Mor delte sit livs tragedie - Nu kræver 50.000, at andre ikke står uden hjælp

Anna-Sofie Bülow Wahlgreens borgerforslag om sorgberedskab har rundet 50.000 underskrifter. Det har været hårdt og intenst, fortæller hun.

- Jeg er overvældet. Jeg tror ikke, det er gået hundrede procent op for mig endnu. Det har været så vildt at se, hvor meget opbakning der har været.

Sådan siger Anna-Sofie Bülow Wahlgreen mandag til TV 2 Lorry.

Knap to måneder, at hun fremsatte et borgerforslag, har det nemlig rundet 50.000 underskrifter. Det betyder, at Folketinget skal tage politisk stilling til det.

Borgerforslaget går på, at der skal stilles sorgberedskab til rådighed til familier med hjemmeboende børn, når den ene forælder dør.

Som TV 2 Lorry tidligere har fortalt, mistede Anna-Sofie Bülow Wahlgreen i december 2020 sin mand, da han døde af et akut hjertesvigt hjemme i lejligheden i Gentofte. Parret havde allerede en treårig datter, mens Anna-Sofie Bülow Wahlgreen ventede parrets andet barn, da ulykken ramte.

Hun oplevede i forbindelse med sorgen, hvor svært det var at få hjælp i den svære situation, og hun havde ikke selv overskuddet til selv at opsøge det.

quote Jeg havde ikke forestillet mig, hvor hårdt og intenst, det ville komme til at være

Anna-Sofie Bülow Wahlgreen

Derfor fremsatte hun i august et borgerforslag om at få etableret et sorgberedskab, der kan gribe børn og forældre i akut sorg efter en forælders død. Så andre kan få den hjælp, hun ikke selv fik.

Det har været hårdt og intenst

Anna-Sofie Bülow Wahlgreen har taget udgangspunkt i sin egen historie for at drive forslaget frem.

Hvordan hun højgravid og i dyb sorg over at miste sin mand skulle forholde sig til sin datters sorg. En fuldstændig uoverskuelig opgave, har hun tidligere fortalt til TV 2 Lorry:

- Man bliver forberedt til mange ting i livet. Men man bliver jo ikke forberedt på, hvad man gør, hvis ens børn mister deres far, fortalte hun tilbage i august.

Men det har ikke været uden omkostninger at få sit livs tragedie endevendt af journalister, efter borgerforslaget blev fremsat.

- Jeg havde ikke forestillet mig, hvor hårdt og intenst det ville komme til at være, siger hun mandag.

Men hendes personlige udgangspunkt har vakt genklang.

Hun har modtaget en masse opbakning på nettet, folk har delt borgerforslaget og opfordret andre til at gøre det samme, så det kunne nå endnu længere ud.

Det med at aktivere folk har fyldt i hendes hverdag, men hun har tydelig mærket opbakningen fra andre:

- Jeg kan ikke stampe 50.000 stemmer op alene, så der har været mange, der har været gode til at dele. Det har virkelig været en ’team effort’, siger hun.

Ifølge Danmarks Statistik, så mister omkring 1500 børn i alderen 0 til 17 år hvert år en eller begge forældre.

Håber på at sorgrådgiver bliver til lovgivning

Anna-Sofie Bülow Wahlgreens borgerforslag går konkret ud på, at børnefamilier i akut sorg bliver tilbudt besøg af en sorgrådgiver inden for et døgn efter dødsfaldet.

Sorgrådgiveren skal hjælpe med, hvordan den tilbageværende forælder kan hjælpe børnene med at bearbejde sorgen, hvilke hjælpende tilbud der findes i kommunen, og om der er behov for, at sorgrådgiveren finder ekstern støtte til familien.

To måneder efter det første møde skal der ifølge borgerforslaget være et opfølgningsmøde, hvor den tilbageværende forælder kan klædes yderligere på til at håndtere barnets sorg.

For Anna-Sofie Bülow Wahlgreen er håbet, at borgerforslaget får en lovmæssig konsekvens.

- Min forventning er, at Folketinget skal behandle det efter valget. Og så håber jeg bare, at det i sidste ende munder ud i noget lovgivning i en eller anden form, siger hun.

Når et borgerforslag får 50.000 støtter, kan det blive fremsat som et beslutningsforslag i Folketinget.

Det betyder dog ikke nødvendigvis, at forslaget kommer til afstemning.

Folketinget kan også vælge at afslutte behandlingen ved at afgive en politisk rapport, hvor folketingsudvalget præsenterer deres politiske konklusioner samt oplyser, hvorfor det ikke kommer til afstemning. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik