S på Frederiksberg vil også sige undskyld til Godhavnsdrenge

Det eneste anstændige er at sige undskyld, mener borgmesterkandidat Michael Vindfeldt. Forslaget skal nu behandles i børneudvalget.

Det er ikke kun i Folketinget, at Socialdemokratiet går ind for at sige undskyld til de nulevende, der i sin tid blev sendt på børnehjemmet Godhavn i Tisvilde.

Det vil Socialdemokratiet på Frederiksberg også.

quote Som politiker er der vigtigt, at man også kan blive rørt og går op i andet end tal og tabeller. 

Michael Vindfeldt, Soc.dem., 2. viceborgmester og borgmesterkandidat, Frederiksberg

- Som politiker er der vigtigt, at man også kan blive rørt og går op i andet end tal og tabeller. Rørt er vi i Socialdemokratiet på Frederiksberg blevet, efter vi sidste år - på vores direkte spørgsmål i kommunalbestyrelsen - fik oplyst af det borgerlige flertal på Frederiksberg, at også vores kommune har brugt Godhavn, siger partiets borgmesterkandidat, rådmand og 2. viceborgmester Michael Vindfeldt.

Kræver gennemgang af 4.000 sider

I forslaget, som Frederiksberg Kommunalbestyrelse førstebehandlede tidligere på ugen, foreslår han, at kommunen giver en formel undskyldning til de nulevende, som Frederiksberg i sin tid placerede på det omdiskuterede børnehjem, hvor børnene blev udsat for voldsomme fysiske og nogle tilfælde seksuelle overgreb.

Kommunen har som sagt tidligere oplyst, at man har sendt "en håndfuld" drenge til Godhavn fra 1937 til 1958, men oplyste samtidig dengang, at det ville være ganske tidskrævende at finde frem til de af mændene der stadig måtte være i live. Det kræver, at otte børneværnsprotokoller på i alt 4.000 håndskrevne sider bliver gennemgået, oplyste kommunen sidste år. 

- Det er på tide at sige undskyld

Men hensynet til dem er vigtigere, mener man i Socialdemokratiet.

- Socialdemokratiet mener, at det er på tide, at Frederiksberg Kommune derfor officielt siger undskyld til evt. nulevende Godhavnsdrenge for den behandling, de har fået, fordi Frederiksberg brugte Godhavn, hedder det i forslaget.

- Det er det eneste anstændige, tilføjer Michael Vindfeldt.

Kommunalbestyrelsen har sendt forslaget videre til børneudvalget, der behandler det på et af sine kommende møder. 

Se Søndagsmagasinet om Godhavnsdrengene her:

Mød virkelighedens Godhavnsdrenge.

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik