Borgmestre fra S og V i fælles opråb til regeringen om udligning

Der skal findes en balanceret løsning i en ny udligningsordning, mener borgmestrene i Rudersdal og Furesø.

Socialdemokratiet og Venstre må finde hinanden i udligningsforhandlingerne

Sådan lyder opfordringen fra de to borgmestre fra henholdsvis Socialdemokratiet og Venstre i Furesø og Rudersdal. De to borgmestre har sendt et fælles brev til deres partiformænd med forslag til forbedringer i forhandlingerne om en ny udligningsreform.

Det skriver de i en pressemeddelelse.

De indleder brevet med at anerkende, at der er behov for udligning mellem kommuner for at udjævne, da der er strukturelle forskelle i indtægter og udgiftsbehov.

Men efterfølgende lyder det til statsminister Mette Frederiksen og formand Jakob Ellemann-Jensen:

"Vi finder dog, at regeringens udspil til en ny udligningsordning indeholder nogle uforståelige og urimelige elementer, som vi hermed anmoder om, at I vil give et ekstra eftersyn i jeres fortsatte forhandlinger om at nå en aftale om en udligningsreform"

Udligningsordningen skal give kommuner incitament til at udvikle sig, og den skal sikre en mere ensartet service i kommunerne, mener borgmestrene.

-  Vi ønsker med dette fælles brev at opfordre vore partiformænd til at løse den bundne opgave, som udligningsreformen er. Nu må de tage det store ansvar på sig, finde hinanden og lave en fornuftig aftale, siger Jens Ive, Rudersdals borgmester (V), i pressemeddelelsen.

De to borgmestre har konkrete fælles forslag, som politikerne på Christiansborg kan tage afsæt i. For eksempel at kommuner højst bør aflevere 93 procent af særligt høje indtægter, så der stadig er incitament til at skabe udvikling.

Samtidig skal demografi og store indtægter fra selskabsskatter vægtes højere.

- Vi skal naturligvis udligne penge mellem kommunerne i Danmark. Men regeringens udspil til en ny udligningsordning rammer nogle kommuner urimeligt hårdt. Det bør der rettes op på i forhandlingerne mellem Socialdemokratiet og Venstre, siger Ole Bondo Christensen, Furesøs borgmester (S).

Rudersdal og Furesø kommuners forslag i forhandlingerne mellem regeringen og Venstre:

  • Kommunerne skal have incitament til at udvikle sig og øge sine indtægter. Derfor bør udligningsgrad inklusiv overudligning højst være på 93 pct.
  • Kommunerne skal bedre kunne levere mere ensartet service. Derfor skal store indtægter fra selskabsskatter og dækningsafgift fra offentlige ejendomme skal udlignes mere.
  • Kommuner med mange ældre og børn skal have mulighed for at levere en god service. Derfor skal demografi vægte mere – og ikke mindre – i opgørelsen af udgiftsbehov.
  • En reform skal løse historiske problemer i udligningssystemet. Derfor skal der fremover være færre og mindre puljer og lappeløsninger og ikke det modsatte. Samtidig skal flere midler fordeles efter indbyggertal.
  • Der skal være færre og mindre puljer i hovedstaden. Der skal være et loft over en mulig hovedstadspulje på maksimalt nuværende niveau og en rimelig finansiering af den. Desuden skal puljen kunne anvendes bredere end i dag bl.a. til kommuner med en stor gæld fra før kommunalreformen.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik