid på at følge med i international politik.

- Jeg var meget kritisk, og ligesom mange andre i verden, tænkte jeg: "Okay, hvordan er det her sket? Hvordan er vi havnet her?", siger han til TV 2 Lorry med henvisning til USA's tidligere præsident.

Men selvom Tor Pogan Kristensen er kritisk over for Donald Trump, så var republikaneren alligevel en kickstarter til, at Tor Pogan Kristensen nu er en del af en særlig tendens.

Flere af hans gymnasiekammerater beskriver nemlig også sig selv som "politisk interesserede", og det afspejler en landstendens.

En ny undersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (VIVE) viser nemlig, 17 procent af de af de unge mellem 15 og 19 år, der siger ja til, at de er "meget interesseret i politik". I 2017 var tallet 12 procent. 

Ifølge Dansk Ungdoms Fællesråd er årsagen til, at flere unge i dag er politisk interesserede, at vi netop i en krisetid.

En tid, hvor der er politiske provokatører, men også en tid med blandt andet coronakrise, økonomisk krise, fødevarekrise og energikrise:

- Så man må bare sige, at man står i en meget mere usikker tid som ung nu, end man gjorde for bare fem år siden. Og det kalder på, at man som ung gerne vil handle og gøre noget for sin situation, og det afspejler sig så i det politiske engagement, forklarer Christine Ravn Lund, der er forkvinde i Dansk Ungdoms Fælledsråd (DUF), til TV 2 Lorry.

Frederiksberg Gymnasium
Foto: Stine Sylvestersen/TV 2 Kosmopol

Færre medlemmer 

Den politiske interesse betyder dog ikke, at flere unge er blevet medlem af et politisk ungdomsparti.

Flere ungdomspartier har faldende medlemstal. Liberal Alliances Ungdom havde for eksempel cirka 1.250 medlemmer under 30 år i 2017. I 2021 var antallet af medlemmer faldet til lidt over 700.

Samme tendens ser man i Socialistisk UngdomsFront, der er gået fra lidt over 1.350 medlemmer i 2017 til lidt over 500 medlemmer i 2021.

- Generelt ved danske unge enormt meget om samfundet - også sammenlignet med andre europæiske unge. Men hver anden unge har det, jeg vil kalde lav demokratisk selvtillid. Man har simpelthen ikke en oplevelse af, at ens holdning har en betydning, eller at man ved nok. Man tror, at man skal være ekspert for at mene noget, siger Christine Ravn Lund. 

I 3.U er Tor Kristensens interesse for politik dog kommet for at blive. Han er da også overbevist om, at han kommer til at stemme ved næste valg. 

- Ja, 100 pct. Og jeg vil opfordre alle i min vennekreds til at gøre det samme, slå han fast.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik