Hvidovre sigter mod Superligaen - Helsingør kender vejen

Vi er få point fra at have et nyt superligahold i hovedstaden. Hvidovre står nemlig overfor at kunne tage skridtet op - præcis som Helsingør i 2017.

Jubelscenerne var totale, og triumfen var ikke til at tage fejl af, da FC Helsingør i 2017 spillede sig op blandt de allerbedste.

Nu kan Hvidovre gøre det samme. Torsdag missede vestegnsklubben den første matchbold i kampen om at spille sig ind i Superligaen, da de på målstregen tabte til de nærmeste oprykningsrivaler fra SønderjyskE, men Hvidovre har to chancer mere for at sikre sig en sæson i Danmarks bedste række.

Turen til Superligaen kender man i FC Helsingør. Og den daværende direktør for klubben, husker euforien, da det lykkedes det nordsjællandske hold at spille sig op efter bare to sæsoner i 1. division. 

quote Der er et helt andet setup omkring kampene. Der er langt mere sikkerhed og en hel anden bevågenhed

Janus Kyhl

- Det var jo helt fantastisk. Det var noget helt særligt, og det kom lidt ud af det blå. Selvfølgelig havde vi bygget op mod noget, men der var ikke rigtig nogen, der troede på, at Helsingør skulle i Superligaen, lyder det fra Janus Kyhl, der var direktør i klubben fra 2012 til 2019.

(Artiklen fortsætter under billedet.)

Det så sådan her ud, da Helsingørs Mikkel Basse scorer FC Helsingørs første superligamål til 1-0.
Det så sådan her ud, da Helsingørs Mikkel Basse scorer FC Helsingørs første superligamål til 1-0.
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Dermed har han også oplevet fra allerforreste række, hvordan det - bogstavelig talt - er som at træde ind i en anden liga, når man skal spille bold mod de bedste.

- Der er et helt andet setup omkring kampene. Der er langt mere sikkerhed og en hel anden bevågenhed. Det er et meget stort lokomotiv, der kommer kørende mod en, når man rykker op i Superligaen, siger Janus Kyhl.

Økonomien er en anden

Det er nemlig nogle helt andre økonomiske kræfter, der er på spil i Superligaen.

- Udover det sportslige, så sker der så sandelig også et stort økonomisk skifte. For lige pludselig får en nyoprykket klub del i de mange store TV-penge. Så det gør en verden til forskel at være superligaklub fremfor 1. divisionsklub på den konto, siger Jesper Jørgen, der er sportsøkonom og partner hos Deloitte Danmark.

Han gætter på, at det for en klub som eksempelvis Hvidovre vil betyde øgede indtægter på 15 til 20 millioner at rykke op i landet bedste række.

Men der kommer altså også til at ryge flere penge ud af kassen.

- Dels skal man afholde nogle hjemmekampe, hvor der er noget sikkerhed, der skal være på plads. Og så skal Hvidovre ud og forstærke holdet, for det er en helt anden sæson, de skal i gang med nu. Det kommer til at slide meget mere på holdet end at spille i 1. division, siger Jesper Jørgen.

Helsingør i Superligaen

De betydeligt tungere økonomiske kræfter mærkede FC Helsingør da også, da de rykkede op i Superligaen.

- Pengene er større. Markant større. Sponsoraterne er større, TV-pengene er større. Der er større billetindtægter, der er større salg på det, man kalder food and beverage. Så der er rigtig mange parametre, hvor man mærker det økonomisk, siger Janus Kyhl, den tidligere direktør i FC Helsingør.

I denne sæson ligger FC Helsingør på femtepladsen i 1. division.

Og spørger man Janus Kyhl, så er han overbevist om, at Hvidovre klarer skærene og tager turen op i Superligaen.

Hvidovre skal da også bare vinde en enkelt af de sidste to kampe, de har tilbage i 1. division, og så er de så godt som sikre på at rykke op. 

Hvidovre møder Vendsyssel i næste weekend, og Næstved på hjemmebane den første weekend i juni.

Se her hvordan det så ud på lægterne, da Hvidovre torsdag snublede ved målstegen og må fortsætte kampen for en oprykning til landets bedste række.

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik