Camilla er utryg i mørket: "Jeg tror ikke, jeg vænner mig til det"

Camilla Cordius er utryg, når hun cykler hjem i mørke om natten. Hun er langt fra den eneste, der ikke bryder sig om at færdes i mørke.

Camilla Cordius har næsten lige købt nye cykellygter. 

Men de hjælper ikke meget, når hun cykler de tre-fire kilometer hjem om natten efter en hyggelig aften med sine venner. 

Cykelstien fra Frederikssund til hendes hjem nord for byen er nemlig bælgravende mørk.

- Jeg er ikke mørkeræd, men jeg er meget utryg ved at cykle den tur, fortæller Camilla Cordius:

- Jeg kan overhovedet ikke se, hvad det er for nogle mennesker, jeg møder på min vej. Om det er nogen, der har dårlige intentioner. Jeg tror ikke, jeg vænner mig til det. Jeg føler mig meget udsat. 

Det samme gør hendes teenagebørn, som hun ofte henter og bringer, når de har planer i aftentimerne i weekenden. De tør ikke selv køre på den mørke sti, fortæller Camilla Cordius.

- Vi har lavet kørselsordninger for vores teenagere, så de ikke skal gå hjem alene om natten. Vi kan ikke byde en 16-årig at gå rundt i bælgravende mørke, siger hun. 

(Artiklen fortsætter efter billedet.

Camilla Cordius har taget dette billede fra en cykeltur hjem klokken to om natten.
Camilla Cordius har taget dette billede fra en cykeltur hjem klokken to om natten.
Foto: Privatfoto

Camilla Cordius er langt fra den eneste, der er utryg i mørket. 

Ifølge Det Kriminalpræventive Råd er danskerne siden 2015 blevet mere utrygge ved at færdes i deres kvarter efter mørkets frembrud.

En undersøgelse, de foretog i 2021, viste, at en ud af fem føler sig utrygge i mørket. I 2015 var der tale om cirka en ud af ti.

Dårlig timing

Camilla Cordius oplever også, at utrygheden ved det manglende gadelys fylder hos flere end hende selv. 

- Alle i min omgangskreds bliver hentet af nogen eller tager en taxa, når det kan lade sig gøre. Og det handler rigtig meget om utryghed, siger hun. 

Ifølge Camilla Cordius har gadelygterne på hendes cykelsti været slukket efter klokken et om natten i nogle år. Men de mørklagte gader bliver meget vel snart en realitet i flere kommuner, som der skal spares på strømmen. 

TV 2 Lorry har tidligere beskrevet hvordan blandt andet Frederiksberg, Gladsaxe, Brøndby, Glostrup, Halsnæs og Albertslund Kommuner har medgivet, at gadelyset er et af de områder, de overvejer at spare.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Camilla Cordius inviterede Kommunalbestyrelsen på en natlig cykeltur i området, så de kunne opleve mørket. Det blev desværre ikke til noget.
Camilla Cordius inviterede Kommunalbestyrelsen på en natlig cykeltur i området, så de kunne opleve mørket. Det blev desværre ikke til noget.
Foto: Privatfoto

Camilla Cordius har forsøgt at gøre Kommunalbestyrelsen i Frederikssund Kommune opmærksom på problemet, men timingen er ikke fantastisk, medgiver hun. 

- Det handler om balance. Jeg er fuldstændig med på, at timingen til at tænde gadebelysning ikke er særlig god. Men mit ærinde var at gøre opmærksom på, at vi altså har nogle unge, og nogle voksne som mig, som bevæger os rundt i mørket, når vi skal hjem på cykel, siger hun.

Camilla Cordius foreslog at tænde flere gadelys i området i et høringssvar til Frederikssund Kommunes budgetforslag for 2023. Og selvom gadelysene ikke bliver tændt for nu, er hun stadig tilfreds med kommunens tilbagemelding. 

- Jeg føler mig meget hørt som borger. De besluttede, at de gerne vil tænde noget lys, når energikrisen vender, og der er jo ikke nogen, der aner, hvor lang tid det kommer til at tage, siger hun:

- Men de har truffet en beslutning på baggrund af mit høringssvar, og det er jeg ret tilfreds med. 



Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik