Beredskab gør klar, før Malik kommer: ”Vi er i højeste alarmberedskab”

De danske beredskaber gør klar til en travl weekend, når stormen Malik rammer landet.

Når stormen Malik rammer Lorryland denne weekend, så er det en særdeles god idé, hvis man tager sine forholdsregler, for skal man tro vejrudsigterne, så bliver det den kraftigste storm i flere år.

Især i Nordsjælland er det varslet stærk storm med vindstød af orkanstyrke fra lørdag, som kan fortsætte til søndag.

Forventede vindstød, når stormen Malik rammer Danmark lørdag til søndag.
Forventede vindstød, når stormen Malik rammer Danmark lørdag til søndag.
Foto: TV 2 Vejret

Det voldsomme vejr kan ifølge Danske Beredskaber give betydelige problemer i mange områder på grund af høj vandstand, væltede træer, løse genstande på afveje, strømafbrydelse eller lignende.

- Skulle det gå galt, så er beredskabet parat. Lidt over 1.800 brandfolk er i weekenden på vagt døgnet rundt over hele landet og kan hurtigt rykke ud, hvis der opstår behov for hjælp. Men vi håber naturligvis, at det ikke bliver nødvendigt i stor stil, siger Bjarne Nigaard, der er sekretariatschef hos Danske Beredskaber.

Alle frivillige indkaldt i Helsingør

I Helsingør Kommune er man også ved at gøre klar til stormen, og beredskabet har indkaldt alle frivillige, som er ved at gøre sig klar til weekendens strabadser.

quote Vi vil hellere være i højeste alarmberedskab, som er er meget kritisk, end at være på bagkant, når det kommer til oversvømmelser

Ulrik Villum Hansen, indsatsleder hos Helsingør Beredskab

Ifølge Ulrik Villum Hansen, der er indsatsleder hos Helsingør Beredskab, er man gået op i højeste alarmberedskab.

Her vil der blandt andet være stor fokus på Hornbæk Havn, som før har oplevet massive oversvømmelser, men også huse langs nordkysten risikerer at få vand ind.

- Vi vil hellere være i højeste alarmberedskab, som er meget kritisk, end at være på bagkant, når det kommer til oversvømmelser. Vi laver de tiltag, vi kan, ud fra vores erfaring, og derfor udsender vi varsel via Helsingør Kommunes hjemmeside, og havnefogederne har fået besked om, at de skal give besked til bådejerne om, at de skal have styr på deres fortøjninger. Dem der har strøm på bådene skal også være opmærksomme på det, siger Ulrik Villum Hansen til TV 2 Lorry.

Han tilføjer, at borgere, der har brug for sandsække, kan komme forbi og hente dem hos beredskabet.

Rødt beredskab i Frederikssund

Også i Frederikssund ser man med ængstelse frem mod weekendens vejr.

Derfor har kommune også taget deres forholdsregler og går i forhøjet beredskab - det kaldes også rødt beredskab.

Det er Frederikssund Kommunes forventning, at flere områder vil blive oversvømmet. Det gælder steder, hvis eneste værnemiddel er sandsække.

Derfor bliver der oprettet depoter med sandsække flere steder i løbet af fredag og lørdag.

Billister, der har planer om at krydse Frederiks Bro søndag, skal formentlig se sig om efter andre veje.

Det er nemlig forventningen, at broen slet ikke kommer til at være farbar, før vandet har trukket sig tilbage, og vejen er ryddet for, hvad der nu end måtte skylle op fra fjorden.

Opfordring til husejere

Danske Beredskaber opfordrer særligt husejere til at være påpasselige og bruge nogle minutter på at gardere sig derhjemme, så ting og sager ikke flyver vildfarent rundt, når blæsten for alvor tager til.

Så ryd matriklen for løse genstande udenfor, eller spænd dem forsvarligt fast.

Det er alt fra potter, større løse grene, havegrill, cykler, trampoliner osv.

Tjek eventuelt taget for løse tagplader og -sten. Luk alle døre og vinduer i huset, skuret, drivhuset ordentligt, mens det stormer.

Er der risiko for oversvømmelse, så hav sandsække parat og fjern vigtige ting og effekter fra kælderen.

Et andet godt råd, som gør dig klar til stormen, er at oplade mobilen, pc’en og andre elektroniske artikler helt, og hav gerne en opladet powerbank eller to også, hvis strømmen skulle gå.

Du kan se flere råd om at være parat til storm her.

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik