Oversigt

Seneste nyt

Kommune klar til at sænke hastigheden fra 50 til 40 km/t flere steder

Bilister i Frederikssund Kommune skal snart træde lidt mindre hårdt på speederen.

Et flertal af politikerne i Plan- og Teknikudvalget i Frederikssund Kommune har nemlig onsdag besluttet at sænke hastigheden fra 50 kilometer i timen til 40 kilometer i timen på flere veje i kommunen.

Det bekræfter udvalgsformand Kristen Weiland (Fjordlandslisten) overfor TV 2 Lorry.

- Forslaget er blevet enstemmigt vedtaget, siger Kristen Weiland til TV 2 Lorry og tilføjer, at hun også er glad for beslutningen:

- Det gennemgående argument for at sætte farten ned i vores by og i de mindre landsbyer er at øge sikkerheden. Det giver vores bløde trafikanter nogle bedre vilkår – også der, hvor vejforholdene kan være mere uoverskuelige. Og derudover bliver støjniveauer også nedbragt.

Ændringerne skal nu godkendes af politiet og vejdirektoratet, før de kan træde i kraft.

Dermed tilslutter Frederikssund Kommune sig den forsøgsordning, der gør det lettere for 11 kommuner i hovedstadsområdet at sænke de lokale hastighedsgrænser til 40 klometer i timen i byerne.

Udover Frederikssund Kommune er også København, Frederiksberg, Allerød, Fredensborg, Furesø, Gentofte, Hørsholm, Lyngby Taarbæk og Rudersdal med i den nye forsøgsordning.

I faktaboksen nedenfor kan du se, hvilke af kommunens veje der bliver omfattet af hastighedsnedsættelsen. 

Her bliver fartgrænsen sænket

Veje ændres til en hastighedsnedsættelse til 40 km i timen i kommunens fire største byer:

  • Dyrlægegårds Alle, Frederikssund

  • Strandlystvej, Frederikssund

  • Plantagevej, Frederikssund

  • Ådalsvej (syd for Ågade), Kastaniealle og øvrige sideveje, Frederikssund

  • Roskildevej syd for Strandvangen efter sidevejen "Bjergvejen", Frederikssund

  • Agervej, Æblevang, Slangerup

  • Damgårdsvej, Skibby

  • Syrenvej, Skibby

  • Hybenvej, Jægerspris

Landsbyer hvor vejene i byerne ændres til en hastighedsnedsættelse til 40 km i timen.

  • Dalby*

  • Ferslev*

  • Havelse Mølle

  • Kvinderup

  • Kyndby Huse

  • Lille Rørbæk

  • Manderup

  • Røgerup

  • Snostrup

  • Store Rørbæk

  • Sønderby*

  • Tørslev

  • Østby*

    De øvrige landsbyer i kommunen bl.a. Skuldelev har allerede en påbudt hastighedsgrænse på 40 km i timen indenfor byzonen.

* strækninger, hvor der i dag er opsat tavler med en anbefalet hastighed på 40 km i timen.

Kilde: Frederiksund Kommune