Oversigt

Seneste nyt

Badning frarådet ved to populære steder: For mange bakterier i vandet

Gentofte og Furesø Kommuner advarer om bakterier i badevandet ved to populære udflugtsmål.

Det skriver de to kommuner på deres hjemmesider.

Der er tale om Furesøbad i Furesø Kommune samt Skovshoved Havbad i Gentofte Kommune.

Ved førstnævnte viste en badevandskontrol fra mandag, at der kan være sundhedsskadelige bakterier i vandet.

- Kommunen følger badevandets tilstand tæt via ekstra prøver. Advarslen vil blive annulleret, når badevandet igen er rent, skriver Furesø Kommune.

Gentofte Kommune skriver, at vandprøver indsamlet den 14. juli nu er analyseret og viser bakterier over grænseværdien ved Skovshoved Havbad. Her vil man nu foretage nye prøver og siden oplyse om eventuel ophævelse af advarslen.