Socialdemokraten Kenneth Jerkel, der sidder i byrådet i Greve Kommune, er blevet idømt 20 dages betinget fængsel i en sag, hvor han er fundet skyldig i vold begået på Scottish Pub på Rådhuspladsen i København.
Det er en enig domsmandsret ved Københavns Byret nået frem til tirsdag.
Volden blev begået en nat i februar sidste år, hvor Jerkel var på arbejde som dørmand på baren i det indre København.
Her smed han en kvinde ud af baren, så hun faldt til jorden på fortovet.
Lokalpolitikeren er dog også offer i sagen, da kvinden, han smed ud af baren, også er fundet skyldig i vold begået mod ham.
Hun var tiltalt for vold ved at have kastet indholdet af et glas med øl i hovedet på dørmanden.
Hun blev idømt 40 dages fængsel. Det skyldes, at hun også var tiltalt for at have bidt en sygeplejerske på Hvidovre Hospital i fingeren.
/ritzau/