Stor redningsaktion i fjorden: Ældre mand reddet i land

En ældre mand stødte på grund med sin jolle, og var i flere timer savnet.

Det store redningsmaskineri blev torsdag aften sat i værk i Roskilde Fjord, da en ældre mand blev meldt savnet af sin søn.

Manden var sejlet ud i sin jolle fra Frederiksværk Havn, men på et tidspunkt stødte han på grund ude i fjorden.

Der skulle gå flere timer, før det lykkedes at finde manden, da man ikke kunne komme i kontakt med ham telefonisk, oplyser Poul Jan Pedersen, vagthavende indsatsleder ved Frederiksborg Brand & Redning.

- Han er netop kommet i land og er i god behold, men han er forkommen og nedkølet, siger Poul Jan Pedersen til TV 2 Lorry.

Han fortæller, at Nordsjællands Politi valgte at sætte en større redningsaktion i gang og tilkalde Joint Rescue Coordination Centre (JRCC), som er en enhed under Forsvarets operationsstab.

Ifølge Poul Jan Pedersen blev manden fundet cirka en halv times sejllads fra Frederiksværk Havn.

En redningshelikopter fra JRCC fandt den nødstedte mand og hans båd, hvorefter Marinehjemmeværnet sejlede ud og fik kontakt til manden.

 
 
Foto: Presse-fotos.dk
 
 
Foto: Presse-fotos.dk
 
 
Foto: Presse-fotos.dk

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik