Protester over mulig nedlukning af nordsjællandske busruter

De to ruter 380R og 390R i Gribskov Kommune risikerer at lukke på grund af besparelser på Region Hovedstadens busdrift.

Det har vakt store protester blandt borgerne i en række landsbyer omkring Helsinge i Nordsjælland, at Region Hovedstadens trafikudvalg overvejer at lukke de to centrale busruter i området, 380R og 390R. Det fremgår af et sparekatalog.

På under et døgn har det fået knap 700 borgere til at vise deres modstand i en underskriftsindsamling.

De passagerer TV 2 Lorry mandag mødte på Helsinge Station var bestemt heller ikke begejstrede over risikoen for at skulle undvære de to buslinjer.

quote Jeg føler ikke, at Region Hovedstaden prioriterer udkantsområderne i regionen lige så højt som det centrale København.

Bent Hansen, byrådsmedlem, Gribskov Kommune (V)

- Det vil betyde rigtigt meget, da det er den bus, jeg tager til alt. Jeg bruger den dagligt, hvis jeg skal noget, for jeg har ikke kørekort, siger handelsskoleeleven Nanna Beck Jensen.

Handelsskoleelev Nanna Beck Jensen er meget afhængig af buslinjen 390R.
Handelsskoleelev Nanna Beck Jensen er meget afhængig af buslinjen 390R.
Foto: TV 2 Kosmopol

- Det vil betyde, at jeg skal bruge en halv time mere på transport – hver vej, lyder det fra en anden passager, Laura Trap.

Laura Trap er også bekymret for, om buslinjen bliver sparet væk.
Laura Trap er også bekymret for, om buslinjen bliver sparet væk.
Foto: TV 2 Kosmopol

Overvejelserne om lukning af busruterne møder også bred politisk modstand i byrådet i Gribskov Kommune.

- Det vil have den konsekvens blandt andet, at eleverne på Gribskov Gymnasium ikke vil have mulighed for at tage bussen hjem til Esrum, Esbønderup eller Græsted, siger Bent Hansen (V), der er næstformand i det kommunale udvalg for Udvikling, By og Land.

Underskud på regionens busdrift

Hvis spareplanen lukker busruterne, vil den østlige og vestlige del af Gribskov Kommune ikke længere være forbundet med kollektiv trafik. Hos Region Hovedstaden er meldingen, at besparelserne er nødvendige.

- Vi har et underskud på busdriften på 25 millioner på grund af faldende passagertal og dårlig fremkommelighed for vores busser. Så selvom vi har fundet 10 millioner på administrative besparelser, står vi stadigvæk med et underskud på 15 millioner, siger formanden for Trafikudvalget i Region Hovedstaden, Jens Mandrup (SF).

quote Målt på indbyggere er Gribskov en af de kommuner, hvor vi bruger suverænt flest penge på kollektiv trafik.

Jens Mandrup, fmd., Trafikudvalget, Region Hovedstaden (SF)

Region Hovedstaden har udarbejdet et sparekatalog, hvor der arbejdes med lukning af lang en række buslinjer i hovedstadsregionen.

- Vi kigger på, om der er alternativer, og så kigger vi selvfølgelig også på at sikre en nogenlunde jævn fordeling over regionen, så vi ikke kun sparer i ét område, lyder det fra Jens Mandrup.

Men spørger man byrådsmedlem Bent Hansen fra Gribskov Kommune, er forslagene i sparekataloget bestemt ikke ligeligt fordelt.

- Jeg føler ikke, at Region Hovedstaden prioriterer udkantsområderne i regionen lige så højt som det centrale København, siger han.

Byrådsmedlem Bent Hansen fra Gribskov Kommun mener, at regionen ned prioriterer udkantsområderne i regionen.
Byrådsmedlem Bent Hansen fra Gribskov Kommun mener, at regionen ned prioriterer udkantsområderne i regionen.
Foto: TV 2 Kosmopol

Den påstand afviser formanden for Trafikudvalget, Jens Mandrup, dog på det klareste.

- Det passer simpelthen ikke. Vi vedtog sidste år at investere 500 millioner på togskinnerne i blandt andet Gribskov Kommune. Målt på indbyggere er Gribskov også en af de kommuner, hvor vi bruger suverænt flest penge på kollektiv trafik, siger han.

Skæbnen for rute 380R og 390R afgøres endeligt på et møde i Trafikudvalget den 5. maj.

Ministeren mener, det er regioner og kommuners ansvar

TV 2 Lorry har været i kontakt med transportminister, Benny Engelbrecht (S), der er ærgerlig over besparelserne, men samtidig gør det klar, at det er kommuner og regioner, der prioriteter over den kollektive bustrafik.

"Det ærgrer mig at høre om besparelser i den kollektive trafik i Region Hovedstaden. Den kollektive trafik skaber sammenhæng i og på tværs af byer og spiller en afgørende rolle i at bringe borgere fra hjem til arbejde, uddannelsesinstitutioner, fritidsaktiviteter og lignende”, siger skriver Benny Engelbrecht i et skriftligt svar og fortsætter:

”Den kollektive trafik er organiseret således, at det er kommuner og regioner, der i samspil med trafikselskaberne, planlægger og prioriterer den kollektive bustrafik og lokalbanerne. Regioner og kommuner modtager tilskud hertil over bloktilskuddet."

"Jeg mener grundlæggende, at vi har en god arbejdsdeling i den kollektive trafik, fordi man regionalt og lokalt som udgangspunkt har en bedre fornemmelse end staten for, hvad der skal prioriteres, og hvad der ikke skal prioriteres", skriver han.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik