Der skal flere penge til det specialiserede voksenområde i Greve Kommune. Det står klart efter et ekstraordinært byrådsmøde mandag, hvor kommunen har besluttet at omdirigere 20 millioner ekstra til området.
Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.
- Jeg er oprigtigt bekymret for velfærdssamfundet. Behovene for hjælp bliver ved med at vokse, og udgifterne galopperer derudad. Men vi har ikke pengene eller rammerne til at følge med udviklingen, siger Greves borgmester, Pernille Beckmann i pressemeddelesen.
- Derfor bliver vi nødt til at skære i velfærden på vigtige områder, fordi vi for eksempel skal bruge flere penge på det specialiserede voksenområde, fortsætter hun.
Også socialdemokratiets Bjarke Abel mener, at det er en nødvendig prioritering. Det siger han til TV 2 Kosmopol.
- Det er nødvendigt for at få tingene til at hænge sammen. Vi har kigget på omkostningerne i Greve Kommune, og hvis vi ikke reagerer nu, risikerer vi at stå med en stor ekstraregning, når der skal lægges budget, siger Bjarke Abel.
- Det har været en meget svær beslutning, og vi er ikke glade for, at vi allerede nu skal prioritere så hårdt allerede nu, fortsætter han.
Reduktion i serviceniveauet
De ekstra 20 millioner til det specialiserede voksenområde skal komme fra vedligeholdelse af bygninger i kommunen og mindre udtynding i skovbeplantning. Derudover vil der være en række ledige stillinger i kommunen, som ikke bliver besat, og man vil foretage mindre strandrensning, og der vil være færre e-bøger på biblioteket.
- Der kommer til at ske en reduktion i serviceniveauet, som kommer til at påvirke nogle borgere, og det ærgrer os at vi ikke kan renovere og vedligeholde, som vi gerne vil, men vi er nødt til at få enderne til at nå sammen, siger Bjarke Abel.
Rundt om i kommunerne i TV 2 Kosmopols sendeområde, er der stor forskel på, hvor mange penge, der bliver brugt på det specialiserede voksenområde. Men i forhold til landsgennemsnittet bruger kommunerne i vores sendeområde færre penge per borger i det specialiserede voksenområde om året.
Kilde: FOA
Kilde: FOA