Helsingør bliver fast base for landsholdet og får ny træningsbane
Marienlyst Strandhotel og Helsingør forbliver det danske fodboldlandsholds hjemmebane.
DBU, Helsingør Kommune og Marienlyst Strandhotel har fået papir på hinanden.
Det står klart, efter DBU torsdag har offentliggjort, at parterne anlægger en ny hybridbane ved siden af det nye stadion-område i Helsingør.
Det betyder samtidig, at Marienlyst Strandhotel forbliver en fast base for landsholdet i fremtiden.
- Med aftalen får vi slår fast, at Helsingør er landsholdets hjemby. Vi er utroligt stolte af vores landhold og glæde for, at de har hjembase her. Det er stort og fantastisk at mærke det fællesskab, der er om landsholdet. Jeg er overbevist om, at det er med til at inspirere og styrke vores foreningsliv i kommunen.
- Jeg glæder mig selvfølgelig også over, at vores lokale erhvervsliv kan se mulighederne i samarbejdet og sammen med kommunen investerer i fremtiden. Også så andre kan have glæde af anlægget, når landsholdet ikke er her. Det er alt i alt meget lovende for årene, der kommer, siger Helsingørs borgmester Benedikte Kiær i en pressemeddelelse.
Fakta:
Helsingør Kommune, DBU og Marienlyst Strandhotel investerer i fællesskab i en kommende hybridbane på det tidligere stadion-anlæg.
Kommunen bidrager med 11,7 mio. kr., DBU med 1 mio. kr. og Marienlyst med 5 mio. kr.
Anlægget etableres i løbet af 2022 og forventes klar til ibrugtagning primo 2023.
Kilde: DBU
Alle parter spytter penge i kassen til den nye hybridbane, oplyser DBU.
Landsholdet forventes at besøge Helsingør 2-3 gange årligt og vil i den forbindelse bo på Marienlyst Strandhotel, som de har gjort indtil nu.
I aftalen står det også klart, at andre kan benytte banen, når den ikke bruges af landsholdet.
- Vi har været i Helsingør i flere år og er meget glade de dejlige faciliteter. Nu får vi en bane i topkvalitet, som andre også får glæde af - men som altid vil stå klar til Herrelandsholdets træninger. Både trænere, spillere og alle omkring holdet glæder sig til fortsat at have base i Helsingør, siger Christian Nørkjær, som er chef for DBUs herrelandshold.
På strandhotellet tæt ved Kronborg er man også glade for den nye aftale.
- De seneste uger har sat en stor fed streg under, at Helsingør er hele Danmarks fodboldby. Det betyder rigtig meget for hele byen, og vi er enormt glade og stolte på Marienlyst Strandhotel af, at vi er centrum for det. Derfor er det en fantastisk nyhed, at vi fortsætter samarbejdet, siger Michael Lauritsen, som er direktør for Marienlyst Strandhotel.