Det begyndte med en tøjindsamling, men blev til et helt særligt dansk-ukrainsk fællesskab

I Halsnæs Kommune har en frivilligindsats gjort et stort stykke arbejde for flygtede ukrainere. Det blev fejret med en traditionel dansk julefrokost.

Der var dækket op til traditionel dansk julefrokost i Frederiksværk lørdag med karrysild, flæskesteg og en lille snaps - og der blev sagt skål på både dansk og ukrainsk.

Julebordet var nemlig dækket op til op mod 80 ukrainske flygtninge, der bor midlertidigt i Frederiksværk og omegn, og en række danske frivillige.

En af initiativtagerne bag julefrokosten er Lone Clemen.

- Vi skal vise de ukrainske venner, hvordan vi holder en dansk julefrokost, siger hun til TV 2 Lorry.

Når hun omtaler de ukrainske flygtninge som venner, så er det ikke helt ved siden af. 

Siden begyndelsen af året har hun nemlig stået for et helt særligt dansk-ukrainsk fællesskab i Frederiksværk.

Fra tøjindsamling til butik

Det begyndte egentligt med, at Lone Clemen tilbage i marts begyndte at samle tøj ind til de ukrainske flygtninge. Tøj hun opbevarede i sin carport.

quote Butikken blev sådan et værested for alle vores flygtninge, der kom hver dag

Lone Clemen

Det udviklede sig så til, at hun åbnede en 400 kvadratmeter stor butik i Frederiksværk med alt fra tøj, sko, mad, cykler og andet nødhjælp, der skulle forbedre ukrainernes situation.

Sække fyldt med nødhjælp til de mange lokale ukrainere.
Sække fyldt med nødhjælp til de mange lokale ukrainere.

Butikken blev et helt særligt sted. Her kunne ukrainerne mødes med hinanden og ikke mindst de danske frivillige, der hjalp til i butikken.

- Butikken blev sådan et værested for alle vores flygtninge, der kom hver dag, vi havde åbent med deres børn og ældre, siger Lone Clemen.

Det blev både til praktisk hjælp til sprog og oversættelse af breve, men der var også plads til hygge.

- Jeg har jo fået 80 nye venner, siger Lone Clemen. Udover hende selv har omkring 40 frivillige hjulpet ukrainerne i Frederiksværk.

Lone Clemen mener selv, at butikken blev omdrejningspunktet for en særlig god integration af de ukrainske flygtninge i området:

- Når jeg ser, hvor mange vi har hjulpet i arbejde, hvor mange der taler rigtigt godt dansk og hvor mange der har fået egne boliger. Der ved jeg, at vi har gjort en kæmpe forskel i at få dem integreret helt fra starten.

Stor gensynsglæde

Butikken i Frederiksværk lukkede ned i september.

Derfor var der også stor gensynsglæde, da de mange ukrainere og frivillige genså hinanden til julefrokosten lørdag:

- Jeg har glædet mig til et fantastisk gensyn, nogle af de her mennesker har jeg ikke set i flere måneder, siger hun.

Og det er ikke helt tilfældigt at det er en klassisk dansk julefrokost – og ikke et ukrainsk julearrangement, fortæller Lone Clemen:

- Det har været vigtigt for os at integrere dem hele vejen rundt, og så synes vi, at den danske jul er et vigtigt parameter og en god anledning til at gøre det, siger hun.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik