Kommunal hjemmepleje går i nødberedskab: Kan ikke skaffe hænder nok op til jul

Sæsonbetinget sygefravær, afvikling af ferie og mangel på vikarer er nu skyld i, at hjemmeplejen går i nødberedskab.

Mindre rengøring og en frokost, der bliver tilberedt samtidig med, at morgenmaden serveres.

Det bliver nogle af de konsekvenser, som rammer ældre borgere i Gladsaxe Kommune den kommende måneds tid.

Det skyldes, at kommunens hjemmepleje er gået i nødberedskab og derfor bliver nødt til at prioritere sine opgaver.

Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

Nødberedskabet vil i første omgang vare frem til den 3. januar 2022 og berører cirka 1400 borgere.

Det skyldes et sammentræf af flere faktorer.

Sæsonbetinget sygefravær, afvikling af ferie og mangel på vikarer er – ifølge kommunen – blandt hovedårsagerne til, at man nu må skride til handling.

- Samtidig har kommunerne generelt overtaget flere opgaver fra hospitalerne. Det betyder, at borgerne bliver tidligere udskrevet og hjemmeplejen derfor skal klare flere og mere kompliceret plejeopgaver end tidligere, lyder det i pressemeddelelsen.

Ærgrer sig

Kommunen understreger, at al livsnødvendig pleje fortsat bliver gennemført, og alle opkald vil blive besvaret.

En række mindre nødvendige opgaver vil derimod blive nedprioriteret.

Anne Kristensen, der er leder af hjemmeplejen, ærgrer sig over beslutningen, men kalder den nødvendig.

- Jeg er utrolig ked af, at det skulle blive nødvendigt at tage sådan et skridt. Men vi er lige nu i en situation, hvor vi bare ikke har alle de medarbejdere, der skal til, for at løse opgaverne.

- Derfor er det nødvendigt at prioritere, at den pleje, som er vigtig for borgernes sundhed og helbred, bliver udført på en sikker og forsvarlig måde. Vi håber, at vores borgere og pårørende har forståelse for, at vi derfor i en periode ikke kan levere den praktiske hjælp på det niveau, vi kunne ønske, siger hun i pressemeddelelsen.

21 ledige stillinger

Lige nu er cirka 21 ud af 410 stillinger i Gladsaxe Hjemmepleje ledige.

Derfor arbejder kommunen med en række forskellige initiativer for at rekruttere flere ansatte. 

- Kommunen har blandt andet oprettet 20 nye uddannelsesstillinger inden for sosu-området til ufaglærte medarbejdere, som dermed får løn under uddannelsen. På den måde forventer man at kunne rekruttere flere elever til sosu-uddannelserne, står der i pressemeddelelsen.

Samtidig samarbejder Gladsaxe med de øvrige kommuner i Region Hovedstaden om at få flere til at vælge en uddannelse inden for blandt andet ældreområdet.

- Vi er blandt andet i gang med at rekruttere andre faggrupper, som kan varetage praktiske opgaver som fx rengøring, så vores sundhedsfagligt uddannede medarbejdere kan bruge deres tid på plejen.

- Men vi mangler generelt medarbejdere på ældreområdet. Derfor vil jeg opfordre alle, der kunne have lyst til at gøre en forskel for vores ældre og sårbare borgere, til at søge de stillinger, vi slår op i den kommende tid, siger Anne Kristensen.

Et problem i sommer

Også i sommer oplevede flere kommuner, at ældrevelfærden var udfordret. 

TV 2 Lorry fortalte i juli, at mange kommuner akut stod og manglede sommerafløsere til ældreområdet.

I en rundspørge, som TV 2 Lorry havde sendt ud til alle 34 kommuner i sendeområdet, svarede ni kommuner, at de stod og manglede varme hænder.

Det gjaldt kommunerne Furesø, Frederikssund, Brøndby, Ishøj, Roskilde, Dragør, Lejre, Rudersdal og Solrød.

I Rudersdal Kommune endte udfordringen med, at man i en perioden måtte lukke tre daghjem ned, fordi man ikke kunne finde ferieafløsere nok.

Se eller gense indslaget om flere kommuners mangel på ferieafløsere til hjemmeplejen nedenfor.

Kort nyt

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik