Gentoftes stemmesluger tjekker ud - nu kaster de andre sig over byttet

De konservative sidder tungt på magten i Gentofte. Men med Hans Tofts beslutning om ikke at genopstille, er der tændt et håb hos de andre partier.

14.926.

Så mange vælgere i Gentofte Kommune satte ved kommunalvalget i 2017 kryds ud for den siddende konservative borgmester Hans Toft.

Det er et enormt stemmetal for en kommune, der ved valget havde 56.993 stemmeberettigede vælgere.

Og den mangeårige borgmester er så populær, at man i Gentofte taler om, at selv folk, der på landsplan bekender sig til Enhedslisten, stemmer på ham. 

Nu vil Hans Toft ikke længere være borgmester, og de konservative har derfor kørt partifællen Michael Fenger i stilling.

372.

Så mange stemte ved valget i 2017 på den konservative tronarving, som nu skal forsøge at gøre Hans Toft kunsten efter.

Og mens han som konservativ spidskandidat selvfølgelig kan regne med, at hans personlige stemmetal vil stige markant ved efterårets valg, så står de andre partier også på spring.

Rovet efter Hans Toft skal fordeles.

Venstre på spring

Konkurrenterne i Venstre har i dag kun et enkelt medlem af Gentoftes Kommunalbestyrelse - nemlig Morten Løkkegaard, der ved siden af har en solid platform som medlem af Europa Parlamentet.

Og partiet var hurtigt til at overveje de nye muligheder, der ligger i Hans Tofts beslutning om at gå.

- Qua det faktum, at han ikke er der mere, burde det give os bedre muligheder, fordi hans store popularitet gennem mange år har givet et stemmetal, der nu kan blive fordelt mellem andre partier, siger Venstres formand i Gentofte, Alexander Schneevoigt til TV 2 Lorry.

På dagbladet Politiken er politisk kommentator Kristian Madsen dog ikke sikker på, at Venstre skal regne med den store gevinst, nu hvor Hans Toft er ude af den politiske ligning.

quote De konservative har planlagt en massakre på Venstre

Kristian Madsen, Politiken

-  Der er ret meget historier for, at bykongeskifter sagtens kan lade sig gøre. Det har vi set i S-kommuner, hvor bykongen har siddet i mange år, og hvor en ny ret hurtigt indtager sædet - og samtidig er vælgerne som regel relativt loyale, siger han.

Derudover forventer han, at konservative som parti kommer til at stå stærkt ved kommunalvalget i november 2021:

- Dertil kommer, at de konservative har planlagt en massakre på Venstre i Nordsjælland. For Venstre stemte for udligningsreformen, og det giver grobund for en konservativ strategi om en massakre på Venstre, hvor de skal gøres ansvarlige for skattestigninger, fordi de støttede reformen, siger han og fortsætter:

- Så faktisk tror jeg, at de konservative vil lægge billet ind på en række borgmesterposter, der i dag besiddes af Venstre-politikere, siger han og tilføjer, at på den baggrund har de konservative i Gentofte timet personskiftet godt.

Han skal løfte arven efter Hans Toft:

Fra den 15. maj hedder borgmesteren i Gentofte Peter Michael Fenger.


Han er 58 år gammel og har siddet i Gentoftes kommunalbestyrelse siden 2009. Her er han formand for Børneudvalget og har derudover plads i Økonomiudvalget , Kultur-, Unge- og Fritidsudvalget samt Skoleudvalget.


Peter Michael Fenger er uddannet cand. polit. og er ansat som salgs- og økonomidirektør på Gildhøj Privathospital, der ligger i Brøndby.


Den kommende borgmester har en fortid som elitesportsudøver. Han er tidligere håndboldspiller og var med til at repræsentere Danmark under OL i 1984. I perioden 1982 til 1993 spillede han på håndboldlandsholdet. Han har også været træner for HIK's førstehold og var assistenttræner for landsholdet i 2004 til 2005. Håndbold er et hårdt spil, og Peter Michael Fenger har for længst lagt bolden til side. Men når TV 2 sender håndbold, sidder han klar hjemme i sofaen og hepper med.


Peter Michael Fenger er gift og har tre børn.

Helt ny spilleplade

Med to medlemmer af kommunalbestyrelsen er Socialdemokratiet Gentoftes næststørste parti. Og spidskandidat Søren B. Heisel beskriver situationen som "en helt ny spilleplade".

quote Vi vil gøre alt, hvad vi kan for a få så stor indflydelse som muligt.

Søren B. Heisel, Socialdemokratiet

- Vi vil gøre alt,  hvad vi kan for at få så stor indflydelse som muligt. Ved sidste valg gik vi ned fra tre til to mandater, og selvfølgelig vil vi gerne gå op igen. Og hos os er spidskandidaten en borgmesterkandidat. Men når det så er sagt, så har vi været tilfredse med den relativt store indflydelse, vores to mandater giver os, fordi Hans Toft har villet samarbejde. Alle undersøgelser viser, at borgerne er tilfredse, så det ville jo være åndssvagt at ændre de politiske linjer, siger han til TV 2 Lorry.

Konservative i Gentofte har i dag ultimativt flertal og behøver som sådan ikke at samarbejde bredt for at få sin politik igennem. Det har de dog gjort og historisk set stemmer partiet sammen med både Socialdemokratiet, SF, Venstre og Det Radikale Venstre. Kun Enhedslisten går imod strømmen.

- Med den politik som SF, Socialdemokratiet, Venstre og Radikale Venstre har ført, så blev de jo alle reelt konservative på valgnatten. Og dermed er der jo kun to partier – Enhedslisten og Konservative, lyder det fra Jeanne Toxværd fra Enhedslisten.

Men hvis du lige lægger valgretorikken lidt på hylden, så..

- Jamen så tror jeg på en fremgang. Vi er det eneste parti, der har været tydelige, men jeg vil gerne understrege, at jeg har et godt samarbejde med Michael Fenger, forklarer hun..

Ny leder vil samarbejde

Står det til den kommende konservative leder, så skal det brede politiske samarbejde i Gentofte fortsætte.

- Jeg har været med i mange år. Jeg har været med til at udvikle politikken sammen med Hans, og jeg har været med til at implementere den. Vi er jo en stor konservative gruppe i Gentofte, og vi er et team, der har udviklet det her. Hans er en udadvendt figur og chef for et team, der har arbejdet sammen om at gøre Gentofte bedre. Vi vil fremhæve, at han har været fantastisk - men han har ikke gjort det alene, siger Peter Michael Fenger til TV 2 Lorry.

Han er ikke blind for Hans Tofts 14. 926 personlige stemmer og siger:

- Min og vores største udfordring bliver da at få skabt et resultat. Og det er da realistisk, at vi mister noget, men jeg er ikke bekymret for et valg, hvor det hele skrider.

Det er 16. november, skal vælgerne i Gentofte sammen med vælgerne i resten af landet sammensætte de nye kommunalbestyrelser.

Fra 15. maj er Peter Michael Fenger borgmester i Gentofte. Og til november skal han forsøge at gøre Hans Toft kunsten efter i jagten på et stemmetal, der kan gøre ham til bykonge.
Fra 15. maj er Peter Michael Fenger borgmester i Gentofte. Og til november skal han forsøge at gøre Hans Toft kunsten efter i jagten på et stemmetal, der kan gøre ham til bykonge.

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik