Lokale måtte tage skraldeposer i hænderne – unge efterlod raseret festplads efter ølløb

Plastikkrus, glasskår og konfetti. En plæne ved Kronborg Slot var mandag dækket med skrald efter årets Ølløb i Helsingør.

Helsingør-borgere kunne mandag morgen møde synet af store mængder skrald, der flød på en stor plæne ved Kronborg Slot.

Omfanget af affaldet var så voldsomt, at flere beboere i Helsingør frivilligt begyndte at købe plastikhandsker og plastikposer for derefter at bruge flere timer på at rydde op. Også selvom de ikke selv havde efterladt affaldet på plænen.

Skraldet kommer fra festglade deltagere til det årlige Ølløb, der blev afholdt søndag. Et arrangement, der går ud på at drikke øl og samtidig gå fra Snekkersten Havn til Helsingør, hvor festen så ender ved Kronborg Slot.

Ølløbet er en tilbagevendende tradition, og også i år deltog mange i arrangementet.
Ølløbet er en tilbagevendende tradition, og også i år deltog mange i arrangementet.
Foto: Local Eyes

Ølløbet har ingen officiel arrangør, men eventbureaet SK Event har tidligere stået for festen i Helsingør. 

Det ville bureauet også gerne have gjort i år, men Helsingør Kommune har givet afslag på, at SK Event måtte afholde festen på samme parkeringsplads, som de gjorde sidst, i 2019 før corona-pandemien.

Det har ikke været muligt at lave et interview med SK Event i dag, men de fortæller til TV 2 Lorry, at de mener, at de kunne have forhindret de store mængder af skrald, hvis de havde fået lov at stå for festen i Helsingør igen i år.

Affaldet ved Kronborg Slot var ikke til at overse mandag.
Affaldet ved Kronborg Slot var ikke til at overse mandag.
Foto: Stine Sylvestersen/TV 2 Kosmopol

Det er borgmester i Helsingør, Benedikte Kiær (K), dog ikke enig i.

- Da de holdt festen i 2019, blev der også efterladt store mængder af skrald på alle arealer rundt om selve arrangementet. Da vi så spurgte dem, om de ville hjælpe med at rydde op, sagde de nej, siger hun.

Men nu hvor der ikke er en arrangør i år, burde kommunen så ikke selv hjælpe med at rydde op?

- Vi bruger rigtig mange penge på at rydde op efter Ølløbet med fejemaskiner på de offentlige arealer. Men vi gør ikke rent på selve arealet ved Kronborg Slot, hvor der er meget skrald i dag, fordi det er statens areal, så det må vi slet ikke.

På plænen ved Kronborg Slot mandag var holdningen da også klar fra flere af de frivillige, der ryddede affaldet op efter Ølløbet: Det bør primært være festdeltagerne selv, der rydder op dagen derpå:

- Når man griller på stranden, lader man jo heller ikke bare sit affald ligge og håber på, at nogle andre rydder op efter én, siger Line Schmidt, der bor i Helsingør.

TV 2 Lorry var mandag til skraldeindsamling sammen med en række lokale borgere i Helsingør.

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik