Suzan sendte en sms til borgmesteren. Fire dage senere havde hun et job

Mangel på varme hænder i den kommunale velfærd har fået ny borgmester til at tage uortodokse midler i brug.

Hun havde egentlig ikke regnet med hverken at få svar - og da slet ikke et job.

Alligevel tog 45-årige Suzan Nielsen fra Lyngerup chancen og reagerede på et Facebookopslag fra den nye borgmester i Frederikssund Kommune, Tina Tving Stauning (S).

I opslaget, som blev lagt på kommunens Facebookside den 18. januar, opfordrede borgmesteren ledige borgere til at sende hende en sms, hvis de kunne tænke sig et job i den kommunale ældrepleje, hvor der for tiden er alvorlig mangel på arbejdskraft.

- Jeg tænkte, at jeg da lige så godt kunne prøve, for det kunne da ikke skade, siger Suzan Nielsen, der har været ledig i fire måneder, siden hun mistede sit job som butiksansat.

En besked blev sendt, og så skød Suzan Nielsen ellers tanken bort. Men senere på dagen ved 18-tiden tikkede en sms ind.

- Det var fra borgmesteren, som spurgte, om hun måtte ringe til mig. Der blev jeg noget overrasket. Jeg havde måske forestillet mig, at en fra kommunen ville tage kontakt før eller siden, men at det ligefrem var borgmesteren selv, der henvendte sig, havde jeg ikke regnet med, siger Suzan Nielsen.

Siden fulgte en telefonsamtale, hvor Tina Tving Stauning spurgte ind til Suzan Nielsens baggrund og erfaringer og bad hende fremsende et cv og kontaktoplysninger.

Borgmester har travlt med at besvare sms’er

Suzan Nielsen er langt fra den eneste Frederikssund-borger, der har været i kontakt med den nye borgmester de seneste uger.

I hele den forgangne uge har Tina Tving Stauning (S) haft travlt med at svare de mange sms’er, der er tikket ind på hendes telefon.

- Jeg har modtaget mere end 50 beskeder, siden starten af sidste uge, og jeg har sat mig for at give hver enkelt et svar tilbage, så det har jeg brugt en del tid på. Og der bliver stadig ved med at tikke et par sms’er ind, så det har jeg haft ret travlt med, siger borgmesteren til TV 2 Lorry.

Artiklen fortsætter efter billedet...

Tina Tving Stauning (S), borgmester i Frederikssund Kommune.
Tina Tving Stauning (S), borgmester i Frederikssund Kommune.
Foto: Bjarke Maccarthy/Ritzau Scanpix

Idéen til den utraditionelle jobformidlingsportal fik Stauning i starten af året, hvor Frederikssund Kommune som nærmest alle andre i landet for alvor havde svært ved at få vagtplanerne på velfærdsområder som ældreplejen og dagtilbud til at hænge sammen.

Det seneste lange stykke tid har landets kommuner nemlig skreget på arbejdskraft i den kommunale velfærd, og den problematik blev kun forværret af de høje antal coronasyge fra omikronvariantens hærgen.

Havde ikke regnet med det

To dage efter Suzan Nielsens sms til borgmesteren fik hun et opkald fra et plejecenter i Frederikssund. De ville gerne se hende til en jobsamtale.

- Så gik der en dag eller to, inden de ringede tilbage og tilbød mig et job. Og der blev jeg da vildt glad og lykkelig. Da jeg sendte sms’en, havde jeg virkelig ikke regnet med, at jeg fire dage senere ville have et job, siger Suzan Nielsen og fortsætter:

- Jeg havde jo faktisk et håb om at få et arbejde inden for social og sundhed. Men hver gang man ser et opslag, så står der, man skal være uddannet, og det holder jo en fra at søge jobbet.

Suzan Nielsen er den ene af indtil videre to personer, som har fået job i kommunens ældrepleje via Tina Tving Staunings jobopslag på Facebook.

- Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg havde forventet af det her, men jeg synes, det er enormt dejligt, at borgerne har taget så positivt mod det her initiativ, og så synes jeg, det er glædeligt, at vi har kunnet finde arbejde til foreløbig to personer. Det er jeg meget glad for, siger Tina Tving Stauning.

Frisk pust til støvet området

Indtil videre har Suzan Nielsen fået en ansættelseskontrakt på et år efter en jobansøgningsproces ulig noget andet, hun har været igennem de seneste måneder.

- Hele jobsøgningscirkusset er jo enormt drænede og krævende med joblogs og samtaler og jobcenter. Jeg havde aldrig søgt denne her stilling, hvis ikke det var blevet slået op på denne her lidt uformelle måde. Det er frisk gjort af borgmesteren. Omvendt siger hun så, at det er frisk gjort af mig. Så vi er begge godt tilfredse, siger Suzan Nielsen.

Mens hun starter i sit nye job tirsdag den 1. februar, begynder den anden nyansatte via Facebookopslaget i uge 7.

Egentlig skulle Suzan Nielsen stemple ind i sin nye stilling klokken 08.30, men hun bliver en smule forsinket på sin første arbejdsdag.

Tina Tving Stauning har nemlig bedt hende kigge forbi borgmesterkontoret til en kop kaffe inden.

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik