Oversigt

Seneste nyt

Hund gik gennem isen og døde, selvom ejer forsøgte at redde den

Søndag formiddag gik en hund og mand gennem isen på Lille Vejlesø i Hundige.

Det fortæller Københavns Vestegns Politi til TV 2 Kosmopol.

Ifølge politiet løb en hund selv ud på isen under en gåtur, hvorefter den gik igennem cirka fem meter ude. Den kunne ikke selv komme op.

Ejeren forsøgte at gå ud efter hunden, men faldt selv igennem isen, hvorefter han heller ikke kunne komme op.

Herefter blev både politi og redningsmandskab alarmeret om en mulig drukneulykke. 

Både manden og hunden blev siden hevet op af søen, men hunden stod ikke til at redde efter at have været forsøgt genoplivet.

Manden blev efterfølgende kørt til kontrol på Hvidovre Hospital. 

Udover at være kold er han ikke kommet yderligere til. 

Københavns Vestegns Politi opfordrer til generel forsigtighed på isen, i særdeleshed når temperaturen er, som de er.