I matematikundervisningen i 8. klasse løser eleverne ligninger og lærer at anvende Pythagoras i geometri, men noget de ikke lærer er hvordan, man sparer op eller lægger et budget.
Det vil revision- og konsulentvirksomheden PwC og Skoleglæde forsøge at lave om på.
PwC har lavet undervisningsmateriale til folkeskoleelever i 8.klasse, der skal styrke de unge menneskers forståelse for privatøkonomi, ansvarligt forbrug og personligt lederskab.
Projektet, der hedder ”Ung Privatøkonomi”, er netop blevet skudt i gang på tre forskellige folkeskoler i Gentofte Kommune, der den næste måned har privatøkonomi som en del af matematikundervisningen.
To af de elever er Vicka Golodnoff og Savannah Marie Bonde Jessen fra 8.blå på Hellerup skole.
- Jeg synes, det er vigtigt. Jeg ville være nervøs, hvis jeg bare blev kastet ud i verden uden at have styr på min økonomi, siger Savannah Marie Bonde Jessen til TV 2 Kosmopol.
Vicka Golodnoff er enig med sin klassekammerat og siger, at tidspunktet er godt, da mange begynder netop nu at få deres første job.
- Jeg har selv lige fået job og ved ikke særlig meget om privatøkonomi. Jeg ved, at man får løn, og at man skal betale skat, siger Vicka Golodnoff til TV 2 Kosmopol.
Fysisk aktivitet og snak om inflation
Tiltaget har før foregået andre steder i landet, og undervisningsmaterialet er til rådighed for skoler landet over. Lige nu er det Tranegårdskolen, Skovshoved Skole og Hellerup Skole, som PwC samarbejder med.
For PwC handler programmet om at ruste de unge mennesker til at komme ind i voksenlivet, fortæller Søren Alexander, der er partner i PwC, og som har været med ude ved Skovshoved Skole for at sparke 8. klassernes forløb i gang.
- Vi vil gerne tage et samfundsansvar. Det er en måde, vi kan bruge vores kompetencer til forhåbentligt, at styrke de unge menneskers forståelse for privatøkonomi, siger Søren Alexander til TV 2 Kosmopol.
Søren Alexander fortæller, at ved startskuddet hos Skovshoved Skole den 7. september, kombinerede de fysisk aktivitet og teambuilding med en snak om blandt andet inflation og stigende elpriser.
Undervisningsmaterialet bliver efterfølgende overladt til klassens matematiklærer, som skal inkorporere privatøkonomien i matematikundervisningen.
Skal styrke unges forhold til økonomi
Ifølge PwC viser tal fra RKI, at der i 2022 var omkring 37.000 i alderen 18-30 år, der er registreret med mindst én anmærkning i RKI. Søren Alexander håber på, at deres undervisning i privatøkonomi kan hjælpe med at give de unge en sund økonomisk livsstil tidligt.
- Cirka hver 12. unge har oplevet gentagne betalingsproblemer. Det kan være, at de unge ikke kan betale husleje, eller ikke har råd til tandlæge, fordi de ikke kan lave et budget, siger Søren Alexander.
Noget, der i sidste ende kan have konsekvenser for voksenlivet, hvis det går udover muligheden for at stifte familie, uddanne sig eller købe bolig, fortæller Søren Alexander.
Virkelighedsnær undervisning
I foreningen Danske Skoleelever er de positive over, at skoleeleverne i Gentofte får privatøkonomi på skemaet. Laura Poulsen, der er formand for foreningen, mener, at den virkelighedsnære undervisning kan give eleverne motivation.
- Hos Danske Skoleelever er vi glade for undervisning, der afspejler, den virkelighed vi møder. Det er positivt, at skolen giver unge en forståelse for økonomi, siger Laura Poulsen til TV 2 Kosmopol.
Danske Skoleelever har i samarbejde med Danske Bank selv udviklet noget undervisningsmateriale om hverdagsøkonomi.
Materialet hedder "Peng Pong," og det henvender sig til skolelever fra 4.-6. klasse, og tager udgangspunkt i elevernes hverdagsoplevelser.
Både Vicka Golodnoff og Savannah Maria Bonde Jessen håber på at forløbet vil gøre matematik lidt sjovere.
- Jeg er personligt ikke så glad for matematik, så jeg tror, at det bliver mere interessant, når det er noget, jeg kan bruge senere i livet, siger Savannah Maria Bonde Jessen.
- Folk spørger meget i matematik ”Hvad skal vi egentlig bruge det her til?” Nu kan vi lære, hvad vi faktisk skal bruge det til, siger Vicka Golodnoff.