Kommune fjerner lygtepæle og mørklægger yderområder

Halsnæs er i gang med en større renovering af kommunens gadebelysning, som vil medføre mere lys i de mest trafikerede områder. Men samtidig vil de mørklægge yderområder.

Man skulle umiddelbart tro, at den mørke vintertid ville medføre øget gadebelysning.

Men i Halsnæs er situationen en helt anden.

Her er kommunen i færd med at pille gamle lygtepæle ned, og det betyder ikke nødvendigvis, at der kommer nye lygtepæle op igen.

Siden 2016 har kommunen således været i gang med en gennemgribende modernisering og renovering af vejbelysningen.

Noget, der frem til 2022 er afsat seks millioner kroner til årligt, og projektet er nu gået ind i den fase, hvor de gamle lygtepæle fjernes inden årets udgang, oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

quote Det er urimeligt, at man mørklægger yderområderne i kommunen. Det rammer sikkerheden på vejene, og folk kommer til at føle sig mindre trygge.

Jørgen Didriksen, beboer ved Frederiksværk

En del af konceptet for den nye vejbelysning er, at der skal være lys de steder, hvor der færdes mange trafikanter, og hvor det ifølge kommunen giver mest mening rent trafiksikkerhedsmæssigt.

Derfor vil der i byzonerne komme nye lygtepæle op, som er mere energieffektive, vedligeholdelsesvenlige, og som fokuserer lyset direkte på vejbanen, mens der som udgangspunkt ikke opsættes nye lygtepæle i sommerhus- og landzonerne, hvor der vil være fokus på naturen og de rekreative oplevelser.

Frustrerede borgere

TV 2 Lorry har tidligere fortalt, at kommunens beslutning om at mørklægge yderområder har skabt frustration blandt flere borgere.

Én af dem er 81-årige Jørgen Didriksen, som bor i udkanten af Frederiksværk, hvor vejbelysningen forsvinder på Auderødvej.

- Det er urimeligt, at man mørklægger yderområderne i kommunen. Det rammer sikkerheden på vejene, og folk kommer til at føle sig mindre trygge.

- Desuden kan vi nu få problemer med kriminalitet, for nu kan folk luske rundt i mørke og se, om der er noget, de kan tænke sig, sagde Jørgen Didriksen til TV 2 Lorry tilbage i foråret.

Også i nabokommunen Frederikssund har man forsøgt at spare penge på gadebelysningen.

Her har kommunen tidligere droppet gadebelysning om natten for at spare et beløb i underkanten af en halv million kroner i 2019, og i august i år besluttede byrådet, at elpærerne i Frederikssunds cirka 600 lygtepæle skal skiftes ud med LED-pærer.

Borgmester: Målrettet belysning gør større gavn

TV 2 Lorry har tidligere spurgt Halsnæs Kommune om, hvorfor man ikke blot slukker lygterne i stedet for at pille dem helt ned.

Svaret fra kommunen er, at "mange af dem (lygterne, red.) er i dårlig stand, og derfor ikke kan blive stående. Man har derfor truffet et politisk valg om ikke at erstatte lygterne, hvor den trafiksikkerhedsmæssige gevinst er lav."

- Derfor er jeg samlet set stor tilhænger af, at vi målretter belysningen, hvor den gør stor gavn, og prioriterer de naturmæssige værdier, hvor antallet af trafikanter er lavt, har Halsnæs’ borgmester Steffen Jensen (Soc.dem) tidligere skrevet på Facebook som reaktion på kritikken fra utilfredse borgere.

Nedtagningen af de gamle lygtepæle i Halsnæs forventes at være afsluttet i midten af december 2019. Til den tid vil lygtepæle på 29 veje være fjernet.

Opsætningen af de nye lygtepæle sker sideløbende med, at de gamle tages ned, men der vil forekomme korte perioder, hvor der på nogle strækninger ikke vil være belysning.

Kommunen oplyser, at den vil gøre, hvad den kan, for at de perioder bliver så korte som muligt.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik