Kæmpede i otte lange minutter: Josefine reddede 12-årige Theos liv i en tætpakket hal

Josefine Schubart Haabegaard handlede lynhurtigt og effektivt, da en ung dreng faldt om med hjertestop. Nu har hun vundet prisen som Årets Førstehjælper 2023.

Opdatering:
Siden artiklens udgivelse har Josefine vundet prisen som Årets førstehjælper 2023, skriver Røde Kors.

På et splitsekund kan liv blive til død.

Da en 12-årig faldt om under en basketball-kamp i Gentoftehallen, som var tætpakket med både spillere og forældre, var det kun få øjeblikke fra at ende fatalt.

Men skæbnen ville det heldigvis anderledes den 1.december tilbage i 2021.

quote Pludselig åbner døren ind til hallen ved siden af, og to drenge kommer ind til os og råber og skriger i munden på hinanden, om der er en læge til stede

Josefine Schubart Haabegaard, basketballspiller i SISU

For en helt særlig klubkammerat fra den hæderkronede basketball-klub SISU befandt sig i hallen.

Den dengang 21-årige Josefine Schubart Haabegaard fra klubbens kvindehold i basketligaen var omkring klokken 19 i gang med opvarmning på en helt normal onsdag, som få minutter senere skulle vise sig at blive alt andet end en almindelig træningsaften.

- Pludselig åbner døren ind til hallen ved siden af, og to drenge kommer ind til os og råber og skriger i munden på hinanden, om der er en læge til stede, fortæller Josefine Schubart Haabegaard til TV 2 Kosmopol.

Josefine er anfører og en af profilerne på sit hold, så hun er vant til at gå forrest, når modstanderne skal fejes af banen. Men denne aften viste hun en helt utrolig og anderledes handlekraft, da hun ydede en ekstraordinær, livreddende indsats. 

En indsats, der har medført, at hun er blevet nomineret til prisen som Årets Førstehjælper 2023, der uddeles af Røde Kors i samarbejde med Aleris Hospitaler.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Josefine Schubart Haabegaard er anfører for SISUs hold i Kvindebasketligaen.
Josefine Schubart Haabegaard er anfører for SISUs hold i Kvindebasketligaen.
Foto: SISU

Livløs og blå i ansigtet

Josefine løber efter drengene ind til den tilstødende hal, hvor hun ser en dreng ligge livløs på gulvet, mens en gruppe forvirrede voksne står omkring ham uden rigtig at hjælpe. Hun ved øjeblikkeligt, at den er helt gal.

På gulvet ligger 12-årige Theo Skovbro-Grønvall, og da Josefine kommer helt tæt på, ser hun, at han er blå i ansigtet og ikke har nogen vejrtrækning.

Flere af de voksne, som er forældre til andre børn i hallen, siger til Josefine, at det ikke er så slemt, og at der er tale om et epileptisk anfald.

Men Josefine ved bedre. Det er kun tre måneder siden, at hun har modtaget et kursus i førstehjælp, så hun udbryder med det samme, at der er tale om et hjertestop, og hun begynder øjeblikkeligt at give hjerte-lungeredning til den bevidstløse dreng.

Imens fortsætter flere af de voksne stadig – ifølge Josefine – at nedtone situationen, men det stopper hende ikke.

- Jeg bliver ved med at trykke på hans brystkasse, får sendt min veninde ud efter en hjertestarter, og får andre til at give ham mund til mund, mens en anden er i kontakt med alarmcentralen. Det hele går så stærkt, men efter et par minutter formår vi at få Theo tilbage til bevidsthed, fortæller Josefine Schubart Haabegaard.

To hjertestop på få minutter

Der kommer en smule ro på situationen, og hun rejser sig op for at få et overblik. Men der går kun et kort øjeblik, før den er gal igen.

Josefine lægger mærke til, at Theo tisser på gulvet og får fråde ud af munden, og så råber hun ud, at der igen er hjertestop, og for anden gang må hun i gang med at give den livreddende hjertemassage.

På det tidspunkt blander en anden mandlig forælder sig og prøver at stoppe Josefine, som nu for alvor må træde i karakter.

- Jeg ender med at halvråbe højt til ham, at jeg ved, hvad jeg laver, og at han skal trække sig væk. Han må have været fuldkommen i chok, men han trækker sig væk, og jeg fortsætter med at trykke på Theos bryst.

I otte lange minutter arbejder hun på at redde Theos liv. Fra det første øjeblik handlede hun instinktivt og ”slog hjernen fra”, men pludselig rammer tanken hende, at drengen måske ikke overlever.

Men så sker det. Pludselig begynder Theo at vende tilbage til bevidsthed igen og får en stille og rolig vejrtrækning. Han bliver lagt i aflåst sideleje, og nogenlunde samtidig ankommer både hans forældre og ambulanceredderne.

- Hans mor tager ham i hånden og Theo kommer mere til bevidsthed. Han begynder at græde. På det tidspunkt trækker jeg mig tilbage, og jeg kan mærke, at jeg selv er lidt i chok, fortæller Josefine Schubart Haabegaard.

Dybt taknemmelige

Efterfølgende bliver Theo hastet til Herlev Hospital og senere Rigshospitalet, hvor han fik indopereret en hjertestarter.

I dag har Theo Skovbro-Grønvall det godt, og han er dybt taknemmelig for den hjælp, han modtog, da det så allersortest ud.

- Det sidste, jeg rigtig kan huske, er, at en af mine kammerater ramte ringen. Mine forældre har fortalt, at jeg faktisk var ved bevidsthed i hallen, men jeg kan først huske noget, fra jeg vågnede på hospitalet, fortæller han.

- Jeg synes, det var meget modigt af hende. Jeg er taknemmelig for alt det, hun gjorde, for ellers havde jeg nok ikke været her i dag.

quote Hvis Josefine ikke havde været der, så havde Theo nok heller ikke været i live i dag.

Mette Skovbro, Theos mor

Og samme taknemmelighed har Theos mor, Mette Skovbro, som knap halvandet år efter den uhyggelige episode, melder om, at hendes søn har det rigtig godt. Trods den indopererede hjertestarter er han fysisk på toppen og kan spille basket på samme niveau som før, men Mette Skovbro er godt klar over, at det meget vel kunne være endt i et helt anderledes og forfærdeligt scenarie.

- Hvis Josefine ikke havde været der, så havde Theo nok heller ikke været i live i dag. Hun har virkelig været handlekraftig i en situation, hvor andre går i chok, så vi er dybt taknemmelige for hendes indsats, siger hun til TV 2 Kosmopol.

Mor tog en dyb indånding - så gik hun ind i hallen

- Det viser bare, hvor vigtigt, det er, at flere kan give førstehjælp. Og det viser også, at selvom man godt måske ved, hvad man skal gøre, så kan man risikere at stivne i situationen. Hvis flere kan give førstehjælp, så kan man netop hjælpe hinanden, siger hun.

Mette Skovbro husker tilbage, da hun modtog opkaldet om, at hendes søn var faldet om.

- Jeg er med det samme klar over, at der er noget fuldstændig galt. Min mand og jeg springer ind i bilen, og undervejs mod Gentoftehallen springer jeg ud af bilen, fordi der er trafikprop, og så løber jeg alt, hvad jeg kan, for at komme derhen.

- Da jeg kommer derop, kan jeg se, at mange mennesker står ude foran hallen. De står og græder og er i chok, og jeg tager en meget dyb indånding, inden jeg går derind, for jeg har en stærk fornemmelse af, at det jeg kommer til at se nu, måske er en død Theo.

Heldigvis var det ikke tilfældet. Mette kom hen til sin søn og ser til sin store lettelse, at Theo er ved at komme til sig selv.

quote Det er overvældende følelse, at man har haft en indflydelse på et andet menneskes liv

Josefine Schubart Haabegaard

Hvem var Josefine?

I dagene efter Theos hjertestop var familien stadig i tvivl om, hvad der egentlig var foregået i hallen. De vidste, at Theo havde fået livreddende hjælp, men det tog noget tid, før de fandt frem til, hvad der præcist var sket, og hvilken vigtig rolle Josefine havde spillet.

- Vi begyndte at stykke puslespillet sammen, og da vi så fandt ud af, hvordan det hang sammen, fik vi fat på hendes telefonnummer, så vi kunne facetime hende et par dage efter, mens Theo stadig lå på Rigshospitalet. Det var ret følelsesladet, og vi vil være hende evigt taknemmelige. Det var faktisk også godt for Josefine at se, at Theo havde det godt, for hun havde ikke hørt om hans tilstand, siden hun hjalp ham. Det var rigtig rart at få snakket det hele igennem med hende, fortæller Mette Skovbro, der ikke vil tøve med at kalde Theos redningskvinde for en engel.

Josefine Schubart Haabegaard er selv stolt af den måde, hun handlede på i den ekstremt pressede situation, og hun er også stolt over at være blevet nomineret til Årets Førstehjælper, som kåres den 17. marts.

- Det er overvældende følelse, at man har haft en indflydelse på et andet menneskes liv. Jeg føler bestemt en stolthed og har også fået enormt meget ros – også fra folk, jeg ikke kender så godt, men som var til stede i hallen og overværede det hele.

Vigtigt med førstehjælp

Ligesom Theos mor kan hun dog ikke understrege nok gange, hvor vigtigt det er, at flere tager et kursus i førstehjælp, så man netop kan hjælpe, når uheldet er ude.

- Det var hele vores hold, der fik undervisningen, og vi havde en fantastisk instruktør, som lærte os, at det altid var bedre at gøre noget end slet ikke at handle. Men man skal også vide, at det stadig ikke er alle, der er i stand til at handle, når det virkelig gælder.

(Artiklen fortsætter efter faktaboksen.)

Fakta om hjertestop

Hvert år får cirka 5.000 danskere hjertestop uden for et hospital.

Chancen for at overleve er cirka dobbelt så stor, hvis nogen giver hjertelungeredning indtil ambulancen når frem.

Hvis ingen træder til med genoplivning inden ambulancens ankomst, overlever 6 procent af de personer, som får hjertestop uden for hospital. Ud af de personer, som får hjertemassage inden ambulancens ankomst, overlever 13 procent.

De, der får livreddende førstehjælp eller modtager genoplivning fra vidner, har 40 procent større chance for at vende tilbage til deres job, sammenlignet med personer, som ikke får nogen hjælp, før ambulancen når frem.

I dag træder vidner til med genoplivning i 79 procent af alle tilfælde af hjertestop uden for hospital. Det er en firdobling i forhold til 2001, hvor 19 procent trådte til. Og mange flere kan overleve et hjertestop uden for hospital, hvis endnu flere vidner til hjertestop straks giver hjertelungeredning og bruger en hjertestarter.

Kilde: Dansk Råd for Genoplivning

Og så er der den efterfølgende bearbejdelse af det store chok, man får efter sådan en episode. Josefine og de andre i klubben fik tilbudt krisehjælp i dagene efter, men hun var på en måde allerede godt rustet rent psykisk, da hun i forvejen så en terapeut ovenpå sin egen fars nylige død.

- Jeg har desværre en historik med, at min far dør af hjertestop, et halvt år før det her sker. Jeg var ikke involveret, da han var på et hospital, men det skete pludseligt, og kort tid efter stod jeg altså i den her situation.

- Men det mest livsbekræftende er at få lov til at se Theo en gang om ugen spille basket. Det er nok den bedste måde at se, at livet går videre.

Til daglig studerer Josefine jura på Københavns Universitet, og på spørgsmålet om, at hun måske burde være ambulanceredder i stedet for, lyder svaret prompte med et lille grin:

- Jeg tror, jeg holder fast i mit karrierevalg. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik