74-årige Bjarne Steen Larsen er gammel bokser og har tidligere arbejdet som brolægger - en rigtig fighter.
Men i øjeblikket er han ramt af covid-19 og har svære symptomer. Han kan ikke længere trække vejret selv, derfor har nu ligget i respirator i to dage.
- Han har indtil nu haft en udvendig respirator, men i går fik han en rigtig indvendig, der trækker vejret for ham. Han er ikke bevidstløs, men får noget smertestillende, så han slapper af. Han er klar over, hvad der sker omkring ham, siger Bjarnes datter, Berit Larsen, til TV 2 Lorry.
Hvad fanden skal jeg sige? Det kan ikke være rigtigt! Sådan en fucking lortevirus!
Talte sin far
På grund af smittefare må familien må ikke besøge Bjarne Larsen.
Indtil for fire dage siden har det været muligt at tale sammen per telefon, men nu er han for dårlig.
Fredag, fik Berit Larsen dog mulighed for at tale til sin far.
Det foregik på den måde, at en sygeplejerske holdt mobiltelefonen op til øret på Bjarne Steen Larsen, imens Berit Larsen læste et brev højt, som hun og hendes søster har skrevet til ham.
- Jeg håber, at det, at han hører min stemme, kan gøre en forskel. Jeg har selv børn og ved, at man bare altid hører dem, hvis de siger noget til en. Jeg kan huske, at ligegyldigt hvor tungt jeg sov, da de var små, så blev jeg vækket, hvis mine børn sagde noget. Jeg håber, at da han hørte min stemme, så tænkte han: Hvem er det? Berit! Og at det gav ham kampgejst. Kom Nu! Kæmp for helvede, siger Berit Larsen.
Brevet
TV 2 Lorry har fået lov videregive det, Berit sagde til sin far. Hun sagde:
”Hej far
Jeg taler for os alle sammen. Vi ved, at du er stærk, og du kan sagtens komme igennem den her forbandede coronavirus. Vi elsker dig, og sender dig energi og kræfter. Vi står på din side, og når vi står sammen, så er vi stærke. Vi elsker dig og glæder os til at se dig.. Far, hvis der er nogen, der kan, så er der dig.."
Berit bad personalet se, om han reagerede på, at hun talte til ham. Men der var ikke umiddelbart nogen reaktion.
- Men jeg ved, at han har hørt, det jeg sagde, og jeg håber, at det gør en forskel. Det bliver jeg nødt til at tro på, siger Berit Larsen.
En fighter
Første gang TV 2 Lorry talte med Berit Larsen tidligere på ugen, var Bjarne Steen Larsen ellers i bedring.
Familien regnede med, at han ville komme hjem i løbet af et par dage. Men samme aften blev situationen værre, og nu er familien bekymrede for, om Bjarne klarer sig igennem.
Berit Larsen siger, at personalet, der hvor han ligger, har været helt fantastiske.
- En af dem spurgte hvilken type menneske, han er. 'Er han typen, man skal stryge med hårene og sige 'nej hvor er det synd for dig!' Eller hvordan er han?'
- Det viste sig, at hun går, og taler med ham, og hun vil gerne vide, hvordan hun bedst kunne gøre det. Jeg sagde 'du må for alt i verden ikke have ondt af ham. Han er typen, hvor du nærmest skal kommandere! Sig 'det skal trænes væk! Kan du så komme i gang!'', fortæller Berit.
Gammel "barakunge" fra hårde kår
Når Berit beder personalet om at tale kontant til hendes far, er det fordi, det passer til ham.
Ud over at være bokser og brolægger har han netop udgivet bogen ”De kaldte os barakunger.”
Den handler om hans opvækst i Vanløse kort efter Anden Verdenskrig. Der var bolignød, og der blev opført et boligområde, der kaldtes ”Barakkerne”. I folkemunde hed boligområdet ”knivstikkerbyen”, og ifølge Berit var det et sted man lærte at slås, hvis man ville overleve.
- Det var lidt ligesom i Kim Larsen-sangen "Vi er dem, de andre ikke må lege med", siger hun.
At Bjarne Steen Larsen har kampgejst kom også til udtryk i går, fortæller hun.
- I går tog de lige sovemedicinen fra ham et øjeblik. Det er jo sovemedicinen, der gør, at han ligger og sover, slapper af og sparer kræfter. Da de gjorde det, hev han straks slangen ud af halsen helt instinktivt. Den skulle ud. De måtte straks give ham sovemedicinen igen. Men sådan er han, en fighter, siger Berit Larsen.
Her til eftermiddag har personalet givet ham et snit i halsen, og lagt respiratoren ind der. Den kan ikke tages ud.
Sygdommen blev opdaget for halvanden uge siden. Han var netop kommet hjem fra en anden hospitalsindlæggelse, hvor han havde haft sygdommen Rosen i benet.
Det er en infektionssygdom, som giver feber, kuldegysninger og rysteture.
Efter to dage hjemme fik han igen feber og rysteture. Han blev tjekket for corona, og da prøven var positiv, blev han indlagt igen.
For Berit giver det tryghed at vide, at hendes far bliver passet af kvalificeret personale på Herlev Hospitals intensive afdeling.
- Jeg synes, det er utrolig rart, at de går op i, hvilket menneske det er, og hvilket sind det menneske har.
- Det giver ro på, at der er den der omsorg for den enkelte. Han har jo været syg før. Der har han ligget på andre afdelinger, hvor man nogen gange, har skullet holde lidt øje med, hvad de laver, fordi det af og til går lidt for stærkt. Men de her er bare så meget til stede, Berit Larsen.
Uvisheden nager
Men ligegyldigt hvor dygtige personalet er, er det begrænset, hvad de kan gøre mod den frygtede virus. Der er findes - som bekendt - endnu ikke nogen medicinsk behandling, der kan stoppe covid-19 endnu.
- Jeg spurgte dem på et tidspunkt 'I er jo så erfarne, at I kan se, hvis han er på vej over på den anden side, så I kan i ringe, og vi kan nå at gøre os klar og sige farvel'.
- Svaret var, at det kan de med kræftpatienter og med stort set alle andre patienter, men det kan de bare ikke med dem her. De aner ikke, hvad de står med. Der gik det op for mig, at selvfølgelig gør de ikke det. De har jo aldrig prøvet det her før, siger Berit Larsen.
Familien står sammen
Uvisheden og uforudsigeligheden sætter familien i en meget svær situation:
- Det betyder, at han kan dø fra mig fra den ene halve time til den næste. Sådan er det. Vi kan jo heller ikke besøge ham. Det er næsten det mest frustrerende, at han kan dø uden, at vi når at sige farvel, siger Berit Larsen.
Da de ikke kan være sammen fysisk, tilbringer familien så meget tid som muligt sammen via mobiltelefon. De føler sig meget magtesløse. Især over at deres fars situation har ændret sig så hurtigt.
- Hvis det så var et hjertestop, så kunne man forstå det og acceptere det. Men hvad fanden skal jeg sige? Det kan ikke være rigtig! Sådan en fucking lortevirus! Siger Berit Larsen.
Berit håber, at de opmuntrende ord til hendes far gjorde en lille forskel, og at det lykkes ham at overvinde sygdommen:
- Hans motto var altid: Der er tre ting, man skal nå i livet. Man skal plante et træ, man skal få børn, og man skal udgive en bog. Bogen har han jo netop skrevet, så hvis det er, så er det jo fint nok. Han har opnået sine tre mål. Det er, som det er, Berit Larsen.
