Jørgen Varming var én af verdens største ingeniører – selv huset i Gentofte blev gennemtænkt fra kælder til kvist

I Gentofte ligger Jørgen Varmings eget hus, som han tegnede i samarbejde med arkitektparret Koppel. Et hus fyldt med gennemtænkte installationer og detaljer.

“En kunstner på sin egen måde – ikke bare en død fisk med en regnestok."

Sådan sagde Jørgen Varming om sit eget virke som ingeniør. 

Han havde et sjældent talent for at forene teknik og arkitektur og gøre det til ingeniørkunst.

Jørgen Varming har derfor også sat præg på sine omgivelser i det 20. århundrede med internationalt, kendte bygninger som blandt andet Operahuset i Sydney, St. Catharines College i Oxford og herhjemme Panum Instituttet på Nørrebro i København. 

quote Jørgen Varming er ikke en hvem som helst.

Dan Mackenzie, direktør, Steensen & Varming

- Jørgen Varming er ikke en hvem som helst. Jeg tror, at han var og stadig ville blive kvalificeret som den bedste ingeniør i verden inden for sit felt, siger Dan Mackenzie, direktør for ingeniørfirmaet Steensen & Varming til TV 2 Kosmopol. 

I 1952 opførte Jørgen Varming, i samarbejde med arkitektparret Eva og Nils Koppel, sit eget hus i Gentofte. Her udtænkte og udlevede han sit talent for at forene teknik og arkitektur. Et vartegn som han også blev kendt for i udlandet. 

Et hus ud over det sædvanlige

På en 3.000 kvadratmeter stor grund på Skovvej i Gentofte ligger Jørgen Varmings gulstensvilla. Huset var hjem for familien Varming frem til 2001 og blev fredet i 2005.

- Jørgen Varming betaler 25.000 kroner for grunden, og det var egentlig ikke særlig meget på det her tidspunkt. Af samme årsag er det ret mange arkitekter, der køber grunde herude og bygger til sig selv, siger Per Troelsen, projektleder, Realdania By & Byg til TV 2 Kosmopol.

Samspillet mellem arkitektparrets talenter og Jørgen Varming tekniske indsigt gør huset usædvanlig gennemført. 

- Et godt eksempel på det tætte samarbejde mellem Jørgen Varming og Kobbel-arkitekterne er en udluftning til husets kloak. Jørgen Varming satte en stor ære i, at alle tekniske installationer ikke blev en forstyrrende element for selve arkitekturen. Kloakudluftninger er som regel er noget, der går opover taget og derfor er synligt, siger Per Troelsen og fortsætter: 

- Men Jørgen Varming projekterede husets kloak og udluftningen på den måde, at det kom ned i en mere diskret højde. Så når man ankommer til grunden, som er lidt højere, end huset egentlig ligger, så ser man denne her lange, ubrudte tagflade, som var et vigtigt arkitektonisk element for Eva og Nils Koppel.

Se i galleriet længere nede i artiklen, hvordan Jørgen Varming udtænker udluftningen til kloakken, så den ikke er et forstyrrende element

Integrated design - en spidskompetence 

Jørgen Varming var en af tidens absolutte foregangsmænd i disciplinen ‘integrated design’. Han havde et særligt talent for at lave nyskabende og gennemtænkte installationer. Hvor arkitekturen ofte er synligt for øje, så var Jørgen Varmings ingeniør-genistreger tit gemt for øjet.

- Alt det essentielle var usynligt. Varming havde jo den her filosofi med, at det fineste var, at man næsten ikke kunne se installationerne, siger Per Troelsen.

Her kan nævnes husets varmesystem, hvor varm luft via kanaler under gulvet blæses op igennem riste under vinduerne, emhætten, som formodentligt var landets første, en skakt til vasketøj fra køkken til kælder, specialdesignede skydedøre og foldevægge samt et køkken-alrum, der blev udtænkt og skabt, længe før begrebet "køkken-alrum" overhovedet var opfundet.

I galleriet nedenfor kan du se og læse mere nogle af de installationer, som Jørgen Varming lavede i sit hus. Ved at klikke på pilen kan du komme videre i galleriet. 

(Artiklen fortsætter efter galleriet)

Udlandet

Steensen & Varming blev grundlagt i 1933. De første udenlandske opgaver landede i 1945 med projekteringen af gummifabrikken Brynmawr Rubber Factory i Wales og en kombineret busterminal og kontorbygning i Dublin. 

Senere fulgte flere udenlandske opgaver: Coventry Cathedral i England, det Arne Jacobsen-tegnede St. Catherine’s College i Oxford og St. Thomas Hospital i London, og i Danmark arbejdede Steensen & Varming igen sammen med arkitektparret Koppel om H.C. Ørsted Instituttet. 

quote Alt det essentielle var usynligt. Varming havde jo den her filosofi med, at det fineste var, at man næsten ikke kunne se installationerne.

Per Troelsen, projektleder, Realdania By & Byg

En af de sværeste opgaver for ingeniørfirmaet Steensen & Varming blev Jørn Utzons Opera i Sydney. Efter Jørn Utzons exit fra projektet i 1966 valgte Varming og ingeniørkollegaen Ove Arup at fuldføre deres opgaver i et forsøg på at sikre byggeriets færdiggørelse som oprindeligt tænkt. Dét lykkedes, og i kølvandet fulgte flere store opgaver i Australien. Steensen & Varming havde på det tidspunkt flere end 500 ansatte i fire lande.

Jørgen Varming gik på pension som 70-årig og kunne se  tilbage på et langt og begivenhedsrigt liv i installationsteknikkens tjeneste.

Blå Bog

Født på Østerbro i 1906.

Søn af Elisabeth Ruge og Kristoffer Nyrop Varming, og de satte tidligt sit præg på hans liv: arkitekturen og den klassiske musik. 

Jørgen Varming var den ene halvdel af ingeniørfirmaet Steensen & Varming, som de startede i 1933. Niels Steensen og Jørgen Varming har sammen lavet projekter rundt omkring i verden. Blandt andet Sydney Opera Huse, som er tegnet af Jørgen Utzon.

Den første store opgave, som Steensen & Varming fik i Danmark, efter de havde startet deres firma, blev et lægevidenskabeligt bibliotek, som ligger nede ved siden af Panum og Rigshospitalet.

Var meget glad for at spille cello og for klassisk musik. Som 10-årig begyndte Jørgen Varming at modtage undervisning af professionelle cellister. Han fortsatte med at spille dette instrument på højt niveau resten af sit liv – undertiden også i små ensembler på den lille scene, det indskudte plateau, i huset på Skovvej.

Døde i 1996 og blev 90 år gammel.

Kom med indenfor i Jørgen Varmings univers i indslaget nedenfor:

Ingeniør Jørgen Varming var som ingeniør med til at udvikle de tekniske løsninger til Operahuset i Sidney. Hans eget hjem i Gentofte er også fyldt med smarte teknologiske opfindelser.

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik