Oversigt

Seneste nyt

Uhelds-ramt bro skal renoveres

Kronprins Frederiks Bro i Frederikssund skal renoveres. Formålet er at forlænge broens levetid.

Broen, der i sommer fik en del uheldig opmærksomhed, efter den ved en fejl gik op, mens der var både bilister og cyklister på den, skal med sine mere end 87 år på bagen renoveres. 

Det skriver Vejdirektoratet i en pressemeddelelse. 

- Nu skal vi gennemgå broen fra ende til anden, og vi har en forventning om, at vi med dette projekt samt en efterfølgende fuld udskiftning af brobelægningen kan forlænge broens samlede levetid med i hvert fald 30 til 35 år, siger Jens Præst Nielsen, der er projektleder hos Vejdirektoratet. 

Renoveringen vil finde sted i 2023 og 2024.

I seks uger i marts og april 2023 vil broen blive lukket for biler og tungere trafik. Den vil dog blive holdt åben for cyklister, fodgængere og udrykningskøretøjer.

Al anden trafik henvises til Kronprinsesse Marys Bro.

Renoveringen af broen har været længe undervejs, og har ikke noget at gøre med hændelsen i sommer, hvor broen åbnede ved en fejl. Det oplyser Jens Præst Nielsen til TV 2 Lorry.