Chokeret byråd evakueret: "Vi har været udsat for et brandattentat"

Både medarbejdere og byråd er mandag aften blevet evakueret fra Helsingør Rådhus, efter en brændende taske blev kastet ind på rådhuset i Helsingør.

Kort efter klokken 17 mandag aften lød brandalarmen på Helsingør Rådhus. 

En antændt taske var blevet kastet ind i indgangen på rådhuset, hvor dørene var åbne, fordi der netop i aften er åbent byrådsmøde. 

quote Det er helt klart et attentat, vi har været udsat for.

Benedikte Kiær, borgmester, Helsingør

- Det er helt klart et attentat, vi har været udsat for. Det er der ingen tvivl om, slår Helsingør konservative borgmester, Benedikte Kiær (K) fast, da TV 2 Lorry fanger hende over telefonen. 

- Her stinker af røg og brandbare væsker, og både politiet og brandvæsen er i gang, forklarer hun.

Artiklen fortsætter under billedet.

Brandattentat i Helsingør
Foto: Presse-fotos.dk

Borgmesteren forklarer, at både en medarbejder og et byrådsmedlem er ved at blive undersøgt for røgforgiftning. 

- Vi er rystede. Det er først nu, det begynder at gå op for os, hvad der kunne være sket.

Ifølge Benedikte Kiær var det en medarbejder på rådhus, som opdagede den brændende taske og straks tog affære. 

quote Han var virkelig heroisk. Han fik tasken ud på gaden og fik den slukket med en pulverslukker.

Benedikte Kiær, borgmester, Helsingør

- Han var virkelig heroisk. Han fik tasken ud på gaden og fik den slukket med en pulverslukker. Jeg tør slet ikke tænke på, hvad der kunne være sket, hvis ikke han havde handlet så hurtigt. Så kunne vi have mistet vores smukke, gamle rådhus. 

Artiklen fortsætter under billedet.

image3
Foto: Presse-fotos.dk

Hvad der kan ligge bag handlingen, ved Benedikte Kiær ikke. Som tidligere skrevet er der mandag aften åbent byrådsmøde, men borgmesteren vurderer ikke, at aftenens emne var årsagsgivende til handlingen. 

Til gengæld er hun overrasket over, hvor længe byrådet skulle vente på politiet. 

quote Det, synes jeg, ikke er godt nok. Politiet skal jo sikre spor.

Benedikte Kiær, borgmester, Helsingør

- Beredskabet kom meget hurtigt, men det tog 25 minutter, før den første politibil kom frem. Det, synes jeg, ikke er godt nok. Politiet skal jo sikre spor, lyder det fra Benedikte Kiær. 

Byrådet forsøger nu at forsætte mødet i andre lokaler ude i Helsingør by, da de stadig ikke kan være på rådhuset. 

Til TV 2 oplyser Nordsjællands Politi, at der var mange vidner til hændelsen, og at de har god videoovervågning.

- Så vi har gode muligheder for at finde ud af, hvem der har gjort det, oplyser vagtchefen.



 









Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik