Værste iltsvind i 22 år har ramt det danske vandmiljø

Iltsvindet omfatter et område på størrelse med Sjælland og Fyn. Det er 50 procent større end samme tid i 2023. Blandt andet Hesselø Bugt nord for Sjælland er ramt.

Døde hummere og opskyllede fisk og fedtemøg i tykke lag. Iltsvindet er lige nu det værste i 22 år - kun overgået af rekordåret 2002.

Det viser den nye iltsvindsrapport fra DCE ved Aarhus Universitet, som er offentliggjort fredag.

- Iltsvindet har nu ramt voldsomt store områder med et samlet areal større end Sjælland og Fyn tilsammen. Det er en forøgelse på næsten 50 procent sammenlignet med samme tid sidste år, siger seniorforsker Jens Würgler Hansen fra DCE, Institut for Ecoscience ved Aarhus Universitet.

Heraf er et område på størrelse med Lolland Falster ramt af kraftigt iltsvind.

- Når det samlede areal med iltsvind er så omfattende nu, så skyldes det, at iltsvindet breder sig ud i Kattegat og ned i Storebælt, som vi også så i 2023 for første gang siden 2008.

- Det er områder, som sjældent bliver ramt af iltsvind. De områder kan komme sig igen hurtigere. Men det potentielle tab af mange arter er større der, siger Jens Würgler Hansen.

Bugt nord for Sjælland ramt 

Det er de velkendte områder, der altid bliver ramt hårdest igen og igen. Herunder Limfjorden samt det sydlige Lillebælt, Aabenraa Fjord, Flensborg Fjord, Haderslev Fjord og Det Sydfynske Øhav.

De værste steder med kraftigt iltsvind er blandt andet Limfjorden i Lovns Bredning med fiskedød og Løgstør Bredning med døde hummere. Dertil kommer Sydfyn samt den vestlige del af Hesselø Bugt nord for Sjælland og Hevring Bugt nord for Djursland.

Ifølge Jens Würgler Hansen viser udbredelsen af iltsvind, at der er behov for en markant indsats for det danske havmiljø.

- Rapporten dokumenterer, at kæmpestore arealer i det danske havmiljø har det rigtigt, rigtigt skidt.

- Det kræver handling, som skal komme hurtigt og skal være massiv. Det ville være endnu mere tydeligt, hvis man kiggede under havoverfladen nu, siger han.

Et scenarie for kvælstof lemper på kravene til landbruget

Rapporten kommer, netop som de politiske forhandlinger om den grønne trepart er gået i gang.

Der skal udtages mere end 15 procent landbrugsjord i Danmark for at skabe mere skov og natur samt ikke mindst nedbringe landbrugets udledninger af kvælstof til vandmiljøet.

I sidste uge kom en allerede nu meget omdiskuteret rapport fra Finansministeriet, som peger på tre mulige scenarier for kvælstof. Herunder et scenarie der faktisk lemper på kravene til landbruget.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik